Bed med biskop Steen Skovsgaard

Forny vor tro – vort håb - vores kærlighed til dig og til hinanden. Gør os brændende i Ånden. Sådan lyder starten på fhv. biskop Steen Skovsgaards bøn. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

På store bededag kan man passende fremsige kombinerede bods- og bedevers. Her er et bud på en fra forhenværende biskop Steen Skovsgaard

Store bededag er bønnens dag. Hvordan vil du bede? Bliv inspireret af forhenværende Steen Skovsgaards bøn til dagen:

Kære Gud

Der er så meget i tiden, som bekymrer os.
Så meget der gør ondt og gør os bange:
Krige, terror, klimaforandringer.

Flygtningestrømmene ind i landet - og pengestrømmene ud af landet.
Grådige hjerter, kolde hjerter, knuste hjerter.
Rådvildhed, egoisme, ligegyldighed.

Vi indrømmer, at vi har vores andel i det hele.
Derfor bekender vi vor skyld og alle vore synder:

Vore fejl, fejhed, frygt
Vores manglende kærlighed - hvor vi burde elske
Vores tavshed - hvor vi burde tale
Vore mange ord - hvor vi burde tie
Vort manglende mod - hvor vi skulle stå fast.

Herre, tilgiv os.
Kom os til hjælp med din trøst, tilgivelse, kærlighed og styrke.

Forny vor tro – vort håb - vores kærlighed til dig og til hinanden.
Gør os brændende i Ånden.
Forbarm dig over os.

Herre, hør vor bøn!

Steen Skovsgaard er forhenværende biskop over Lolland-Falsters Stift. Han er nu ved at skrive en ph.d. i islam og dommedag.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet den 22/4 2016. Den er senest redigeret den 16/4 2018.