"Der er al mulig grund til at fejre Sankt Hans"

Vi vil intet andet end at jage al ondskab, alt mørke, al ufred, alle hekse og alle trolde bort, skriver sognepræst Pia Kirkegaard. Foto: Finn Frandsen/ritzau.

At fejre sankthans er ikke bare en hedensk gammel skik, som kirken har overtaget. Sankthans er børns og voksnes fejring af lyset, der skinner i mørket og viser vej, skriver sognepræst Pia Kirkegaard

Der er ingen, der som skagensmaleren P.S. Krøyer har indfanget stemningen en sankthansaften i billedet Sct. Hans 1906. Her står børn og voksne og betragter sankthansblusset som oplyser stranden, så enhver, der betragter billedet, næsten kan mærke varmen fra blusset og dufte røgen.

Lyset skinner i mørket

Blusset oplyser det meste af billedet. Det lyser i mørket. Som fuldmånen, der oplyser havet. Som det fyrtårn, der ses ganske svagt i baggrunden. Som en bavn. Som en ildsøjle. Som en ledestjerne.

Vi elsker vores land, når det er jul, og vi tænder stjernen i træet med glans i hvert øje. Vi elsker vores land, når det er forår, og fuglen lader stemmen til hilsende triller sig bøje.

Men vi elsker vores land allermest ved midsommer, hvor alt er liv og frugtbarhed og blomstring. Sådan vil vi have det. Sådan skal det være. Nætterne er lyse. Sindene er lysfyldte. Vi vil intet andet end at jage al ondskab, alt mørke, al ufred, alle hekse og alle trolde bort holde dem fra livet og verden med de glædesblus, vi tænder.

Johannes Døberen banede vejen for lyset

Så kan det vist ikke blive mere evangelisk, for hvad enten vi synger Drachmanns tekst på Shubiduas eller Lange-Müllers melodi, så synger vi det glædelige budskab ud: Lyset skinner i mørket. Og mørket greb det ikke.

Det var også det budskab, Johannes Døberen, Jesu fætter, banede vejen for med sine vilde råb i ørkenen. I al sin asketiske fremtoning, iklædt kameluldshårkjortel og med sin ydmyge spisevaner: græshopper og vilde biers honning, brugte han hele sit liv på en eneste ting: at bane vejen for selve stjernen at pege på lyset det sande lys som var ved at komme til verden for at oplyse verden.

Jo, der er al mulig god grund til at fejre sankthans i kirkeligt regi og fortælle, vidt og bredt, om at bane vejen for andre, ved at fortælle om lyset. På den måde bliver Johannes Døber repræsentanten for det menneske, som ydmygt viser vej og baner vej og peger på håbet i verden. Selv er vi ikke lyset, men vi kan vidne om lyset.

Helgener for kærlighed og tandsmerter

I gamle dage, før reformationen, dyrkede vi helgendage på en mere ligefrem og naturlig måde. I Ågerup kirke ved Holbæk findes for eksempel en kvindelig helgen, Apollonia, som fik slået alle sine tænder ud. Hun er helgen for tandsmerter. Der står hun med tang og tand og så kan det ikke blive mere jordnært, at kirkegængeren, som har ondt i sin visdomstand, kan sætte sig under hendes beskyttende vinger.

Og hvorfor skal vi ikke favne Valentinsdag og fortælle den gode historie, som knytter sig til helgenen Valentin en kristen præst, der trodsede kejserens forbud mod vielser. Kejseren ville have, at de unge mænd skulle slås i stedet for at elske, og kejseren dikterede præsterne, at de ikke måtte forrette vielser. Men Valentin kæmpede kærlighedens kamp og udstedte vielsesattester i læssevis.

Og så er der Sankt Johannes ham der banede vejen og råbte alverdens ondskab an. Han bad folk om at vende om og at omvende sig. Og den 24. juni er Johannes helgendag.

Ondskab skal bekæmpes med forsoning og tilgivelse

Ligeså magisk som det er, en lun sommeraften, at se heksen brænde og flyve til Bloksbjerg med et heksehyl, ligeså magisk er det en sommerdag at være turist i Harzen og stå på det sagnomspundne Bloksbjerg , det højeste bjerg i Harzen. Det gøres med en vis ærefrygt. Ondskaben er placeret. Ondskaben er afgrænset. Vi ønsker at bekæmpe al verdens ondskab med fred, forsoning og tilgivelse.

En del kirker fejrer på den måde sankthansaften. I den ene af de tre middelalderkirker i Vipperød pastorat, lidt syd for Holbæk, fyldes kirken af børnefamilier, der gerne vil begynde deres sankthansaften med ord, som lyser op i mørket. Således smelterden kirkelige markering på bedste vis sammen med duften af grillmad, børnenes leg, de voksnes sang og bålet, der tændes lidt tidligere end de fleste bål, så børnene også kan være med.

For at fejre sankthans er ikke bare en hedensk gammel skik som kirken har overtaget. Sankthans er børns og voksnes fejring af lyset, der skinner i mørket og leder vej. Det giver mening!

Pia Kirkegaard er sognepræst i Vipperød Kirke