En jul jeg aldrig glemmer: Da hele menigheden skulle have æsler med hjem

"Jeg husker, hvordan der en eftermiddag til sidst var æsler overalt i min lejlighed, mens vi var et helt hold, der lavede dej, satte i ovnen og forsynede de nybagte æsler med sløjfer, så de kunne hænge på træet," fortæller katolsk præst Jesper Fich. Foto: Privatfoto

Når alle i menigheden skal have julepynt med hjem fra julemessen, gælder det om at være kreativ. Nogle gange må man selv bage den, fortæller katolsk præst Jesper Fich

Julemesser er noget underligt noget. Ingen anden messe i årets løb refererer så direkte til noget, der foregår uden for kirken. Måske lige bortset fra bryllupsmesserne. Men de er jo så private.

I den katolske Frederiksberg-kirke, hvor jeg er præst, er der normalt stopfyldt hver søndag så heldige er vi. Men til jul er menigheden alligevel helt anderledes. Så kommer alle ex-pats-erne det er alle dem, der nu bor i Singapore, Boston og London og som er hjemme på familiebesøg. Men de sjældne ansigter er ikke det eneste, der er påfaldende anderledes.

LÆS OGSÅ
: Sådan fejres julen verden rundt

Tøjet! Menigheden er i festtøj. Og lugten: til eftermiddagsmessen lugter der af mad til midnatsmessen af vin. Der er fest rundt om julemessen.

Opgaven for præsten, der skal prædike, må altså være at forbinde kirken og festen derhjemme. Dertil har jeg allieret mig med juletræet! Hvert år får hver familie en ting, der kan hænges på juletræet.

Det er lettere sagt end gjort. For hvis der skal produceres hundredevis af samme juleting, tager det lang tid. Heldigvis er der i sognet enten et helt kloster med flittige nonner, eller der er andre fra menigheden, der stiller op. Men det betyder også, at jule-prædikenen skal udtænkes allerede i august, hvilket i sig selv kan være lidt bizart.

Hvad kan den ting så være? Hvert år må det naturligvis være noget nyt. I de sidste år har det for eksempel været: en flækket og guld-bronzeret valnød - som sindbillede på mennesket, med den hårde skal, men med et hjerte indeni. Den hårde skal, som Jesus er blevet menneske for at bryde. Eller en mini-juletræsfod for uden fod i evangeliet, så vælter julen og ikke bare træet.

Æsler i brunkagedej
Den mest tidskrævende af alle idéer var året, hvor juletingen var et æsel. Det æsel, som bragte den frugtsommelige Maria til Betlehem. Og siden var ridedyr ved flugten til Ægypten

Først troede jeg, det var let. Jeg ringede bare til et legetøjsfirma: Jo, de havde en serie med bondegårdsdyr, men så skulle man købe 28 andre dyr samtidig. Og jeg så for mig: tusindvis af bondegårdsdyr derhjemme i kælderen, og en sur kasserer, der så sit regnskab sprængt.

Men ideen fejlede jo sådan set ikke noget. Måske kunne de bages i brunkagedej? Som tænkt så gjort. Og jeg husker, hvordan der en eftermiddag til sidst var æsler overalt i min lejlighed, mens vi var et helt hold, der lavede dej, satte i ovnen og forsynede de nybagte æsler med sløjfer, så de kunne hænge på træet.

LÆS OGSÅ: Guide: 10 julemarkeder i kirken

Så kom julemessen, og æslerne blev delt ud. Nu dukkede der så et problem op. For i den katolske kirke spiser man ikke under messen ikke andet end kommunionen. Og æslerne skulle for resten heller ikke spises, men med hjem til træet.

Det forstår de voksne jo nok, men børnene? Heldigvis fik jeg et jule-indfald, som gjorde æslerne uspiselige. Og sagde meget højt: de kan IKKE spises, for de har jo SLØJFER Det argument var der ingen børn, der havde hørt før, så med den overraskelseseffekt overlevede æslerne, så vidt jeg ved, hele messen og nåede frelst hjem til juletræet.

Der skal julen hen hjem og der skal evangeliet i det hele taget hen hjem. Glædelig jul til alle, der snart skal fejre, at ordet er blevet kød, og har slået sin bolig op iblandt os.

Jesper Fich er katolsk præst, op (medlem af ordo prædicatorim, dominikanerordenen).