Reportage

Hvor langt skal kirken bygges ind i staten?

"Det særlige i Danmark er, at Folketinget er synode for folkekirken. Det gør, at folkekirken har plads til alle, og sådan skal det blive ved med at være." siger biskop i Roskilde, Peter Fischer-Møller.

Hvordan bygger vi kirke i Norden i det 21. århundredes markedsorientering? Forholdet mellem kirke og stat er under forandring, viste indlæg på sidste uges store konference på RUC

I sidste uge startede 1.717 nye studerende på Roskilde Universitet. Samtidigt afholdt universitetet en konference om kirkens udvikling i de nordiske lande. De unge mennesker, der under konferencen bevægede sig rundt i universitetets bygninger, blev synlige eksponenter for de nye tankegange, folkekirken blandt andet på konferencen forholdt sig til.

Det overordnede spørgsmål lød: Hvordan bygger vi kirke i Norden i det 21. århundredes markedsorientering?
 
Marked handler om økonomi, og det handler om udbud. For mange af nye studerende vil religion være noget, de i stigende grad vælger til, når de har brug for det i livet, og hvor en religions værdier har betydning for, om man vælger den.

For mange bliver en religion først interessant, hvis den afspejler ens egne livsværdier som for eksempel ligestilling, menneskerettigheder og frihed til at leve sit liv som den, man er.

Med udsigt ud over parken, hvor de unge mennesker løber orienteringsløb, ligger det nye auditorium på Institut for Globalisering og Samfund. Her fandt Konference for Kirkeret i Norden sted fra 23. -25. august. I auditoriet diskuteredes gennem tre dage forholdet mellem stat, kirker og trossamfund i de nordiske lande. 

De nordiske stater har alle forandret sig i takt med, at tanker om menneskerettigheder og religiøs frihed og ligestilling har fået indflydelse. Kirkerne følger med på forskellige måder.

Der er blandt konferencedeltagerne bestemt ikke enighed om, hvilken vej, kirkerne skal gå. Men at de store kirkers fortrinsstilling i forhold til staten er under forandring er tilsyneladende en kendsgerning. 

I Danmark er den største begivenhed på området, at folkekirkens styringsreform i sidste omgang ikke blev til noget.

Betænkning 1544, som i april var resultatet af arbejdet om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken, blev forkastet af Folketingets politikere, da forhandlingerne om betænkningen gik i gang. Alle de kirkelige parter var blevet enige, men politikerne fandt aldrig fælles fodslag, og daværende kirkeminister Marianne Jelved opgav at føre betænkningen ud i livet i oktober 2014. 

Særligt de borgerlige politikere fra Venstre og Konservative var enige om, at folkekirkens styreingsordning er unik og passer godt til danskerne. Ændringer er uvelkomne. Men i det kirkelige landskab er ikke alle enige om at udviklingen kan standses her. 

Biskop over Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, er interesseret i, at det danske samfund bliver mere frit religiøst set, end tilfældet er i dag:

”Men det er politikernes forkastelse af Betænkning 1544, der sinker, at vi får mere religionsfrihed i samfundet, ikke folkekirken”, sagde Peter Fischer-Møller på konferencens tredje dag. 

Peter Fischer-Møller fik med sit indlæg samtidig gjort klart, hvad han ser som folkekirkens ønsker til en bedre styreform:

”Folkekirken ønsker at få mere ordnede økonomiske forhold, så staten og dermed hele samfundet kun betaler til de kirkelige områder, som gavner samfundet som for eksempel civilregistrering og bevarelsen af kulturarv”.

Norske og svenske deltagere redegjorde for udviklingen i Norge og Sverige. Sverige har taget nogle formelle skridt til at adskille stat og kirke men på en række punkter, som for eksempel når det gælder betaling af kirkeskat og Kongehusets forhold, hænger de stadig sammen. 

I Norge er man på vej ned af en tredje vej, der i sidste ende skal føre til samme resultat som i Sverige. Her er processen sat i gang, men den forløber i flere tempi over en årrække. Ingrid Vad Nielsen, ekspeditionschef i den norske stats Kulturdepartement, beskrev den norske metode med disse ord: ”Processen i Norge er mere præget af kontinuitet end af brud”. 

Men selvom der ikke er tale om et hastigt brud, så er endemålet for processen i Norge, at kirken bliver selvstændig i forhold til staten. I Norge og Sverige har man altså valgt at gå efter en delvise adskillelse og en kraftig forøgelse af ligestilling for andre tros- og livssynssamfund.

Om de i Norge og Sverige med tiden går efter fuld adskillelse må tiden vise. Er det også vejen for den danske folkekirke?

Her var Peter Fischer-Møllers konklusion: ”De nordiske kirker og samfund vælger forskelligt, og det er slet ikke sikkert, at den danske folkekirke adskilles fra staten. Forholdet mellem kirke og stat er ikke en proces som går i én retning, men er i de nordiske lande lige så forskellig, som historien har været det”.

Peter Fischer-Møller påpeger det, han ser som goder ved den nuværende ordning: ”Det særlige i Danmark er, at Folketinget er synode for folkekirken. Det gør, at folkekirken har plads til alle, og sådan skal det blive ved med at være.

Folkekirkens ønske er, at staten bliver ved med at hjælpe folkekirken med at være en åben folkekirke, hvor der er plads til den lille mands tro. Staten skal ikke være en stat, der banker os på plads som kirke, men en stat, der giver kirken plads til at være profetiske røster i verden”.

Om den danske folkekirke adskilles fra staten eller ej, undgår den ikke at forholde sig til den verden, som de unge mennesker uden for auditoriets vinduer er repræsentanter for. Kravet om ligestilling af trossamfund banker på døren, men en løsning er ikke lige på trapperne i den danske model. Mulighederne for at ligestille folkekirken med andre trossamfund findes dog inden for rammerne af vores nuværende grundlov.

Grundloven fastsætter, at staten skal støtte folkekirken. Det er op til politikerne at fastsætte, hvordan og hvor meget man ønsker, at staten støtter folkekirken. Ligesom det er op til politikerne at fastsætte, hvordan og hvor meget man ønsker at støtte de andre tros- og livssynssamfund. Politikerne kan derfor vælge at støtte lige meget, hvis det er politisk ønskeligt i Danmark. 

Muligheden for ligebehandling af alle tros- og livssynssamfund bliver dog ikke debatteret i Danmark, heller ikke på kirkeretskonferencen i Roskilde. Tanken om ligebehandling er fjern i den danske religionsdebat, både blandt forskere, politikere og praktikere i folkekirken. 

Det danske motto har siden Grundloven lydt: ”I Danmark har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed”, og det synes lighedsbestæbelserne i Norge og Sverige ikke at kunne rokke ved.

Af Sidsel Kjems, ph.d.-studerende, økonom og Karen Marie Leth-Nissen, ph.d.-studerende, teologi, begge Københavns Universitet.