Mor: Det virker måske stærkere, hvis vores søn selv kan bekende sin tro
Vores familier flagrede med dåbskjolerne, allerede inden den lille kom til verden. Men min mand og jeg spurgte os selv, om vi skulle døbe vores søn eller hellere vente på, at han selv kan sige ja til Gud, skriver skuespiller Camilla Rosenkrands
Min mand og jeg kommer i en frikirke, hvor man praktiserer barnevelsignelse, og min mand har desuden meldt sig ud af folkekirken, så man skulle måske tro, at det ville ligge lige for at barnevelsigne vores lille søn, der kom til verden i oktober. For os er det bare ikke et ligetil valg.
Min mand og jeg er begge barnedøbte, og begge vores familier stod og flagrede med hver deres dåbskjole, allerede inden lillemanden kom til verden. Vi følte os i et dilemma i forhold til, hvad vi skulle gøre med vores søn, ikke på grund af vores familiers holdning, men på grund af vores egne følelser og tanker om vores egne dåb.
Vi er troende kristne, så vi var ikke i tvivl om, at vi gerne ville, at han blev døbt på den ene eller anden måde, da dåben for os blandt andet er et tegn på at blive en del af Guds familie. Ved barnevelsignelse bliver barnet velsignet i kirken, og det vælger så selv senere om eller hvornår, det vil lade sig døbe.
Min mand og jeg har nogle gange talt om, hvor fedt det kunne have været selv at sige ja i dåben, frem for at det var vores forældre som sagde ja på vores vegne, da vi var så små, at vi ikke kan huske det i dag. Og samtidig ved vi, at netop barnedåben har fritaget os fra dilemmaet om, hvornår man vil kristendommen nok til at blive døbt.
På en måde er det mere oplevelsen, som fanger og griber os, og som vi derfor kan savne, når vi ser andre på vores alder sige ja til at blive døbt som voksne. At kunne huske den oplevelse og selv at have bekendt sin tro, kan på en måde virke stærkere, end at vores forældre sagde ja på vores vegne.
Samtidig skal det siges, at det også er nemt at romantisere dette billede/denne oplevelse, særligt måske, når man ikke selv har stået i den. Det særlige ved barnedåben, som jeg hæfter mig ved, er, at det først og fremmest er Gud, der tilvælger mennesket frem for omvendt, og fokus er således ikke på, hvornår jeg vil Gud nok til at blive døbt på min tro.
Men hovedsagen er, at dåben betyder noget for os, og vi ønsker også, at dåben skal have en betydning for vores søn. Vi ønsker rent faktisk at ’oplære vores barn i den kristne tro’, som præsten spørger om ved barnedåben. Hvis vi ikke ønskede det, kunne jeg ikke se en pointe med at barnedøbe vores søn.
Vi har besluttet os for at barnedøbe vores søn her om nogle måneder, men vi er fortsat ikke entydigt overbeviste om det ene frem for det andet.
Læser jeg i Bibelen, kan jeg ikke tydeligt se, at den ene dåbsform er bedre end den anden, og ja, dette vil mange helt sikkert være uenige i, og det er jo netop også derfor, at der er så mange meninger om dette og så mange kirker, som ikke når til enighed i dette punkt. For os er dåben vigtig, men tidspunktet er ikke det afgørende for livet med Gud.
Camilla Rosenkrands er skuespiller