Synspunkt

Kirkeevents kan ikke gøre det ud for evangeliet

Ved at smuglæse stillingsopslag kan man sagtens få det indtryk, at præsten er en art åndelig blæksprutte, der skal fungere som alt fra almen underholder over graviditets- og socialrådgiver til shaman, vurderer cand.theol. Margrethe Horstmann. Foto: Privatfoto.

Det burde være Jesus liv og død, der er på kirkens agenda, og ikke black metal-koncerter, verdensmad og fælles opvask. Hvis mennesker ikke vil være menighed, bliver de det heller ikke, selvom evangeliet smides ud af kirken for deres skyld, mener cand.theol. Margrethe Horstmann

Af 62 konversioner af flygtninge til kristendommen er de 60 foregået ved en sognekirke, hvor præsten har en konservativ profil. Det leder til to spørgsmål: Er den brede folkekirke ikke ”god nok” til at tage sig af flygtninge, eller er Indre Mission bare ude på at sikre sig tilhængere?

Kristeligt Dagblad har, prisværdigt nok, interesseret sig for, om det kan skyldes, at sognene satser mere bredt end på den gudstjenestefejrende menighed alene, og det er der givetvis mange sogne, der gør. Ved at smuglæse stillingsopslag kan man sagtens få det indtryk, at præsten er en art åndelig blæksprutte, der skal fungere som alt fra almen underholder over graviditets- og socialrådgiver til shaman.

Det sker, oftere end man skulle tro, at en gudstjeneste annonceres som en ”spændende og anderledes gudstjeneste”, antageligt for at tiltrække andre end den forkætrede søndagsmenighed.

Men man skal ikke være blind for, at mange kristne og konvertitter fra Mellemøsten har et andet syn på kristendommen, end at kirken er stedet for spænding, kønsløse vielser og koranoplæsninger. Dér vil jeg tro, at konservative præster har et forspring: De er ofte bedre teologisk funderede og mindre tilbøjelige til at omskabe gudstjenesten til et event. Det gælder i øvrigt ikke kun Indre og Luthersk Mission, idet der i de senere år er kommet en del kvindelige præster til, der udmærket kender deres Luther og hans kamp for ordets forkyndelse.

Vi står på tærsklen til et reformationsjubilæum, og man skulle tro, at det kunne være af nogen interesse for såvel offentligheden som sognene og deres præster at besinde sig på, hvad kristendom og kirke er. Ikke så meget for at blive bedre til at hverve nye medlemmer, som for vores egen skyld.

En del steder inviterer man i sognene flygtninge til spisning og kokkererer ”verdensmad”, men selvom det sikkert er hyggeligt, er det jo ikke et kald til omvendelse. Og det er vel dét, de 60 flygtninge har fundet: ikke mad og fælles opvask, men det levende brød.

I Langenæskirken indbød man et band til at spille black metal i kirken. Der kom en del kritik, men behjertede personer opfordrede til ro, det vil sige til at holde kritikken af arrangementet i ave. Blot man opfører sig ordentligt, skal man kunne komme i kirken. Nu er black metallister sikkert pæne mennesker som alle andre, men deres lovprisning af den kødelige død og slagmarker og blod har intet at gøre i en kirke. Man kunne forestille sig, at flygtninge, og flere af vi andre med, måske ville finde dét lidt vel hidsigt.

Vel blev Jesus tortureret til døde på et kors. Det er dog ikke for, at vi skal svælge i hans pinsler, men for at der ikke skal være nogen smerte på jorden og blandt mennesker, som han ikke har kendt og prøvet – og dermed borttaget. Det er Jesu liv og død – og kun herigennem vores liv og død - der er på kirkens agenda. Eller burde være det.

Eventet alene synes at stå på folkekirkens inspirationstavle, men det er, som Martin Luther sagde; Ordet alene, troen alene, Kristus alene, der læger menneskers sår. Alt andet er jag efter vind. Hvis mennesker ikke vil være menighed, bliver de det heller ikke, selvom evangeliet smides ud af kirken for deres skyld.

Margrethe Horstmann er cand.theol. og panelist ved kristendom.dk.