Efter paveindsættelse: Store forventninger til fremtiden

"Pave Frans havde valgt at køre i en åben bil rundt på pladsen, og stoppede et par gange og hilste på folk og kyssede en handicappet. Det vakte stor begejstring blandt de fremmødte, og flere var meget rørte over hans åbenhed og nærvær," skriver præstestuderende i Rom Kasper Baadsgaard-Jensen om pave Frans' indsættelse den 19. marts 2013.

Det er første gang, at patriarken af Konstantinopel har deltaget i en paveindsættelse siden 1054. Man kan kun håbe at denne åbenhed over for hinanden fortsætter, skriver katolsk præstestuderende i Rom Kasper Baadsgaard-Jensen

Så skete det, pave er nu officielt indsat. Jeg ved ikke hvor mange der var på selve pladsen eller hvor mange der fulgte med på tv, men da mit vækkeur ringede lidt i 5 var jeg ikke helt så tændt på at begive mig mod Peterspladsen.

Men efter godt 3 timers stående ventetid var det det hele værd. Allerede inden selve messen viste pave Frans flere gode sider. Han havde valgt at køre i en åben bil rundt på pladsen, og stoppede et par gange og hilste på folk og kyssede en handicappet. Det vakte stor begejstring blandt de fremmødte, og flere var meget rørte over hans åbenhed og nærvær.

LÆS OGSÅ: Pave Frans' tale ved indsættelsen: Vær beskyttere af Guds gaver

Patriark-besøg vidner om ny åbenhed
Messen begyndte med bøn ved Peters grav. Pave Frans var der sammen med seks repræsentanter fra østkirken. Det har en meget stor signalværdi, både for den latinske og den østlige kirke. Det er første gang, at patriarken af Konstantinopel har deltaget siden 1054, hvor de to kirke brød med hinanden.

Det udviser en stor respekt fra begge parter, og man kan kun håbe at denne åbenhed over for hinanden fortsætter.

Paven er nu officielt indsat og har modtaget sit pallium (en kappe, red.) og sin ring, symbolerne på hans embede. Nu kan han for alvor komme i gang med at være pave.

Frans gør det glade budskab levende
Opbakningen mangler ikke! Fra første øjeblik vandt han folks hjerter som en nærværende menneskelig pave, som folk kan forholde sig til og forstå. Flere lokale romere har sagt til mig, hvor positivt overraskede de er for deres nye biskop. Og jeg kan kun give dem ret. Paven formår at kommunikere, så folk forstår det. Han formår at gøre det glade budskab levende og tilgængeligt.

Forventningerne er store blandt folk i Rom og blandt mine medstuderende. Om han nu lever op til alle de forventninger er for tidligt at sige, men han har indtil nu vist en linje, der består af pastoralt nærvær og stor ydmyghed med fokus på de svageste.

Men på trods af begejstringen er folk også trætte, for selv om det har været et kort konklave, har det været hektisk. Der er sket så mange ting i løbet af de seneste par dage, og det kan mærkes. Men nu begynder det almindelige liv igen for katolikkerne, påsken står for døren, og der er derfor masser at se til. Men alligevel bliver netop denne påske speciel, for den vil blive fejret af en kirke fyldt med ny glæde, fornyet håb og store forventninger til fremtiden.

LÆS OGSÅ: 10 citater af Frans af Assisi

Kasper Baadsgaard-Jensen studerer til katolsk præst i Rom. Han er panelist på kristendom.dk