Riddere og mirakler: Historien om Olav den hellige

Ifølge legenderne skete der mange undere omkring Olav den hellige: Trolde blev til sten, marker blev frugtbare, og vand blev til øl og vin, skriver pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith

Olav den hellige har en grundlæggende betydning i Norges historie. Han blev skænket en vision om at samle landet som en kristen nation, og begyndte sit værk, mens han endnu levede. 

Gennem middelalderen valfartede mennesker i tusindtal til Trondheim for at søge den helbredelse, der tilsyneladende skete omkring Olav. Ifølge legenderne skete der mange undere omkring Olav, mens han drog frem gennem landet – trolde, der blev til sten, marker, der blev frugtbare, og vand, der blev til både øl og vin. Olav var en folkekær helt, og det blev indlysende for kirken at bruge fortællingerne om Olav til at styrke sin position i Norden.

Udover at være en ridderlig historie, er sagnet om Olav stadig noget, der taler til os i dag. Olav er ikke bare en national helgen, men et menneske, der repræsenterer noget næsten globalt i sit væsen.

Han tilbragte en stor del af sin tidlige ungdom i England og Normandiet, og rejste sydover til Gibraltar. Hans egentlige omvendelse til kristendommen synes at være sket i Rouen, og på grund af sine kontakter til storfyrst Jaroslav, der var gift med hans ungdoms elskede, kom han langt østpå, til den ortodokse verden. Han levede før den afgørende kirkesplittelse mellem Øst og Vest i 1054, og har derfor også i økumenisk henseende en betydning som samlende figur.

Legender siger, at Olav overvejede at tage på et kristningstogt til det hedenske Bulgarien, eller at drage til Jerusalem for at gå i kloster. Uden tvivl har det været en vanskelig og tung tid for ham - måske næsten som en sjælens mørke nat. Men det fortælles, at mange mennesker på underfuld vis blev helbredt for sygdom i hans nærvær og under hans forbøn.

En nat, midt i den indre proces, som Olav var i, viste Olav Tryggvesson sig for ham i en drøm og bød ham at vende tilbage til Norge. Dette blev et vendepunkt for Olav, og han besluttede at opgive alle andre planer.

Venner kom fra Norge og fortalte, at Håkon Jadekarl, som kong Knud havde sat til at styre riget, var død. Landet var nu uden leder, og det gav Olav en god anledning til at samle kræfterne og drage mod sit hjemland. Han lod sin lille søn Magnus blive hos Ingegjerd og drog med et følge på et par hundrede mand til Sverige. Her fik han lov at samle en stor del svenske hjælpetropper, mod at love dem, at de kunne få gods og gårder i Norge, hvis han vandt sin sejr.

Stærke kræfter, som støttede op om Knud den Store fra Danmark, kæmpede imod Olav den Hellige og slog ham tilbage. Så Olav måtte flygte gennem Sverige til Novgorod, hvor han søgte gæstevenskab hos en storfyrste, som var gift med Ingegjerd – den kvinde, han havde elsket i sin ungdom. 

Under opholdet i Novgorod fik han en vision om at vende tilbage til Norge, og gjorde et sidste forsøg på at samle landet. Men han blev dræbt ved Stiklestad, den 29. juli 1030. Lige efter hans død begyndte mange mirakler at ske, og hans drabsmand var den første til at proklamere ham hellig. Han blev begravet i al hemmelighed på en sandbanke ved elvens sving i Nidarosdalen, og med tiden voksede Nordens største katedral op omkring Olavs tidlige hvilested.

Olavs lig blev af hans nære venner gravet ned ved bredden af Nidaros-elven, men blev senere flyttet til en kirke i byen, Sankt Clemens. Det siges, at en forunderlig duft strømmede fra hans krop, og at han fortsat var rød i kinderne, som om han sov.

Hår og negle voksede tilsyneladende på ham – og fortsatte med at gøre det så længe, at flere uafhængige kilder lige før og efter reformationen i 1537 bekræfter, at liget endnu lå urådnet i kisten. Dette fik de mere rationelle reformatorer til at spekulere på, om liget mon var blevet skiftet ud med jævne mellemrum i løbet af de sidste århundreder.

De gjorde kort proces og gravede Olav dybt ned under kirkegulvet i Nidarosdomen, for at forhindre, at de mange pilgrimme, som kom for at besøge Olavs hellige levninger, skulle finde på at grave ham op igen.

Det er ikke godt at vide, om Olav stadig ligger rødmosset og fin under kirkegulvet, selvom vi ikke længere kan finde ham. Men uanset, om han gør det eller ej, lever han i den folkelige bevidsthed, og der synes i dag at være et større og større behov for at genfinde og nyvurdere betydningen af Olavs-arven.

Elizabeth Knox-Seith 
Pilgrimspræst og panelist på kristendom.dk