Provst: Luther havde ikke meget fidus til den ”almindelige mand”

Selvom reformatoren Luther ikke havde meget tilovers for den almindelige mand, kan man ikke komme uden om, at hans teologi er befordrende for demokratiet, skriver provst Thomas Reinholdt Rasmussen

Som den tredje myte om Martin Luther i rækken på syv konfronterer professor Frederik Stjernfelt påstanden om, at Luthers tanker har banet vejen for demokratiets fremvækst. Tværtimod mener Stjernfelt, at Luther gik ind for tyranni og ubetinget lydighed.

"Den frihed, han ønskede efter opgøret med afladet, var det kristne menneskes frihed fra at gøre gode gerninger for at blive frelst. Det var ikke frihed til at mene, hvad man vil, eller holdningsfrihed i forhold til politiske eller kirkelige forhold. Overhovedet ikke," skriver Stjernfelt om Luther. Men har Stjernfelt egentlig ret i det?

Det giver provst Thomas Reinholdt Rasmussen her sit bud på:

Martin Luther er ikke politisk tænker, og den demokratiske tanke lå ham ikke nær. Hans fokus var på menneskets frelse og på dets gudsforhold og ikke på samfundsindretning eller styreformer. Hver gang han beskæftiger sig med sådanne tanker, skyldes det, at staten eller fyrsten går over sine beføjelser, og knægter et kristent menneskes frihed.

Luther er ikke interesseret i styreformer. Han er interesseret i sjælens frelse. Og et kristent menneskes frihed handler om forholdet til Gud. Når Luther i skriftet "Til den kristne adel" af den tyske nation (1520) kan sige, at ”enhver, som er krøbet ud af dåben, er pave, præst og biskop,” så handler det ikke om den kirkelige styreform, men om det døbte menneskes ret til at forholde sig til Bibelen og derved også til Gud uden forbehold.

Det handler om sjælens frelse, når man taler om et kristent menneskes frihed. Og det er et menneske, der kan tage sin tro i egen hånd. Men hvad sker der mon, hvis denne teologiske tanke gøres sekulær?

Da Luther i september 1522 udgav en nyoversættelse af Det Nye Testamente udstedte Hertug Georg af Sachsen (ikke at forveksle med kurfyrstedømmet Sachsen) i november 1522 forbud mod at eje oversættelsen.

Forbuddet er en af de væsentlige forudsætninger for, at Luther året efter skrev "Om den verdslige øvrighed". Skriftet handler om gudsforholdet, men viser, at reformationen også var en kamp om ytringsfrihed. For skriftet handler omat vise øvrighedens og myndighedernes grænser, fordi Luther anser hertugens forbud som et forsøg på at begrænse menneskets forhold til Gud.

Så Luther peger aldrig på demokratiet som styreform, men der ligger i hans teologi ting, der, når de i historien udvikles, peger hen mod dette, særligt i hans dåbsteologi, i hans tanker om det almene præstedømme og i talen om Skriften (sola scriptura).

Luthers dåbsteologi handler om sjælens frelse og ikke verdsligt om menneskers lighed. Men det er indlysende, at når den teologiske tanke om menneskets lighed i Kristus, som Luther har fra Paulus, bliver forkyndt i kirkerne i 500 år, så får den også denne sekulære effekt.

Det almene præstedømme er for Luther ikke en deltagelse i styreformer, hverken i eller uden for kirken. Det er et udtryk for, at mennesket er frit alene i Kristus og da selv kan tage hånd om sit forhold til Gud. Men det er klart, at når dette begreb sekulariseres, er det også politisk sprængstof. Det er altså de teologiske begreber, der får sekulær betydning. Hvis man ikke læser Luther teologisk, mister man denne indsigt.

For Luther handler statsforvaltning ikke om demokrati, men om at holde ondskaben i skak. Det er statens eller fyrstens opgave. Når den styrende holder sig til dette, og ikke blander sig i forholdet til Gud, så kan vi have hvilken som helst styreform.

Luther havde ikke meget fidus til den ”almindelige mand” - særligt ikke efter bondekrigen i 1525. Demokrati som styreform ville ligge ham fjernt, men der er som sagt ting i hans teologi, der er meget befordrende for demokratiske styreformer. Det kommer også til udtryk i hans såkaldte toregimentelære, der igen handler om at begrænse den styrende.

Man kan således sige, at Martin Luther ikke så meget er repræsentant for en gryende modernitet, som han er repræsentant for klassisk kristendom. Omvendt indeholder Luthers teologi tanker, som kan være frugtbare i en moderne kontekst. Men de er et resultat af kristendommen og ikke kun af Luther selv. Når Luther er bedst, er han blot eksponent for kristendommens kerne.