Den katolske kirke hetzes af pressen

Sex-skandalerne i Den katolske Kirke må på alle mulige måder forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs, skriver katolske Kirsten Kjærulff

"Mellem hellig forargelse og sort fortvivlelse" er titlen på et glimrende indlæg af Sebastian Olden-Jørgensen i Katolsk Orientering.

Titlen er et præcist udtryk for de følelser, der griber os, der elsker Den katolske Kirke, i den aktuelle mediestorm om sex-skandalerne i Kirken: Sort fortvivlelse over, at mennesker, som har givet deres liv til Kristus og til Kirken, kan forråde dens budskab og deres kald til Kristi efterfølgelse på så afskyelig en måde.

Hellig forargelse over den måde, hvorpå pressen angriber problemet. Den er usaglig og skandaløs, grænsende til det blasfemiske.
Situationen minder om langfredags retssag mod Jesus: Ligesom Jesus er Kirken blevet forrådt af sine egne Judaser, og nu går alle dens modstandere løs på den med hån, spot og blasfemi og råber som dengang: KORSFÆST, KORSFÆST.

Den katolske Kirke har altid været en provokation for en sekulariseret verden, som ikke har kunnet acceptere dens absolutte sandhedsbegreb på samme måde som hverken jøderne eller Pilatus forstod Jesus, når han vidnede om Sandheden. Dybest set handler det jo om, at den værdirelativisme, som de pluralistiske demokratiske samfund har bygget på siden oplysningstiden, er anfægtet af Den katolske Kirkes insisteren på en guddommelig sandhed hævet over menneskelig subjektivisme og værdirelativisme, sådan som det er Kirkens tro, og som både Pave Joh. Paul II og Pave Benedikt XVI så klart har givet udtryk for.

Derfor er misbrugsskandalerne en lækkerbisken for dem, som tørster efter at kunne mistænkeliggøre Kirken som guddommeligt legitimeret institution. Derfor forvrides de ulykkelige sager, så de kommer til at se ud, som om det er Kirken selv, der er inficeret med den forrådnelse, som pædofiliskandalerne er udtryk for. Derfor overskrifter som f. eks. Nettet strammes om Pave Bendikt VI , overskrifter, som mere end antyder, at Kirken som institution fra øverst til nederst er gennemrådden af moralsk forfald.

Men når man så dykker ned i kilderne, f. eks. sagen om Pavens (dengang Kardinal Ratzingers) behandling af sagen om fader Lawrence Murphy på en døveskole i USA, (hvor Vatikanet først fik kendskab til sagen, 20 år efter at misbruget fandt sted, og at den katolske kirkes præstelov ikke automatisk udløser en straf), eller hvad Biskop Kozon faktisk siger i sin sobre redegørelse for, hvad der er sket i Den katolske Kirke i Danmark, og hvordan man har tacklet problemet, så går det op for en, at pressens behandling af disse sager grænser til det absurde og latterlige. (En uddybning af dette kan læses i det første af de vedhæftede links skrevet af Casper Thorup).

Sex-skandalerne i Den katolske Kirke er naturligvis aldeles uacceptable og må på alle mulige måder forfølges og forhindres, men pressens måde at behandle skandalerne på er i sig selv pinlig og tendentiøs. Det er en usaglig hetz, som har til formål at gøre Kirken utroværdig som institution ved at mistænkeliggøre dens præster, biskopper og Paven selv.

Der er tale om en generalisering, som har uhyggelige konsekvenser, som når f. eks. en uskyldig præst i Tyskland bliver angrebet på gaden, sparket og spyttet på, fordi han går med katolsk præsteflip! Det er også en sørgelig konsekvens, at mange katolikker ikke kan skelne mellem Kirken som institution og de syndere, som den består af, og derfor vælger at melde sig ud! Hvor mon de har tænkt sig at gå hen? Kan de ikke se, at de som Simon Peter må sige: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord. Og hvor finder de et tilholdssted, som kan sige sig fri for sexskandaler og hele det moralske forfald, som er en konsekvens af det verdslige samfunds relativisme?
Det er Kirkens og pressens opgave at få alt frem i lyset, men det skal ske sagligt og retfærdigt, og ikke med den mistænkeliggørende hetz, som bl.a. kommer frem i overskrifterne, selv i et ellers hæderligt blad som Kristeligt Dagblad.

Det giver et misvisende billede af Kirken. Hvorfor bliver pædofilien ikke belyst generelt? Så vil man opdage, hvor omfattende problemet er overalt i det verdslige samfund, især i familierne selv, men også i andre religioner og kirkesamfund. Så vil man opdage, hvor minimalt problemet i Den katolske Kirke er i forhold til resten af verdenssamfundet. Men det er naturligvis ingen undskyldning.

Hvad kan Kirken gøre i denne pinefulde situation? Kun det, som den længe har været i fuld gang med: At gøre, hvad den kan, for at råde bod på al den ulykke, som disse pædofilisager allerede har medført og at gøre, hvad der overhovedet er muligt, for at få alt frem i lyset. Den kan også gøre meget for at forhindre fremtidige misbrug. Det har Vatikanet allerede længe arbejdet på: Paven har således for flere år siden udtalt. Vi vil ubetinget udelukke pædofile fra præsteembedet. En pædofil kan ikke være præst Kun personer, der er sunde og normale, kan blive præster, og kun personer med et dybt personligt forhold til Kristus, og som har et dybt sakramentalt liv. Jeg ved, at biskopperne og lederne af præsteseminarerne vil gøre alt, der står i deres magt, for at skelne virkelig skarpt, for det er vigtigere at have gode præster end mange præster.

Om cølibatets rolle i denne situation: Se Casper Thorups indlæg

I Danmark har Den katolske Kirke også allerede i en del år krævet børneattest både for præster og for medarbejdere i Kirkens børne- og ungdomsarbejde, ligesom der også for et par år siden er lavet en beredskabsplan under indtryk af sex-skandalerne i USA og Østrig.
Man kunne ønske, at pressen og også Den katolske Kirke selv i højere grad ville fokusere på alt det gode, der sker i Kirken, på alle de gode og trofaste præster, som har givet deres liv til Kristus, og som lever hele deres liv 24 timer i døgnet i tjeneste for Gud og deres menighed. Eller de lægfolk, som år ud og år ind giver deres fritid til Kirken, kun fordi de elsker deres Kirke.

Men frem for alt kunne man ønske, at Kirken i højere grad kunne få ørenlyd for sit helt revolutionerende budskab. For med den uvidenhed om den katolske tro og de uhyrlige fordomme, som endnu blomstrer, har pressen frit spil i sin usaglige hetz imod den.