"Der er håb for kirkernes fællesskab i Europa"

Når det kan lade sig gøre for så mange forskellige kirkesamfund fra alle mulige lande i Europa at blive enige om en forfatning for en fælleskirkelig konference, er der håb for kirken og for dens mission i et foranderligt Europa. Men det foregik ikke uden drama, skriver formand for Økumenisk Ungdom og delegeret for folkekirken på Konferencen for Europæiske Kirker Christian Arffmann. Foto: Peter Kenny, CEC

En uge med hårde og dramatiske forhandlinger i europæisk kirkepolitik sluttede med en vedtaget forfatning for Konferencen for Europæiske Kirker, skriver formand for Økumenisk Ungdom og delegeret for folkekirken Christian Arffmann

Hvordan sikrer man rummelighed i kirken? Hvordan kan man etablere en styringsstruktur i kirken, der sikrer en bred og fair repræsentation af skriftsyn og forkyndelse? Hvordan sikrer man, at alle får lov til at sidde med ved bordet, og at fordelingen mellem mindretal og flertal er fair? Det er spørgsmål, som ofte bliver stillet i diskussionen om en fremtidig styring i folkekirken i Danmark.

De samme spørgsmål blev stillet igen og igen i løbet af den uge, jeg har været til generalforsamling i Konferencen for Europæiske Kirker (KEK), der sluttede mandag d. 8. juli 2013. Der blev med et stort flertal vedtaget en ny forfatning for KEK, der sikrer en slankning af organisationen. (Forfatningen kan læses via linket til venstre, red.)

LÆS OGSÅ:
Kan en splittet kirke vidne om Kristus? (indlæg fra KEK)

Når det kan lade sig gøre for så mange forskellige kirkesamfund fra alle mulige lande i Europa at blive enige om en forfatning for en fælleskirkelig konference, er der håb for kirken og for dens mission i et foranderligt Europa. "Hvorfor tøver du?" som temaet for konferencen var med reference til teksten fra Apostlenes Gerninger 22;16.

Der var kiv om kvoterne
To emner gav særlig anledning til voldsom strid. For det første: Skulle KEK primært være en konference af europæiske kirker, eller skulle den også formelt repræsentere associerede økumeniske organisationer, det vil sige den bredere økumeniske bevægelse? For det andet: Skal særlige kvoter skrives ind i forfatningen, herunder kvoter for denominationer, kvinder, unge, lægmænd/gejstlige, minoritets- og majoritetskirker og så videre?

De ortodokse delegerede insisterede på en kvote på 25 % ortodokse i centralkomitéen og truede med at melde sig ud af KEK, hvis man ikke lyttede til dem. Vi er tilbage til koldkrigspolitik, kommenterede rådgiver Charles Reed undervejs på Twitter. De ortodokse fik deres vilje til sidst ikke så meget fordi der ellers var nogen, der ville begrænse de ortodokses indflydelse, men ikke desto mindre måtte KEK imødekomme de ortodokses krav. Nogle har stærke følelser omkring kvoter, mens andre ser dem som unødvendige.

Storebror var hård i filten
En anden grundlæggende diskussion var, hvordan man indretter en fælleskirkelig organisation på en sådan måde, at de bredeste skuldre bærer de tungeste læs samtidig med, at de mindre kirker ikke udelukkes og dog bærer en rimelig del af udgifterne? EKD, det protestantiske forbund af kirker i Tyskland, bærer det tungeste læs i KEK, og de var fast besluttede på, at KEK skulle sætte en grænse for, hvor mange der skulle inviteres med til generalforsamlinger og, hvem der skal regnes som medlemmer af KEK.

LÆS OGSÅ: Europæiske kirker vil have en mere markant profil

I første omgang blev det vedtaget, at KEK skulle inkludere den bredere økumeniske bevægelse, selvom det gik imod rapportens anbefaling om at trimme organisationen. Dagen efter stod EKDs delegationsleder, biskop Martin Schindehütte frem i al sin magtbrynde og bad om, at forsamlingen stemte om det igen under et lukket punkt. Da generalforsamlingen blev livestreamet, var KEK nødt til at cutte strømmen og sende alle deltagere, der ikke havde stemmeret, ud af lokalet. Det skabte en voldsom stemning af utilfredshed. Folk sagde, at der blev brugt udemokratiske metoder og bøllemetoder. Transparensen var svær at få øje på.

Feminister og repræsentanter for unge og minoritetskirker udtrykte, hvor sårede de var over den hårdhændede behandling, de havde fået under generalforsamlingen. Ordene i forfatningens præambel om, at man som kirker søger at vokse i et fællesskab af tro, håb og kærlighed var svære at mærke i praksis. Det var snarere teknokrater og hård business, der dominerede.

Samarbejde forpligter
I sidste ende gav begge parter sig dog, alle fik lidt, ikke alle, der havde mærket magtbrynden, var tilfredse, men en forfatning blev vedtaget, og forsamlingen kunne ånde lettet op efter 6 lange og intense dage.

Det blev understreget, at det var vigtigt, at man rækker hånden ud til hinanden, viger lidt fra sin position, og ikke låser sig fast i en splid om særinteresser. For et samarbejde i den treenige Guds navn forpligter. Både for folkekirken og for det bredere europæiske kirkefællesskab.

Christian Arffmann er formand for Økumenisk Ungdom og var medlem af folkekirkens delegation på den 14. generalforsamling i Konferencen for Europæiske Kirker