"Det er ikke kun præster, der prædiker i folkekirken"

Alle kan i princippet prædike i folkekirken, men det er vigtigt at drøfte, hvem vi skal give mulighed for at gøre det, skriver ph.d og ekstern lektor Mogens Mogensen

Hvem må prædike ved gudstjenester i folkekirken? Det spørgsmål er for øjeblikket genstand for en heftig debat, og baggrunden er projektet ”Befri gudstjenesten,” som i denne uge afvikles i Aarhus Domkirke i samarbejde med teateret Svalegangen. I går aftes var det stridens hovedperson, Sherin Khankan, imam i den nye kvindemoské i København, der stod på prædikestolen.

Jeg var i kirke i går, og der var det, som ved 99 procent af alle gudstjenester, en folkekirkepræst, der prædikede. Men sådan er det ikke altid. Forrige søndag deltog jeg i en fælleskirkelig gudstjeneste i domkirken i Haderslev med biskop Marianne Christiansen som liturg, og her var prædikenen delt mellem tre prædikanter, en katolsk præst, en reformert præst og en præst fra pinsekirken.

Det er den lokale sognepræst, som under tilsyn af sin biskop bestemmer, hvem der kan få lov til at prædike ved en gudstjeneste, og det betyder naturligvis, at det kan være forskelligt, hvem der må prædike ved gudstjenester forskellige steder i folkekirken. Som tilfældet var i Haderslev Domkirke forleden får præster fra andre protestantiske kirker og den katolske kirke undertiden lov til at prædike i folkekirken.

Det er heller ikke blot ordinerede præster, der får lov at prædike, men også lægfolk. Jeg er ikke selv præst, men har talrige gange prædiket ved gudstjenester rundt omkring i sognene, mens jeg var missionær og siden generalsekretær i et folkekirkeligt missionsselskab.

Inden for de senere år er der også talrige eksempler på, at folk uden medlemskab i hverken folkekirken eller nogen anden kirke, eksempelvis kendte kulturpersonligheder og politikere, er blevet inviteret til at prædike ved gudstjenester i folkekirken. Mens nogle af disse vil beskrive sig selv som ikke-religiøse eller ateister, så er der også eksempler på, at mennesker, der bekender sig til en anden religion end kristendommen, har fået lov til at prædike ved gudstjenester i folkekirken. Det gælder for eksempel Naser Khader, der ganske vist har læst teologi, men stadig bekender sig som muslim og arbejder på at reformere islam.

Men tilbage til projektet ”Befri gudstjenesten”. Når man læser foromtalen af projektet og domprovstens redegørelse, står det ikke tindrende klart, om der er tale om en slags alternativ gudstjeneste, eller der egentlig er tale om en slags teaterforestilling om gudstjenesten, og det står heller ikke helt klart, om for eksempel imam Sherin Khankan skal prædike eller blot holde en tale.

At prædike ved en gudstjeneste i folkekirken handler om at forkynde evangeliet om Jesus Kristus som verdens frelser, og i princippet kan Gud bruge hvem han vil til at videregive sit budskab, om de så er lutherske sognepræster eller katolske præster, om de er ordinerede eller lægfolk, om de er medlemmer af en kirke eller ateister eller ligefrem tilhængere af andre religioner. For Gud er intet umuligt!

Men det er naturligvis vigtigt at drøfte, hvem vi i folkekirken synes, vi skal give mulighed for at prædike. Ligeledes er det vigtigt, at vi løbende drøfter, hvilke aktiviteter, vi synes, der kan foregå i et kirkerum.

Mogens S. Mogensen
Ph.d, interreligiøs konsulent og ekstern lektor