En begravelse, jeg aldrig glemmer: De efterladte havde aldrig set hinanden før

Birgitte Graakjær Hjort er ph.d. og sognepræst i Christianskirken i Århus.

Jeg har tænkt utallige gange i mit præsteliv, at det er ubegribeligt privilegeret, hvad man bliver betroet som præst. En tillid uden lige bliver vi vist som præster! Den ene gang efter den anden. Jeg kendte intet til disse mennesker på forhånd. Og de kendte intet til mig. Og alligevel fik jeg lov at lægge rammer til deres første møde, skriver sognepræst Birgitte Graakjær Hjort. Foto: Niels Aage Skovbo/Fokus.

Ville de være vrede? Ville det ryge igennem lokalet med bebrejdelser og bitterhed? Ville de blive meget berørte af situationen? Sognepræst Birgitte Graakjær Hjort fortæller om en begravelsessamtale, hun sent vil glemme

Jeg sad og stirrede ud af de regnvådsduggede vinduer på mit kontor. Der var noget trøstesløst over regnen, der blev ved med at falde. Snart i små byger og blide dråber. Snart i store mængder, der skyllede ned. Men der var lunt og tørt inde på mit kontor, hvor der var dækket op med kaffe, thé og noget sødt i et par små glasskåle.

Jeg havde sat en buket frem i vindueskarmen, og det var den gode chokolade fra Summerbird, der var kommet på bordet den dag. Alligevel var jeg lidt rastløs, og tankerne gik hurtigere på himmelflugt, end de plejede.

LÆS OGSÅ:
En begravelse, jeg aldrig glemmer: Hun var min mor

Jeg sad ved mit skrivebord og forsøgte at arbejde, alt imens jeg ventede på, at tre voksne mennesker skulle ringe på min dør for at få en begravelsessamtale. Det var sket utallige gange før. Der var blevet drukket mange kopper kaffe ved mit samtalebord. Grædt mange tårer. Sagt mange ord. Og grinet over skøre og skønne oplevelser, som pårørende havde fortalt om, når jeg igennem årene havde haft begravelsessamtaler.

De voksne børn havde aldrig mødt hinanden før
Men denne her samtale var noget særlig. Det er enhver begravelsessamtale nu ret beset! Men det usædvanlige ved denne her var, at de tre voksne mennesker, som skulle komme, og som alle var børn af afdøde, ikke havde kendt til hinandens eksistens i mere end de sidste par døgn. Og de havde aldrig mødt hinanden før.

LÆS OGSÅ: Kristendom.dk's tema om allehelgen

Afdøde var en gammel mand. Han havde haft et langt liv og et mangeårigt ægteskab. Levet en hverdag med kone og to sønner. Konen var død for år tilbage. Og nu var det manden, der havde måttet give op over for sygdom og alderdom. I forbindelse med hans død kom det så helt overraskende frem, at afdøde ikke kun havde to sønner. Der var et barn mere. En datter, som sønnerne aldrig havde hørt om. En nu voksen kvinde, der boede i en anden by, og som de aldrig havde set. Faderen havde valgt ikke at fortælle sønnerne om dette tredje barn.

Det var som en bombe, der sprang før begravelsen
Sønnernes mor vidste godt, at denne datter eksisterede, viste det sig. Hendes mand havde besøgt sin datter cirka en gang om året. Sendt gaver til hende til jul og fødselsdage. Men parret havde valgt at beholde det som deres egen hemmelighed i forhold til de to sønner. Derfor var det som en bombe, der sprang, da sønnerne i forbindelse med deres fars død fik oplyst, at de havde en halvsøster, som gik rundt derude et sted i verden. Og hun ønskede at deltage i sin fars begravelse!

Det havde ikke underligt sat mange tanker i gang. Og det var endt med, at de tre voksne børn havde aftalt, at de ville mødes for første gang i deres liv. Efter mange overvejelser frem og tilbage havde de besluttet, at de ville gå sammen om at planlægge deres fælles fars begravelse. Og det skulle foregå hjemme på mit kontor.

