En begravelse, jeg aldrig glemmer: Gerda viste mig Guds lys

Piotr Wozniacki tilfreds trods

"Mødet med det guddommelige er slet ikke så hyggeligt, som vi elsker at gøre det til", siger sognepræst Poul Joachim Stender. Foto: Leif Tuxen

Ved Gerdas begravelse oplevede jeg, at mødet med det guddommelige også er forbundet med en voldsom frygt, fortæller sognepræst Poul Joachim Stender

Gerda var en af mine mest trofaste kirkegængere. År efter år sad hun på den sidste kirkebænk i venstre side. Hun kom til alle gudstjenesterne. Alle kirkens arrangementer. Ikke en eneste gang svigtede hun.

Men da Gerda var kommet op i årene, kunne hun ikke længere. Sygdommen fik overtaget. Hun fik sat begge ben af og blev tvunget til at ligge i en seng døgnet rundt.

Det, der kendetegnede Gerda var, at hun aldrig mistede modet. I en hvilken som helst situation kunne hun se en åben dør. Da hun havde fået fjernet benene, spurgte jeg: Hvordan har du det, Gerda?". Og hun svarede: Ak, jeg er så taknemmelig for mit gode helbred.

Sådan var det hele vejen igennem med Gerda. Hvad end der skete i hende liv, tog hun imod det med ydmyghed.

Gerda var altid taknemmelig
Det var ikke, fordi Gerdas liv havde været nemt. Hun havde mistet børn, haft andre store sorger, døjet med et dårligt helbred og slidt hårdt. Hun var dybt ensom.

Der lå altid en mønt på hendes telefon. Hvis den en sjælden gang var røget på gulvet, mens hun var kirke, vidste hun, at nogen havde ringet. Men ikke en eneste gang beklagede hun sig. Tværtimod sagde hun: Jeg er så taknemmelig.

LÆS OGSÅ: Der skal sættes personligt præg på begravelsen. Det sker jo kun en gang

Da hun lå for døden, besøgte jeg hende. Hun kunne knapt nok tale. Jeg hviskede: Gerda, hvordan går det?, og hun hviskede tilbage: Det går godt. Der lå hun. Badet i sol på sit dødsleje, hivende efter vejret, et halvt menneske og alligevel gik det godt. Så tilføjede hun med besvær: Jeg mærker lyset fra Guds rige. Og jeg så på lyset, der fossede ind gennem hende vindue og tænkte: Hvad var det for et lys, der ligger på Gerdas seng? Er det forårssolen eller Gud, der lyser på hende med sin kærlighed?".

Lysekronen blussede op
Da jeg begravede Gerda, gik der ild i lysekronen over hendes kiste. Det skete i samme sekund, jeg havde kastet jord på hende. I Kirke Saaby kirke bruger vi levende lys. Pludselig brød alle ni lys ud i voldsomme flammer.

Graveren for op med lyseslukkeren og forsøgte at kvæle flammerne. Det virkede som om, flammerne blev voldsommere, jo mere han forsøgte at slukke dem. Men det underlige var, at ilden hverken udviklede røg, eller at en eneste dråbe stearin faldt ned over Gerdas kiste.

LÆS OGSÅ: Afdøde kom til live ved graven

Jeg begyndte at mærke en ubehagelig frygt, en rislende kulde stige op i mig. Det slog mig, at den brændende tornebusk hang over Gerda kiste, og der snart ville være en stemme fra det høje, der sagde: Jeg er. Stop, råbte jeg til graveren, Vi lader ilden brænde ud. Så foldede jeg hænderne, bad Fadervor, lyste velsignelsen og da koret sang amen, døde flammerne, som havde en eller anden pustet dem ud.

Mødet med det guddommelige er skræmmende
På en måde skulle Gerdas begravelse have været min bedste begravelse. Det var som om, hun ville fortælle, at det lys, jeg havde set på hendes seng, ikke var forårssolen, men Guds lys. Og alligevel var det min værste begravelse, fordi jeg oplevede, at mødet med det guddommelige også er forbundet med en voldsom frygt.

Hyrderne blev grebet af frygt, da de ved Betlehem så englene og hørte, at Guds søn var blevet født. Kvinderne blev grebet af frygt, da de påskemorgen fandt graven tom og mødte en skikkelse i hvide klæder, der sagde: Han er ikke her. Han er opstået. Mødet med det guddommelige er slet ikke så hyggeligt, som vi elsker at gøre det til.

Poul Joachim Stender er sognepræst ved Kirke Saaby.