Præster er trænede som skødehunde i et teologisk ingenmandsland

Selvfølgelig skal biskop og menighedsråd udfritte kandidaten til en præstestilling om hans eller hendes teologiske ståsted. Men det vil være en fejl at sætte ansøgeren i bås ud fra svaret, skriver sognepræst Poul Joachim Stender

Danske præster er i dag trænet til at være vuffelige skødehunde. De skal være uden bid og farlighed og allerhelst befinde sig i et politisk og teologisk ingenmandsland.

I præsteforeningens annoncer søger menighedsrådene teologer, der er gode til børn, gode til gamle, elsker spejdere, synes det er sjovt at holde fastelavnsgudstjenester og gerne vil lave pilgrimsvandringer med efterfølgende økologisk kaffe. Hvor findes sådan en multikunstner? Jeg hungrer efter et stillingsopslag, hvor menigheden søger en farlig prædikant, en skarpsindig teolog, en brølende løve, en bidsk evangelisk foxterrier.

Som ung præst var jeg så voldsomt påvirket af denne holdning om at være kirkens skødehund, at jeg overfor menighedsrådene hverken turde bekende mig som en tidehvervsk eller aktivistisk eller politisk teolog. Jeg postulerede, at jeg stod direkte under Vorherre og elskede kirkekaffe. Og vupti fik jeg stilling.

Selvfølgelig skal biskopperne og menighedsrådene udfritte ansøgeren til en præstestilling om hendes eller hans teologiske ståsted. Hvis den kommende præst ikke står nogen steder, er alt lige godt og dermed bliver alt ligegyldigt.

Men ligesom i alle andre forhold i livet er det umuligt at sætte en ansøger i bås ud fra en teologisk holdning. En tidehvervsk præst kan måske være meget bedre til at samle menigheden i en dansk kirke i udlandet end en aktivistisk præst. Og en aktivistisk præst kan måske være langt skarpere til at få evangeliet formidlet end en tidehvervsk præst.

Når en præst skal ansættes handler det først og fremmest om personen, vedkommendes karisma, udstråling, engagement og mod til at turde noget med evangeliet og sit kald. Ingen biskopper eller menighedsråd er i stand til at gennemskue, hvor engageret en præst bliver i sit arbejde udelukkende ud fra den teologiske etiket som præsten har sat på sig selv. Det er altid gambling at ansætte en præst og det vil aldrig blive andet end gambling.

Et af de mest kendte Søren Kierkegaard citater er: At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv. Og man kunne i en tid, hvor folkekirken synes mere og mere kønsløs, håbe at biskopperne og menighedsrådene turde vove noget, når de ansatte præster.

Det er som om, at alle præster i dag skal presses ned i en bestemt formular. Hvem siger, at det er babysalmesang og minikonfirmander og lammesteg skærtorsdag, der er fremtiden for folkekirken i Danmark og udlandet?

Måske kræver morgendagens kirke skarpe, alvorlige, skæve, provokerende præster, der tør vedkende sig, at de er protestanter og sige til menigheden ligesom Ehud i Dommerbogen:

”Jeg har et ord fra Gud til dig”.

En ting er sikkert. Hvis man ikke ved præsteansættelser vover mere end man gør i øjeblikket, hvor den aktivistiske, glade, økologiske altmuligmand præst er blevet standard, taber man måske ikke sig selv. Men man taber folkekirken.