"Enhver ærlig bøn er en god bøn"
Samtalen med Gud er det naturlige svar på, at det er Gud, der har pustet ånde ind i mennesket, skriver professor Kirsten Nielsen
Bøn er som en samtale med en, man har tillid til. Derfor er enhver ærlig bøn også en god bøn. Den kan være lang eller kort, den kan være med eller uden ord. Det vigtigste er, at vi ved, hvem vi henvender os til.
Bønner kan både udtrykke taknemlighed, jubel og anklage
I Det Gamle Testamente findes der en lang række bønner i form af Davids Salmer. Dem kan vi bruge præcis, som de står; men vi kan også selv finde ordene. En af de ting, vi kan lære af Davids Salmer, er, at Gud kan vi henvende os til i mange forskellige situationer.
I Davids Salmer findes der bønssalmer. Det er salmer, hvor den bedende henvender sig til Gud om hjælp. De indeholder klager over, hvordan andre mennesker forfølger den bedende. Men de kan også indeholde anklager rettet mod Gud selv, fordi Gud ikke griber ind og hjælper en. Tillidsfuldt kan den bedende udbryde:
Jeg længes efter dig, Herre,
jeg stoler på dig, min Gud.
Lad mig ikke blive til skamme,
lad ikke mine fjender frydes over mig. (Sl 25,1-2)
Eller den bedende kan anklagende råbe:
Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? (Sl 22,2)
Der findes takkesalmer, hvor den bedende ser tilbage på den nød, han eller hun var i, men hvor Gud reddede dem:
Herre, jeg priser dig,
for du har trukket mig op fra dybet;
du lod ikke mine fjender glæde sig over mig. (Sl. 30, 2)
Og så findes der, ikke at forglemme, lovsange, hvor den bedende eller menigheden jubler af glæde over, at Gud har skabt verden og stadig tager sig af den:
Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden,
du som har bredt din pragt ud på himlen! (Sl 8,2.4-5)
Samtalen med Gud er det naturlige svar på, at det er Gud, der har pustet ånde ind i mennesket, så det er blevet til et levende væsen. Når vi ånder ud, ja, så må det naturligvis også være i bøn, klage, tak og lovsang, i ord, som fastholder, at Gud er vores Gud, og den vi stoler på. Også når vi ikke forstår hans veje eller fatter, hvorfor han tier.
I Jesu bøn, Fader Vor, tales der ikke individualistisk om mig og min Gud, men hele tiden om den Gud, vi er fælles om. Fader Vor kan rumme os alle. Det hører med til bønnens væsen, at den skaber fællesskab, også i form af forbøn.
Livet kan være som én lang bøn
Både i Det Gamle og Det Nye Testamente fortælles der om mennesker, der gik til Gud, når en af deres nærmeste havde det ondt. Da Davids og Batsebas søn blev syg, græd og fastede David i håb om, at Gud ville skåne drengen (2 Sam 12). I Det Nye Testamente beder den kanaanæiske kvinde for sin syge datter og den romerske officer for sin tjener (Matt 15,21-28 og Luk 7,1-10).
Jesus betragter ikke den slags bønner som egoistiske. Jesus griber endda ind, da han ser den sorg, der har ramt enken i Nain. Hun har mistet sin eneste søn og råber ikke engang Jesus om hjælp, hun græder blot. Alligevel gør Jesus den døde levende (Luk 7,11-17). Bønner kan være ordløse, men alligevel skrige til himlen.
Livet kan være som én lang bøn. Sådan er det hos salmedigteren Johannes Johansen, der beder Gud om at gøre mit liv til bøn (DDS 588). For Johansen er Helligånden den sande lærer i bøn, for den er Guds åndedræt. Derfor kan den også omforme vore ordløse skrig:
Helligånd, Guds åndedræt,
lær du mig at bede ret,
bed for mig, som ikke ved,
hvad der tjener til min fred.
Herre, bær mit suk og skrig,
som din bøn til Himmerig!
Kirsten Nielsen er professor i teologi og panelist på kristendom.dk