Det kristne håb er ventetid

Fordi vi stoler på Jesu ord, håber og forventer vi også, at han kommer igen, skriver biskop Steen Skovsgaard

Kristendom.dk bringer en række synspunkter om advent. Vi har spurgt: Hvad er dine forventninger i adventstiden? Hvad betyder forestillingen om Jesu genkomst for dig? Mener du, dette aspekt ved adventstiden bliver underbelyst i forkyndelsen?

Biskop Steen Skovsgaard svarer:

Noget af det, som jeg husker bedst fra min barndoms jul, var øjeblikket lige inden træet skulle tændes.

Her blev vi alle sendt ud af stuen, mens far tændte lysene i juletræet. Så stod vi på den anden side af døren, ude i gangen i mørket og ventede. Vi var stille og spændte, holdt hinanden i hånden, hviskede og lyttede.

Al opmærksomhed var rettet imod den lukkede dør, samtidig med at vi var helt nærværende og tilstede i mørket.

Det var et øjeblik fyldt med både spænding og fred, længsel og nærvær, tryghed og varme. For nu skulle det snart ske.

I en Peter Plys fortælling spørger Jakob: Hvad holder du allermest af at bestille, Plys? Ja sagde Plys: hvad jeg holder allermest af For ganske vist var det forfærdeligt rart at spise honning, men der var et øjeblik, lige før man begyndte at spise, som var bedre, end når man var begyndt, men han vidste ikke, hvad man skulle kalde det.

Håbet er øjeblikket lige inden, det sker
Man kunne jo kalde det for håbet. Øjeblikket lige inden det sker. At håbe er som at stå i mørket og vente på, at døren skal gå op ind til lyset, glæden og alle herlighederne.

Det er at være fuld af forventning til og glæde over det, som skal ske. Det er et øjeblik, som alle børn burde have lov til at opleve i julen. For her foran døren til juletræet lærer de ganske rigtigt at vente.

Men man kan også sige, at vi her får givet et billede på, hvad det vil sige at være kristen. For det handler i høj grad også om at vente.

Som det hedder i Judasbrevet (vers 21): Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv.

Mens I venter. At være kristen er at leve i en ventetid, hvor vi venter på, at noget glædeligt skal komme. Komme dit rige beder vi i Fadervor.

Vi beder om og venter på, at Gud vil åbne døren ind til lysene, gaverne, festen og glæden. Vi lever tillidsfuldt i troen på og håbet om, at der venter os noget stort, lysende, varmt og glædeligt på den anden side.

Det særlige ved det kristne håb, at det aldrig er et håb ud i det blå. Det bygger på et fundament, nemlig på Jesus Kristus, og på alt hvad han sagde og gjorde.

Jesus opstod fra de døde og lovede, at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Eller som han siger (i Johannesevangeliet kap 14 v. 3): Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.

Jesus, der tænder juletræet
Man kan sammenligne Jesus med en far, der er i færd med at tænde juletræet. Børnene, som længselsfuldt venter, har set ham gå ind i stuen. Derfor ved de, at han er i gang med forberedelserne til glæden, og de har fuld tillid til, at han åbner døren for dem, når tiden er inde.

Sådan er det kristne håb. Som kristne håber og venter vi på ham, som vi både kender, tror på og har tillid til. Vi venter og håber, fordi vi har set og hørt ham og tror på hans løfte om, at han vil komme igen. At han til sin tid vil komme og åbne døren for os og invitere os ind i sit rige.

Håbet er usynligt, når det er i brug
Hvordan ser der da ud i det rige, eller på den anden side af døren? Hvad håber vi i grunden på?

Om det kan der både siges meget og samtidig så lidt. Bibelen giver ganske vist mange billeder og formuleringer, som kan være os til hjælp, og dem skal vi da også gøre brug af og lade vort håb forme af; men alligevel er der grund til at være varsomme med at blive alt for konkrete og detaljerede.

Det kan blive så detaljeret og fortænkt, at det bliver pinligt og grinagtigt. Hvor gamle skal vi være i opstandelsen? Hvad tøj vil vi have på? Har vi korte bukser på? Og bliver det i det hele taget ikke kedeligt i det lange løb?

Her er det vigtigt at huske på, at et håb kan man ikke se. Håbets symbol er som bekendt et anker, og det er velvalgt, fordi håbet netop virker som et anker. Når ankeret er kastet ud giver det skibet retning, tryghed og fred.

Det kan ikke stille bølgerne, men det kan holde skibet på plads. Men når ankeret er i brug, så er det til gengæld skjult i dybet. Vi kan ikke se det. I samme øjeblik vi vil trække det op, fordi vi ønsker at se det eller at holde det i hænderne, virker det ikke længere.

Sådan er håbet: det er usynligt, når det er i brug, og det ligger altid foran os, dybt i mørket, på den anden side eller bag forhænget. Som det hedder i Hebræerbrevet: Vi, som har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os. Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os... (Hebr 6 vers 18-20).

Steen Skovsgaard er biskop over Lolland-Falster Stift og panelist ved kristendom.dk.