Refleksion

Luthers begreber i dag: Er der noget om nåden?

"Lov og nåde" af reformationskunstneren Lucas Cranach den Ældre viser, hvordan man som luthersk kristen vil blive frelst af Guds nåde (til højre i billedet), hvis man vendte sig væk fra den gammeltestamentlige lovreligion (som ses til venstre).

I jubilæumsåret for reformationen diskuterer man lutherske kernebegreber – men hvad med de lidt tungere begreber som Guds nåde? Sven Thorgaard trækker en linje fra Kain og Abel til den norske forfatter Karl Ove Knausgaard

Vi fejrer 500-året for Luthers protestantiske bevægelse i år. I den forbindelse kan man spørge, om nutidens mennesker har noget kendskab til - eller kan identificere sig med - Luthers kamp for at finde en nådig Gud?

Luther var nemlig dødsensangst for at dø uforberedt til sit møde med Gud. Da han læste Paulus’ brev til romerne, nåede han frem til, at Gud er nådig, og at mennesket frelses ved tro på Gud.

Men hvad er da Guds nåde, og hvordan kan man som moderne menneske forstå, hvad nåden går ud på?

Guds nej til Kain

Det første sted i Bibelen, hvor vi hører om retfærdiggørelse af den gudløse er i beretningen om Kains mord på sin broder Abel. Efter mordet siger Kain, at han nu må skjule sig for Gud. Det er Kains egen dom. Men Gud sagde nej til Kain:

"Hvis nogen slår Kain ihjel, skal det hævnes 7 gange". Og Kain bliver ikke slået ihjel, hans liv går videre. Hans kone bliver svanger og føder en søn, Enok. Kain bliver et samfundsmenneske, og han mærker Guds nåde.

Guds nej til Kain er Bibelens første ord om retfærdiggørelse af den gudløse. Da brodermorderen Kain efter mordet på Abel dømmer sig selv til at blive flygtning på jorden, siger Gud nej til ham.

Det nej og Kain er ethvert menneskes mulighed og det første og måske mest tydelige eksempel på nåden.

Gud ophæver nådigt skellene mellem mennesker

Et nutidigt litterært eksempel på en stor forfatter, der har beskæftiget sig indgående med Guds nåde, er nordmanden Karl Ove Knausgaard i sit storværk "Min Kamp," der udkom i 2009-11.

Heri hævder han, at i stedet for at udpege Hitler som den radikalt onde, så er det kun Gud, der er den "radikalt anden". For Gud er vi alle lige. Opdelingen i ”os” og ”dem” - og senere "det", som jøderne blev kaldt af nazisterne - er herefter ikke forbeholdt Hitler.

Opdelingstendensen er ifølge Knausgaard et træk ved den menneskelige natur. Han hævder, at vi er så bange for det forskelsløse eller for at forsvinde selv, at vi hele tiden sætter forskelle op. På den måde sikrer vi, at vi hver især er en del af et "vi", så vi da i det mindste har en identitet i kraft af noget og i modsætning til de andre. Vores kamp handler om dette at blive set. Det kæmper vi for hele livet, siger Knausgaard.

Knausgaards teologi peger på, at det kun er Guds kærlige blik eller nåden, tilgivelsen, der kan give os fred i den evige kamp, vi befinder os i som mennesker. Gud er den eneste, som kan ophæve alle forskelle. Kristendommen er derfor hos Knausgaard noget, der bryder med menneskets forestillinger. Herefter er det netop ophævelsen af ethvert menneskeligt opstillet "vi" og "de", der er nåde.

At mennesket alene gennem troen og Guds nåde bliver en for Gud uigenkaldelig værdifuld person, var for de første kristne og for grækerne en dårskab og for jøderne en skandale. At vi alene gennem tro og tillid til Guds nåde bliver accepteret af Gud, selv om vi er uacceptable, forekommer skandaløst og tåbeligt ud fra en nutidig moral.

Når vi sidder i kirken om søndagen, oplever vi at blive tiltalt som personer, der er mere end summen af vore handlinger. Her kan vi så at sige begynde på en frisk, forfra.