En jul jeg aldrig glemmer: Da min elskede far døde

Julens glæde er en dyb glæde, som ikke er ukendt med mørket. Men derfor kan den holde os oppe - om end vi måtte græde. Denne dybe glæde klinger også med i vores salmer, mener Lise-Lotte Rebel, der er biskop i Helsingør Stift. Foto: Bjarne Lüthcke/

Det er mærkeligt, at vi godt kan høre om død og ulykke dagligt, men det er først, når vi selv rammes, at livets skrøbelighed for alvor går op for os, skriver biskop Lise-Lotte Rebel

Julen 1967 er en jul, jeg aldrig glemmer. Den tungeste jul, jeg har oplevet i mit liv. Julen 1967 vil for altid klinge med som en dyb baggrundstone i alle mine julefejringer.

Min elskede far døde fra os den 1. december det år. Han blev kun 40 år. Det var en ubærlig sorg, der ramte vores lille familie.

Jeg husker den rent fysiske smerte, der slog mig til jorden, da han døde. Og jeg kan stadig huske, at jeg undrede mig over, at livet blot gik videre udenfor, at juletravlhed og julelys blot fortsatte, som om intet var hændt.

LÆS OGSÅ:
Da Grundtvig fik en åbenbaring

Det er mærkeligt, har jeg siden hen tænkt, at vi godt kan høre om død og ulykke dagligt, men det er først, når vi selv rammes, at livets skrøbelighed for alvor går op for os.

Jeg vendte min sorg til anklage mod Gud
Jeg kommer ikke fra en specielt kirkelig familie. Kirkegang var ikke en del af min opvækst. Men min fars død ændrede for evigt mit forhold til kirke og kristendom. Hans alt for tidlige død kastede mig ud i spørgsmål, som jeg tror, alle mennesker kommer til på et eller andet tidspunkt i livet. Hvorfor Gud? hvis der da er en Gud.

Som barn troede jeg nok, at Gud måtte være sådan en, der sad i sin himmel og sendte enten gode eller onde skæbner i hovedet på sagesløse mennesker. En Gud fjernt fra denne verden.

Da min far døde, følte jeg det som den største uretfærdighed, og jeg vendte min sorg til anklage og vrede mod Gud. Jeg tænkte, at skulle det være Guds vilje, så kunne Gud kun være ond. Sådan resonerede jeg i min 16-årige logik.

Men jeg havde en god og klog og konfirmationspræst, der hjalp mig. Han lyttede uden bedreviden, uden forargelse. Kristendommen var liv for ham. Han talte aldrig overfladisk om kristendommens glæde, men virkelighedsnært, så der åbnedes rum - også for et lille anfægtet menneske.

LÆS OGSÅ:
Julesalmer er mere en blot smukke vers

Det betyder ikke, at jeg fik et svar på mine råb efter mening i den sorg, der havde ramt mig. Der gives ikke i kristendommen nogen nemme forklaringer på mørket, det vil sige på den død og den kulde, som vi alle på et eller andet tidspunkt overmandes af i vort liv. Og måske er mørket særlig tungt i julen som er hjerternes fest.

Det er her, Gud vil være
Vi ved kun alt for godt, at der er mennesker iblandt os, som bærer på julesorg sorger, der er særligt tunge i julen, hvor alle skal være glade. Kristendommen giver ingen nemme bortforklaringer på det onde. Hverken det onde, der er i verden, eller det onde, vi selv rammes af eller bærer på. Nej, men den taler heller ikke udenom.

Det er her Gud vil være, hører vi i juleevangeliet. Her hos os. Hvem kunne forstille sig Gud så menneskelig? Skulle vi mennesker selv lave et billede af Gud ville det uden tvivl være meget anderledes. Der er heller ingen anden religion, der taler sådan om Gud. Med det lille barn i krybben udfordrer julens evangelium alle vore egne hjemmelavede gudsbilleder.

Julen er både glæde og mørke
Kristendommen ved om mørket kender til det onde i verden og i os men overrumplende fortælles der, at Lyset skinner i mørket. Denne verden er ikke forladt af Gud.

Julens glæde er en dyb glæde, som ikke er ukendt med mørket. Men derfor kan den holde os oppe om end vi måtte græde. Denne dybe glæde klinger også med i vores salmer.

Den særlige kvalitet i den danske salmeskat viser sig netop deri, at den midt i lovprisningerne af julens glæde også artikulerer det svære, det smertelige og sorgen. Havde den ikke gjort det, så havde det ikke løftet sig over de kommercielle lykkeprofeters budskab i tilbudsaviserne.

Hvilken dyb indsigt ligger der ikke i Grundtvigs dejlige julesalme: Velkommen igen Guds engle små? Her hedder det i sidste vers:

O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes! Da skal, som en barnemoders ve,
vor smerte sødt bortvugges.
Vor Fader i Himlen! Lad det ske,
Lad julesorgen slukkes!
(Den Danske Salmebog 99, 8)

Julen har også sine egne rum for sorg og smerte. Julen åbner for disse rum, sætter ord på, ja, julen lader os gennemleve og gennemsynge dem. Da kommer vi ganske tæt på den sorg, som intet menneske slipper for, i savnet af dem vi må undvære, i minderne og i de bristede forhåbninger.

Jesus kom til os
Men julen lader det ikke bliver stående derved. Julen rummer også den bøn, som Grundtvig på sin egen uforlignelige måde udtrykker bønnen om at julesorgen må slukkes. At vore smerter og vor sorg må gribes og vendes til nyt håb, ny glæde og forventning. Når det sker, når smerten bortvugges, så er det fordi han, som julen selv handler om, vor Herre Jesus Kristus, selv kommer til os. Først da er det jul.

Om få dage skal vi endnu engang samles om det største budskab, der har lydt på vor jord. Vi skal høre om Jesu fødsel i stalden i Bethlehem. Vi skal høre et ord, vi kan leve på og dø på: Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.

Lise-Lotte Rebel er biskop i Helsingør Stift
.