"En folkelig gudstjeneste skal tage folk alvorligt"

Juleaftensgudstjenesten er den største og mest genuine anledningsgudstjeneste, vi har. Den skal vi skønne på, mener sognepræst Kaj Bollmann. Foto: Foto: Esben Nielsen

Vi har ikke brug for Halloween-gudstjenester, men snarere gudstjenester, der knytter an ved en særlig anledning: folkelig, familiemæssig eller kirkelig, mener sognepræst Kaj Bollmann

I overgangen mellem oktober og november var jeg med til at sætte en heftig, men som sædvanlig kort mediedebat i gang om det betimelige i at brugen kirken som kulisse for halloween-fejring. Jeg meldte min skepsis over for ideen, der i hvert fald praktiseres af en håndfuld præster rundt omkring.

I meget korte træk var fortalernes argument, at nu har Halloween vundet indpas i Danmark, så hvorfor ikke anvende anledningen til at holde gudstjeneste? Lidt mere ude på kanten var argumentet så også, at kirke og kirkegårde jo er så gode rammer for Halloweens gru, gys og spøgelser.

Halloween tager ikke børns sorg alvorligt
Mit og andre modargument er, at vi har en fremragende allehelgenstradition i folkekirken, nemlig at mindes vore døde med oplæsning af navne og fastholdelse af dem i vores fællesskab af levende og døde i Guds hånd.

Den skal vi ikke overlejre med en ny tradition, der som meget andet i kirken primært bliver for børn, og nemt kan tale til den mest poppede fællesnævner.

Plus jo så, at spøgelser, gengangere, de dødes nat og kirkegården som et uhyggeligt sted for mig at se er en ukristelig tilgang til døden, der f.eks. ikke tager børns reelle sorg over at miste nogen eller noget, de holder af, særlig seriøst.

Danskerne går gerne i kirke
Det er ikke fordi, jeg er modstander af at holde gudstjenester i forbindelse med folkelige anledninger. Tværtimod. Sagen er jo, at folk i Danmark ikke har noget imod at komme til gudstjeneste. Der bliver færre og færre traditionelle vane-kirkegængere, javel, men der bliver flere og flere, der går i kirke en gang imellem, nemlig når de direkte bliver eller indirekte føler sig inviteret til bestemte gudstjenester.

Det oplagte eksempel er familieanliggenderne dåb, konfirmation, vielse og begravelser. Vi har større dåbsfølger og flere konfirmationsgæster for hver konfirmand i kirken end nogensinde. Men også mange andre folkelige og kirkelige anledninger får rigtig mange til gudstjeneste: Allehelgensgudstjenester, hvor pårørende til afdøde i sognet i årets løb modtager en invitation, adventsgudstjeneste, hvor børnekoret synger og forældre og bedsteforældre strømmer til, kyndelmisse og Sct. Hans, lokale anledninger.

Hos os havde vi den 5. september kirken fuld af mennesker, der kom, fordi vi markerede flagdagen for de udsendte ved at lægge krans på en soldatergrav fra 1864. Soldaterforeninger troppede op med faner, tidligere udsendte og deres familier, herunder folk, der havde været udsendt helt tilbage i de første FN-missioner for 50 år siden. Mange af dem var mennesker, vi ellers ikke ser i kirken.

Anledningsgudstjenester tager folk alvorligt
Jeg er ikke i tvivl om, at de gudstjenester, der i fremtiden fortjener navn af folkelige, og som vil blive opfattet som fælles gods, det er dem, der knytter sig til en anledning, folkelig, familiemæssig eller kirkelig. Også selvom den evt. måtte rette sig til en særlig målgruppe.

For mennesker oplever sig i sådanne gudstjenester taget alvorligt som dem, de er, og med det, de kommer med, nøjagtig som det i bedste fald sker ved begravelsen eller brylluppet.

Forudsætningen som jeg ikke mener, er opfyldt ved Halloween, som er en overfladisk og kommerciel rest af en amerikansk og engelsk tradition uden klangbund i hverken personlig eller fælles menneskelige/folkelig eksistens er, at evangeliet kan spille sammen med anledningen. At der er et møde, der hverken er søgt, påklistret eller ren modsigelse, som nogen hævder, er halloweensgudstjenestens formål. Der skal være en klangbund i anledningen.

Det er derfor juleaftensgudstjenesten er den største og mest genuine anledningsgudstjeneste, vi har. Den skal vi skønne på og gøre så meget ud af, at julebudskabet kommer til at udvide og perspektivere den jul, folk allerede kommer med i hjerterne.

Kaj Bollmann er sognepræst og kommentarskribent ved kristendom.dk.