Den gyldne regel er kernen i kristendommen

Ondskaben kan overgå selv Gud, men den kan besejres af kærlighed, hvormed selviskheden må og skal lide nederlag, skriver cand.theol. Lene Østergaard. Fotoet viser et krucifiks fra Chiesa Di Santa Maria Maggiore i Assisi. Foto: Stefan Vase

Jeg ser Jesus på korset som det ultimative symbol på hengivelse - at ville mere end sig selv og helt igennem at være tro mod den kærlighed, skriver cand.theol. Lene Østergaard i serien "Hvad er kristendom?"

En præst hævdede for nylig på kristendom.dk, at den største udfordring for kristendommen i dag handler om, at danskerne mellem 15 og 40 år er fuldstændigt blanke med hensyn til, hvad kristendommen handler om.

I temaet Hvad er kristendom kristendom.dk spurgt panelisterne: Hvis du fik 10-12 linjer til at genfortælle essensen af kristendommen hvordan ville de så se ud? Teolog Lene Østergaard svarer.

For nogle år siden var jeg i en periode præst i Nørre Jernløse Kirke, som er en af Sjælland ældste kirker. Der er mange historiske klenodier i den kirke, men det allerstørste og mest tankevækkende er det gamle, flot restaurerede krucifiks fra det 13. århundrede over alteret.

Krucifikset er meget stærkt i udtrykket af den blege, torturerede og henrettede Jesus. Under højmessens sidste salme satte jeg mig altid ned og betragtede det og vendte tankerne indad. Jeg spurgte mig selv, hvorfor dødningen hang der, og hvad det var for et budskab jeg skulle forstå.

Der er meget at sige om Jesu lidelseshistorie - om Jesu død er Guds vilje, eller den kunne være undgået. Det er emnet i forsoningslærerne. Jeg har selv svært ved at se Gud som en aktiv part i det forfærdelige, der sker Jesus. Henrettelsen er kulminationen på en konflikt, der løber løbsk.

Men jeg ser Jesus på korset som det ultimative symbol på hengivelse; at ville mere end sig selv og helt igennem at være tro mod den kærlighed. Den gyldne regel, mener jeg, er kernen i kristendommen: "Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem".

Kristendommen er ikke en selvkredsende, indadvendt gudstro, hvor den enkelte har nok i sig selv og sin egen frelse og fromhed. Det, der sker Jesus, er skrækeksemplet på det værst tænkelige, når ondskaben får lov at accelerere og den gode, gyldne regel bliver sat af.

Ondskaben kan overgå selv Gud; men den kan besejres af kærlighed, hvormed selviskheden må og skal lide nederlag. Vi skal aldrig give op over for de uhensigtsmæssige kræfter som også findes i menneskesindet eller lade os flyde med af dem, men overvinde det onde med det gode.

Det, tror jeg, var hovedbudskabet fra det gamle krucifiks.

Lene Østergaard er cand.theol. og familieterapeut