En begravelse jeg aldrig glemmer: Hun var min mor

Min mor levede langt og godt uden sygdom, men at begrave hende var stadig en stærk og følelsespræget oplevelse, fortæller sognepræst Niels Jørgen Kobbersmed

Det var ikke en 'svær' begravelse. Hun døde som 92-årig uden forudgående sygdom. Hun var glad for at leve, men også fortrolig med at skulle dø. Der var bare én omstændighed, der gjorde begravelsen markant anderledes og følelsesmæssigt stærk: Hun var min mor.

Et sidste gensyn
Vi kørte op gennem Jylland i solskin på en smuk frostklar februardag og ankom i god tid til kirken yderst ude ved havet. Nogle af hendes efterkommere valgte at se hende en sidste gang, inden låget blev skruet på kisten.

Som hun lå der i en fin kjole og behørigt gjort i stand af begravelsesforretningen, syntes et af oldebørnene, at hun var pæn. Det syntes jeg nu ikke. I det øjeblik ramtes jeg af dødens kolde uoprettelighed.

LÆS OGSÅ: En begravelse jeg aldrig glemmer: Gerda viste mig Guds lys

Efter vinter kommer foråret igen
Kisten blev af seks børnebørn båret ind i kirken, der begyndte at fyldes pænt op. Fjernere slægtninge mødte frem og ikke så få fra den lokale menighed. Her er det ikke skik at glemme en gammel enke.

Da vi kom til den første salme - en af hendes yndlingssalmer - var skyerne trukket sammen, og sneen dalede tæt over kirkegården.

Her vil ties, her vil bies Dagene længes, vinteren strenges Lad det ny fryse, lad mig kun gyse Kulden den svækkes, blomsterne dækkes, jo mer det sner.

Vinteren med frost og sne overvindes af forår og sommer. Dødens kulde af Kristus og opstandelsen. Det var det, vi sang om. Det var det, der skulle prædikes om.

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om allehelgen

Jeg talte over mors konfirmationsord: Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt og løfter mig op på klippen Salme 27, 5. Det fulgte hende gennem hele livet. Hendes egen far døde kort efter hendes konfirmation, og hun blev selv ret tidligt enke.

Nogen ulykke kan man ikke med rimelighed kalde en over halvfemsårigs rolige død, uanset at den skiller os ad. Men det kristne håb rækker ud over død og grav. Gud sendte sin Søn for at tage sig af os selv i den yderste nød.

Det gjorde Gud ikke ved at gøre livet mere bekvemt eller ved at forlænge det eller ved at ophæve døden for os. Men Han gjorde det ved at give os del i det liv, som selv ikke døden kan tage fra os. Sådan gemmer han mig i sin hytte på ulykkens dag, skjuler mig i sit telt og løfter mig op på klippen.

Børnebørn gengav hendes bøn
Det var en følelsesmæssig kulmination, da to voksne børnebørn spillede og sang et par af de vers, mor havde lært os ved aftenbøn:

Når for Jesus dagen endte Kære Jesus, vil du være husven i vort lille hjem Du må ganske for os råde, giv og tag, som du det vil, alt er kærlighed og nåde, når kun dig vi hører til.

Som hun selv levede og åndede i kristentroens tryghed, sådan ville hun gennem sin opdragelse gerne vise sin børn til rette.

LÆS OGSÅ: Der skal sættes personligt præg på begravelsen. Det sker jo kun en gang

Vi sluttede gudstjenesten ved med hjertelig tilslutning at synge: Nu takker alle Gud som os fra moders liv og første barndomsstund, i alt vort levneds tid velsigned' mange lund!

På vej til graven åbnede skyen sluser for alvor, og sneen væltede ned over følget med den hvide kiste forrest i optoget. Fra én synsvinkel passede vintervejr og begravelse godt sammen. Men da kisten var sænket ned i graven, klang det midt i snefog ud over kirkegården som en lys og varm strøm af forhåbning: Krist stod op af døde i Himlen vi ham møde.

Niels Jørgen Kobbersmed er sognepræst i Zionskirken i Esbjerg.