"Ingen kristen nåde uden dom"

Kristendom består af både dom og nåde. Men en grundtvigiansk tilgang kan overse dommen, mener valgmenighedspræst Sven Thorgaard, der forklarer, hvorfor dommen spiller en vigtig rolle for hans kristne tro

Det er måske en stor ulykke for dansk kirkehistorie, at den kristne forkyndelse har været spaltet i to kirkeretninger, Indre Mission og grundtvigianismen.

Indre Mission gik i den strenge retning og forkyndte den smalle vej. Grundtvigianismen var mere blid og havde øje for vejens bredde. Sådan vil det være, når to bevægelser skal tage sig af hver sin ende af budskabet.

Indre Mission overdrev strengheden og blev ofte farisæisk og småtskåren. Grundtvigianismen forfaldt mange gange til det muntre og manglede seriøsitet overfor Guds nåde. Den ene tog sig af dommen, den anden tog sig af evangeliet. Var de ikke gået hver til sit, så kunne vi i dag have haft de to opfattelser i én og samme forkyndelse.

Man kan spørge, om den grundtvigske forkyndelse har været et bedrag. En farvestrålende, kristelig omfavnelse, som bruger alle de rigtige dogmer og alle de rigtige ord til en falsk forkyndelse om den brede vej, som i sidste ende fører til ligegyldighed og fornægtelse, fordi den mangler en åndelig dybde.

Viser kirkehistorien ikke, at det er den smalle vej, den strenge forkyndelse af, at mennesket er en synder og derfor har brug for Guds forladelse, der har bestandighed?

Når man springer denne tiltale over, at Gud dømmer mennesker for deres synder, og i stedet udelukkende taler om Guds kærlighed til mennesker, så reduceres forkyndelsen til et tomt budskab, der ingen tilknytning har til dette liv. Så har man taget alvoren ud af kristendommen og dermed gjort mennesker, der tager deres egen ringhed alvorligt, hjemløse i en kristen forstand.

Eller sagt på en anden måde: Så har grundtvigianismen svigtet mennesket ved at forbigå talen om Guds dom.

Sandheden er jo, at det er mere nådigt at stå under Guds dom end at stå under sin egen. Er det ikke det, vi erfarer om natten, når lyset er slukket? Det, der holder mig vågen, er jo ikke tanken om at blive fundet for let på Den Store Dommens Dag, men derimod alle utilstrækkelighederne som ægtemand, far og medmenneske. Derfor bliver dét at undlade forkyndelsen af Guds dom at svigte enhver, som med rette dømmer sig selv.

Jeg mener, at det Johannæiske domsbegreb er det mest dækkende udtryk for Det Nye Testamentes domsforståelse, hvor dommen altid er afsløringen af den afgørelse, som allerede er truffet i det øjeblik, evangeliet forkyndes.

”den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået fra døden til livet” Joh. 5, 24.

Uden at se bort fra en fremtidig opstandelse og dom siger Johannesevangeliet, at mennesket allerede i dette liv kan få del i det evige liv, ligesom det allerede i dette liv kan blive dømt. Man taler derfor om præsentisk eskatologi (læren om de sidste tider) i Johannesevangeliet. Den moralske og sociale dom skal der nok blive sørget for af andre.

I dag kan kærlighedsgerninger forpasses. For levet liv kommer aldrig igen. ”Sandelig siger jeg eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig” Matt. 25, 40.

Den anden, min næste, møder jeg i Kristi skikkelse, og det er nok dom, men deri også en nåde. "Ej mer du gruer for dommedag, du ved din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet" (fra Grundtvigs salme "Rejs op dit hoved, af kristenhed" 1837). Dommen er overgivet til Kristus.

”Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt til sønnen” Joh. 5, 22. Der er ingen overdommer bag Jesus Kristus, og hans dom kender vi. Den kommer til at lyde på det samme, som er udtrykt i hele hans liv, nemlig at ingen kan bevæge sig hen, hvor Jesus ikke har været og er.

Jesus færdedes i dagligdagen ved måltidet og festen. I forbindelse med sygdom. I smerten. I Getsemane have. I lidelsen. Ved tilfangetagelsen. I gudsforladtheden. På korset. I døden og opstandelsen.

Alle disse steder har han været, for at mennesket ikke skal kunne komme hen, hvor Gud ikke færdes og er. Gud har med Jesus fra Nazaret og dennes historie gjort klart, at verdens ende er hans begyndelse og dermed klargjort håbet om, at han en dag skal blive alt i alle.

Altså: accepter, at du er accepteret, selv om du er uacceptabel.

Sven Thorgaard er valgmenighedspræst