- Det er tilladt at råbe op

Vi behøver ikke vende Gud ryggen, når meningsløs lidelse rammer os selv eller andre, skriver sognepræst Vibeke Tuxen

Når livet rammer os og gør forfærdelig ondt, kommer vi ofte til at tænke på Gud. Enten den Gud, vi er vant til at omgås eller måske den Gud, vi inderst inde havde håbet på ville skærme os.

Dybt mærkede af livet, spørger vi: hvor Gud er henne i det her? Hvis Gud er god og har al magt, hvorfor stiller han sig så ikke hindrende i vejen for meningsløse katastrofer, lidelser, sorg og tab?

Sorgen og skuffelsen får os måske til at fjerne os Gud. Den Gud, der af en eller anden uforståelig grund valgte ikke at passe bedre på mig og mine kære eller andre mennesker.

Med god grund frygter vi nu, at Gud er ond. Vi mister tilliden til Gud og resignerer. Måske søger vi i vores fortvivlelse andre steder hen i håb om at lære at forholde os til livet, døden, meningsløsheden og skæbnen.

Men behøver vi at gå andre steder hen? Findes der et alternativ til at vende Gud ryggen i afmagt?

I vores kirkes trosbekendelse bekender vi troen på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens Skaber. Hvis vi tror på én Gud, der har al magt, og som har skabt både himmel og jord, ja, så kan vi udfra vores naturlige erfaring ikke tænke andet om Gud, end at han er både ond og grusom, når ulykken rammer. Han må bære det fulde ansvar for ikke at have forhindret den. Sådan tænker vi.

Alligevel er alt ikke sagt endnu. For der er endnu en side af Gud. Nemlig den side, som Gud har åbenbaret for os gennem sin søn Jesus Kristus. Gennem ham viser Gud sin kærlighed, så vi ser Gud ansigt til ansigt. Gennem budskabet om ham og ved Helligåndens levendegørelse af hans ord og gerning kommer Gud til os.

Her stilles vi overfor troens gåde og mysterium.

Det, at et menneske midt i sin sorg og afmagt vender sig til Gud og midt i sin tvivl erfarer en uforklarlig tillid til at han er god.

I en af Bibelens fortællinger møder vi Job.

Job havde alt, hvad hjertet kunne begære. Men Gud tog alt fra ham. Til sidst sad han i askedyngen og skrabede sig med et potteskår. Rundt om ham flokkedes vennerne, som insisterende fastholdt, at årsagen til hans lidelser var hans synd overfor Gud.

Men Job holdt fast i sin voldsomme anklage overfor Gud. Job holdt Gud ansvarlig og Gud gav Job ret i hans klage. Hvorfor?

Jo, fordi Job talte ærligt om Gud. Han ville ikke hykle en skyld for at tækkes Gud. Så Job skældte Gud ud. Han anklagede ham og tænkte sin vrede højt. Alt blev der sat ord på. Sådan!

Job viser os her en farbar sti at gå på, når livet har ramt os: Klag til Gud og vær ærlig. Han er stor nok til at forsvare sig selv.

I anklagen mod Gud henvender vi os til vores himmelske far. Her får vi lov at erfare, at ærlighed giver kontakt.

Vi er ikke lige med Gud, men vi må have lov til at kommunikere med ham, som et barn gør overfor sine forældre. Det råber og skriger sin vrede ud i tillid til, at mor eller far samler det op. Sådan et barneforhold har vi overfor Gud, vores himmelske far.

Findes der et alternativ til at vende Gud ryggen i afmagt og vrede? Ja, tal sandt om Gud og vær ærlig overfor ham. Vær tro mod dig selv og dine naturlige og vrede følelser.

Vov at tænke dem højt overfor Gud. Gud kender os bedre end vi kender os selv. Han ønsker kontakt med os. Når vi kontakter Gud, viser vi ham tillid.

Vibeke Tuxen er sognepræst