"Det nye år begynder med Guds velsignelse"

New York's new Archbishop, Timothy Dolan of Milwaukee, left, and Cardinal Edward Egan, right, the ...

Det var og er Guds plan at skabe et velsignende fællesskab – midt i en forbandet verden, skriver generalsekretær i Israelsmissionen Bodil Skjøtt. Foto: Mary Altaffer/AP

De gode nyheder i nytårets første læsning fra Lukasevangeliet er, at Gud ikke har glemt sin velsignelse til Abraham eller den velsignelse som Abraham skulle være for alle jordens slægter.
Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelmissionen

Gud vil velsigne Abraham og alle Jordens slægter og skabe et velsignende fællesskab midt i en forbandet verden, skriver generalsekretær i Israelsmissionen Bodil Skjøtt

Der er ord, som kan synes for store eller højtidelige til at blive brugt i hverdagen. Det er, som om de kræver en særlig anledning eller et specielt rum. Et sådant ord er velsignet. Her på tærsklen til et nyt år kan vi måske driste os til at bruge det igen og ønske hinanden ”en glædelig jul og et velsignet nytår”, hvis vi da ikke nøjes med ”et godt nytår”.

Er det fordi året og dagene endnu er ubrugte og vi derfor tør give udtryk for et håb og en længsel efter en verden, der ikke er af lave? Hvor vi med frimodighed kan se Gud og hinanden i øjnene og vores relationer ikke er kontrolleret af skam og skyld eller frygt og uvished?

Da Gud skabte verden, og inden slangen var lykkedes med at ødelægge vores forhold til Gud og til hinanden, hører vi om hvordan Gud – igen og igen – velsignede. Dyr og mennesker og til sidste den syvende dag. Men så er det som om ordet og den virkelighed, det dækker over, forsvinder fra Bibelens fortælling. I stedet kom alt det vi kender så alt for godt: skam og kulde, smerte og død og en natur, der i stedet for velsignelse er forbandet og ødelagt. Indtil ordet velsignelse igen bliver en del af fortællingen om Gud og hans skabte verden.

Det sker i den bibelfortælling, vi som kirke lytter til på årets første dag fra 1 Mosebog om Abraham. Gud lover at velsigne Abraham og gøre ham til en velsignelse. Han vil velsigne dem, der velsigner Abraham og i Abraham skal alle Jordens slægter velsignes. Velsignelse blev igen en del af vores fortælling om hvem Gud er, hvad han gør, og hvad han vil med hele sin skabning.

Det var og er Guds plan at skabe et velsignende fællesskab – midt i en forbandet verden. Han lod det begynde med en gammel mand og hans ufrugtbare hustru. For Gud skaber ud af ingenting og ud af dem skabte han sig et folk, et folk som skulle være – for andre. Det er kulminationen på den historie, vi netop har fejret med Jesu fødsel. Den så for andre ud af lige så lidt som en gammel mand og hans ufrugtbare hustru. Men det er den samme beretning. Ikke en ny om en anden Gud end Abrahams Gud. Kun et nyt men til gengæld afgørende kapitel. For Gud er trofast.

Derfor fortæller evangelisten Lukas også i den anden bibeltekst til årets første dag om, hvordan Jesus, da han var otte dage gammel, blev omskåret. Lige som de andre drenge i Abrahams familie både før og efter ham er blevet det. Hvad lige præcis den oplysning om omskærelse kan eller skal bruges til i den aktuelle danske debat om omskærelse skal vi lade ligge her. Det var ikke den debat Lukas ville bidrage til.

Men evangeliet – de gode nyheder – i nytårets første læsning fra Lukasevangeliet, er at Gud ikke har glemt sin velsignelse til Abraham eller den velsignelse som Abraham skulle være for alle jordens slægter. Den kom med Jesus. Hans navn betyder Herren frelser, og det navn fik han, da han som en Abrahams slægtning blev omskåret på ottende dag. Derfor er løftet til os om Guds velsignelse også bekræftet her på årets første dag. Det samme gælder hans kald til os som kirke om at være et velsignende fællesskab. At være der - for andre.

Bibelens historie begynder med Guds velsignelse. Bibelens historie om Guds frelsesplan gennem Abraham og Israels folk motiveres med, at Gud vil velsigne, så den forbandelse verden er under og som lige nu synes at råde så totalt, kan ophæves. Derfor må og kan vi ønske hinanden et velsignet nytår.

Som Abraham sendes vi nemlig selv ud for at være en velsignelse. Kirkens opgave er at gå ud og være et velsignende fællesskab. Det skal vi, alt imens vi med Fadervor beder: Komme dit rige. Først når det sker, vil velsignelsen overvinde den forbandelse, verden er underlagt. Men fordi Gud er trofast, tør vi ønske hinanden et velsignet nytår.

Bodil Skjøtt
Cand.theol og generalsekretær i Israelsmissionen