Dostojevskij så kaos overalt i sin samtid

I bogen "Onde ånder" illustrerer Dostojevskij den åndelige forarmelse, han så bag det kaos, der senere ledte til Den Russiske Revolution. Frem for alt fortæller "Onde ånder", hvordan det kan ende, hvis man ikke tror på noget, skriver stud.mag. Rasmus Vangshardt

"Onde ånder" (1872), i tidligere oversættelse kendt som "De besatte", er russiske F.M. Dostojevskijs forsøg på at udstille, hvor formørket et livssyn man vil ende med, hvis man ikke tror på noget – er nihilist.

Dostojevskij så kaos overalt i tiden omkring sig.

Særlig forfærdet blev han over tidens russiske terrorisme, der skulle omstyrte det russiske samfund gennem voldelig revolution, og derfor satte han sig for at udstille den åndelige forarmelse, der lå bag.

Resultatet blev "Onde ånder", en mørk og trøstesløs bog, der vrimler med nihilister i alle afskygninger.

Fra den lille uhyggelige tugthusfange Fedka, der strejfer om i udkanten af den landsby, hvori handlingen foregår, til den berejste revolutionære Pjotr, der bilder de forskellige nihilister ind, at de arbejder for en større sag med terrorgrupper spredt ud over hele Rusland.

Landsbyen flyder med lig fra alle tænkelige kanter; de kommer fra mordbrande i fattigkvarteret til adelens selvmord fra loftbjælker på dens godser.

Dostojevskijs mål med at skildre alle disse forarmede stakler var som nævnt at udstille, hvordan et menneske bliver ødelagt af at dyrke intetheden, men problemet var, at han ikke er det klassiske billede på en god forfatter, for han havde ikke selv styr over sin tekst. 

I sin exceptionelle persontegning tager figurerne magten fra ham og bliver selvstændige og ofte charmerende skikkelser, som ikke med nødvendighed frastøder alle læsere, sådan som Dostojevskij havde forestillet sig det.

Hør bare, hvad den fromme, forhenværende ærkebiskop af Canterbury, Rowan Williams, har skrevet om Fedka:

”Fedka en tyv og morder, men han er ikke ateist. Han er blevet behandlet som et undermenneske og opfører sig derefter. 

Men han lever ikke desto mindre sit liv i forhold til en større sammenhæng – han erkender nemlig, at han selv og hans handlinger har en betydning ud over hans beslutninger og hensigter.”

Det gælder eksempelvis også en anden mærkelig biperson - den sky ingeniør Kirillov.

Kirillov har det problem, at han er besat af Jesus-skikkelsen, men foragter Kristus. På samme tid dyrker han sit eget helbred, drikker konstant kold te og sover ikke. 

En farlig splittelse for en skrøbelig sjæl, og Kirillov er da også grundlæggende vred. Han har derfor sat sig for at begå det, han kalder det logiske selvmord.

Kirillov kan ikke se, hvordan det giver mening at leve, hvis Gud ikke er til.

Samtidig véd han med sig selv, at det ikke er tilfældet, og spørger derfor bogens ubestridte hovedperson, terroristernes messianske håb Nikolai Stavrogin, om ikke han forstår, at den erfaring er ”grund nok til at tage sig af dage?” 

Kirillov mener, at han kan gøre oprør mod den Gud, der ikke findes, ja faktisk ligefrem ”trække Ham gennem sølet” ved at begå selvmord og dermed vise menneskene, at der ikke er nogen grund til at leve.

Men det er de klogere nihilister Pjotr og Nikolai naturligvis ligeglade med, og ligesom Pjotr bruger desperadoen Fedka til lejemord, bliver Kirillovs metafysiske opgør mod Gud og livet blot brugt til at skjule et mord, ved at den selv-skudte Kirillov påtager sig skylden for det i sit afskedsbrev.

En temmelig meningsløs skæbne for en mand, der med sit selvmord ville ændre tilværelsens beskaffenhed. Men sådan er det. 

For som den franske tænker Albert Camus har bemærket, giver tilværelsen desværre ikke mening. Og så kan Kirillov nok tro, at et skud mod egen pande vil ændre alting.

 Men i sidste ende går et skud af i en rønne et sted i det gudsforladte Rusland, en mand dør en formålsløs død – og alting fortsætter.

Rasmus Vangshardt er stud.mag. og boganmelder ved Kristeligt Dagblad.