"Dåben er ikke en frit svævende ceremoni"

Enhver dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn er både en universel kristelig handling, indlemmelse i Kristi verdensomspændende kirke, og samtidig en optagelse i en konkret menighed,

I den debat, der er opstået som følge af sogne- og indvandrerpræsten Massoud Fouroozandehs dåb af konvertitter, glemmer mange, at den kristne dåb ikke er en i luften frit svævende ceremoni, men en dåb ind i Kristi kirke, også sådan som den nu har fundet sin skikkelse, hvor vi bor og bygger.

Man kan have mange uforgribelige meninger om folkekirkens aktuelle standard, men hvis man ikke anerkender den som en kristen kirke i al dens brøstfældighed, må man skyndsomst forlade den og da især nedlægge hvervet som præst deri.

Hvad der forårsager en stor uklarhed er, at Massoud Fouroozandeh på én gang er præst i folkekirken og samtidig præst i den vist nok ukonfessionelle Church of Love. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, hvordan man har skruet sammen, men for så vidt det kan lade sig gøre at bære to så forskellige kasketter, så må man da i det mindste forvente, at personer, som begærer dåb i rammerne af Church of Love, også optages i denne kirke. Dåb uden tilhørsforhold til en menighed giver ikke mening.

I diskussionens hede er det som om nogen antyder, at hvis præsten kræver medlemskab i forbindelse med dåben, så lægger man en spærring ind, som er helt imod kristendommens ånd. Det er noget vrøvl.

Dåben fører pr. definition ind i en menighedssammenhæng, vi kender ikke en form for fri-dåb, hvor menighed med Bibel og fællesskab og nadver og salmer etc. på forhånd er uønsket. Hvis dåbskandidaten så ikke mener, at den danske folkekirke er det rette kristelige hjemsted, jamen så må vedkommende da bede en fra det fællesskab, hvor man ønsker at høre til, om at foretage dåben.

For tydelighedens skyld: Folkekirkens præster har ikke monopol på at døbe! At pastor Massoud mener at kunne rumme et dobbelt medlemskab, skal andre ikke sætte sig til dommere over. Selv synes jeg, det må være yderst vanskeligt, og det er også det, der skaber uklarheden.

Men for at slå det fast med syvtommersøm: Enhver dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn er både en universel kristelig handling, indlemmelse i Kristi verdensomspændende kirke, og samtidig en optagelse i en konkret menighed, hvilket i debatten tilsyneladende af nogle opfattes som et tillægsvilkår. Det er det ikke. Det ligger i dåbens væsen.