De stakkels erfaringsramte lærere!

Viden og forskning skal erstatte erfaring. Som om erfaring ikke er viden, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist. Foto: Foto:

Nu skal lærerne undervise ud fra viden og ikke erfaring, foreslår KL, men det er problematisk. Vi tror for ukritisk på pædagogik, didaktik og forskning, skriver debattør Morten Kvist

Kommunernes Landsforening har dannet et såkaldt konsortium Viden i spil (Jyllandsposten den 9. august 2010), hvis opgave det er at problematisere den enkelte lærers undervisning, for så vidt den er baseret på almindelig undervisningserfaring.

Der er næppe tale om en fuldstændig undsigelse, men hensigten er ganske klar: Viden og forskning skal erstatte den enkelte lærers egen erfaring som grundlag for undervisningen. Det er ikke et spørgsmål om faglighed, men om didaktik, forstår man, altså måden at lære noget på.

Det fremgår, at lærerne skal ændre kurs. De skal være bedre til at opsøge ny viden og bruge den. Det er et omfattende projekt, hvor forskere, ledere og lærere skal arbejde meget og tæt sammen, for ikke at gå glip af de allernyeste didaktiske indsigter.

Pædagogisk viden kommer og går
Hvem kan have noget imod det? Nærmest ingen, for viden er vel godt og den allernyeste af slagsen bedst. Bortset måske fra de lærere, der har været igennem det ene pædagogiske eksperiment efter det andet uden frugtbare resultater. Og bortset fra de lærere og ledere og forældre, som ved, at såvel ny viden som forskning, og ikke mindst den pædagogiske af slagsen, kommer og går og skifter med årstiderne og derfor er en endog meget relativ størrelse.

Og bortset måske fra os, der mener, at det almene dannelsestab mangel på høflighed, for lidt disciplin, den ubeskyttede lærerautoritet etc. er et lige så stort problem for skolen som omsætning af didaktisk forskning til konkret undervisning.

Megen forskning er overflødig
Nuvel, at viden noget er godt, langt bedre end uvidenhed endsige da dumhed, men hvilken viden er der tale om? Hvilke metoder er brugt, og hvilke spørgsmål er der stillet? Der laves spandevis af overflødig forskning, og ikke alene fordi der er mange blindgyder, som en forsker nødvendigvis må undersøge, men fordi projekterne ikke er særlig vigtige eller i hovedsagen baserede på simple spørgeskemaer.

Selvfølgelig er det godt at have forskningsbaseret viden om, hvordan man underviser tosprogede indvandrerbørn i en dansk klasse. Men hvad nu, hvis en lærers gennemprøvede praksis ikke passer med forskningens resultater? Her synes lærerens erfaring at skulle vige for Kommunernes Landsforening. Eller hvad med de forskningsresultater, som det ene år præsenteres som entydige, for det næste ikke længere at være det?

Det seneste eksempel er skolernes størrelse. Det hed for få år siden, at store skoler var det mest forsvarlige. Her lærte børnene mest. I dagens aviser er disse antagelser anfægtede, og en masse små skoler er allerede nedlagt i storskoledidaktikkens navn. Måske gav man blot en pædagogisk begrundelse for et økonomisk ræsonnement? Eller hvad med det forskningsbaserede mantra ansvar for egen læring, som er indført overalt, og som nu viser sig at skabe tabere på stribe, navnlig drenge. Der er vist grund til at være skeptisk overfor forskning af den karakter.

Vi tror for meget på pædagogikken
En del af problemet skyldes, at vi tror for meget på pædagogik, didaktik og forskning. Vi forsker os forbi banale sandheder, f.eks. at børn ikke kan tage ansvaret for deres eget liv, herunder indlæring.

Vi tror, at pædagogiske foranstaltninger kan udrette mere, end de kan. De er formodentligt stærkt overvurderede, idet vi har gjort pædagogik til et alt for selvstændigt fag. I denne overvurdering kommer den enkelte lærers eller skoles møjsommeligt opsparede erfaring i klemme.
Konfronteret med DPUs samlede forskningsprogrammer og hele det socio-pædagogiske kompleks har den enkelte lærer ikke meget at stille op. Hidtil har hun kunnet ignorere, hvad hun ikke kunne bruge, men det lader altså til at skulle være fortid.

Viden og forskning skal erstatte erfaring. Som om erfaring ikke er viden.

Giv lærerne frihed og faglighed tilbage
Giv i stedet lærerne deres faglige stolthed og frihed tilbage. Lad matematiklæreren blive bedre til matematik, tysklæreren til tysk, sorter de pædagogiske katastrofer fra, og lad de enkelte fag og deres lærere udvikle netop den pædagogiske praksis, som passer til faget.

Simpel udenadslære f.eks. er endnu ikke overgået af noget, når det gælder tysk og fransk grammatik, men de fag er selvfølgelig også på vej ud. Og lad så lærerne hente inspiration, hvor de selv synes, den er at finde.

Jeg er klar over, at selv sådanne beskedne ønsker ikke vækker megen genklang. Frihed og faglighed - det er op ad bakke, som man siger, men det kan være den eneste vej at gå. Med mindre vi vil blive stikkende i den pædagogiske forvirring, hvor hver dag snart sagt afslører sit eget forskningsbaserede problem i skolen.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og kommentarskribent ved kristendom.dk.