Præsten som mellemmand hvordan gør man det?
Hvad gør man lige i sådan en situation? Det havde jeg ikke lært noget om i min studietid. Og jeg kunne heller ikke mindes, at jeg havde hørt om kollegaer, der havde oplevet en lignende situation. Så jeg grublede over, hvordan jeg kunne gøre det så godt som muligt for dem at mødes.

Ville de være vrede? Ville det ryge igennem lokalet med bebrejdelser og bitterhed? Ville de blive meget berørte af situationen? Eller ville de være tavse og fulde af undren? Eller kunne det tænkes, at de ville gå nysgerrigt på opdagelse i, hvem hinanden var? For slet ikke at tale om, hvordan vi skulle finde frem til, hvad der skulle siges om deres far i den tale, jeg skulle holde til begravelsen?

Jeg sagde til mig selv, at det her var helt igennem uforudsigeligt, og det var vigtigt at sætte god tid af til samtalen. Det kunne dybest set kun gå godt.

For uanset om det var vrede og bebrejdelser, tavs undren eller nysgerrig åbenhed, der ville komme frem, syntes jeg, det var banebrydende, at de havde sagt ja til at mødes med hinanden og tilmed havde kastet sig ud i at være sammen om at planlægge deres fars begravelse. Jeg var inderst inde fuld af beundring for dem.

Tænk at få lov at være med i deres første samtale
Jeg har tænkt utallige gange i mit præsteliv, at det er ubegribeligt privilegeret, hvad man bliver betroet som præst. En tillid uden lige bliver vi vist som præster! Den ene gang efter den anden. Jeg kendte intet til disse mennesker på forhånd. Og de kendte intet til mig. Og alligevel fik jeg lov at lægge rammer til deres første møde. En betroet opgave uden lige. Hvad kunne være mere meningsfyldt end det?

LÆS OGSÅ: En begravelse jeg aldrig glemmer: Gerda viste mig Guds lys

Jeg blev som så ofte før fyldt af taknemmelighed og dyb glæde, som langt overdøvede spekulationerne over, hvad situationen ville bringe. Tænk at få lov at byde dem indenfor til dette afgørende møde. Tænk at få lov at være med i deres livs første samtale og så af alle emner: en samtale om deres far og deres forhold til ham. Det var stort.

Gud løber ikke skrigende væk
Som præst var jeg tilmed budbringer af en tro på, at Gud vil være til stede i alle forhold i vores liv som mennesker. At Gud engang forlod sin himmelske herlighed til fordel for at tage del i alt det besværlige og smertelige her i verden. Og lige siden han kom i skikkelse af sin søn har Gud været til stede i det til tider meget sammensatte liv, vi kan havne i som mennesker.

Jeg fandt ro i, at jeg som præst havde til opgave at formidle en kristen tilgang til tilværelsen. Og denne tilgang indebærer blandt mange andre ting en karsk realisme, der ikke fornægter det pinefulde eller ubegribelige og svært håndterlige i livet. Den giver plads til det. Og den taler ærligt om det.

Og den kristne tro giver os et tilsagn om, at Gud ikke løber skrigende væk, når livet gør ondt. Han bliver i lidelsen sammen med os. Han tumler med spørgsmålene sammen med os. Og han planter bittesmå frø, der kan vokse op og blive til håb om forsonet samvær. Vi har endda gennem bønnen fået direkte adgang til Ham selv. Vi kan råbe vores vrede ud. Trygle om at få en kraft, der overgår vores egen. Søge visdom til at leve med det, vi ikke forstår. Det giver håb.

Mere nåede jeg ikke at tænke. For det ringede på døren. Og udenfor stod den første af tre skønne og sårbare mennesker, der nu skulle planlægge deres fars begravelse. Og det er ikke nogen overdrivelse at sige, at det blev en begravelse, jeg aldrig glemmer!

Birgitte Graakjær Hjort er sognepræst og panelist ved kristendom.dk.