Et 'fromt' ønske: Afskaf halloween

© PHOTOPQR/LE REPUBLICAIN LORRAIN/MICHEL PIRA ;Ilustration sur la fete d'Halloween

Grundopfattelsen i Halloween er, at de døde kan gå igen, og at de kan vise sig for os som ånder, skriver domprovst P. H. Bartholin. Foto: Foto: Michel Pira / Colourbox

Halloween fører en tankegang om døden med sig, som er diffus og ualvorlig, mener domprovst Poul Henning Bartholin

For få år siden var halloween ikke noget, ret mange af os kendte til. Undtagelsen var os, der læste tegneserien Radiserne, hvor den Store Græskarmand hyppigt optræder. Men pludselig gik der også Disney i det, og i oktober måned blev der købt græskar og lavet lygter alle vide vegne, og vores børn begyndte at rende udklædte rundt til naboer og bekendte for at tigge slik under trussel om ellers at lave ballade.

Det lignede en slags fastelavn blot på en anden tid af året. Snedige præster fandt hurtigt ud af, at halloween havde fået en sådan folkelig opbakning, at kirker og præster kunne knytte an til det og holde Halloween-gudstjeneste. Lyder det ikke meget uskyldigt?

Halloween er ikke en tilforladelig skik
Jo, det lyder meget tilforladeligt, og det ser jo ud til, at kirken blot gør det, som den altid har gjort, nemlig tager folkereligiøse og oprindeligt hedenske skikke op og gør dem kristne. Men er det nu så let og ligetil? Måske ikke helt, synes jeg. Det kom jeg til at sige til nogle gode kolleger for nylig, og så blev jeg ellers belært om, at børnehaver, fritidshjem og skoler gør en masse ud af halloween, og at det i nogle sogne kan samle mange hundrede mennesker til halloween-gudstjenester.

Men giver denne kvantitet foretagendet legitimitet? Ja, tilsyneladende i et samfund og en kirke, som mere og mere underlægger sig underholdnings- og eventsamfundets krav.

Halloween-traditionen rummer dels en gammel keltisk opfattelse af døden dels nogle elementer af mexikanske dødekulttraditioner. Grundopfattelsen er, at de døde kan gå igen, og at de kan vise sig for os som ånder. Ånderne kan være onde, derfor skal de holdes væk med lys, larm og ballade. Er det ikke bare pjat og ballade i dag? Uskyldigt og anledning til at forkynde ordentlig kristendom?

Tror vi, de døde går igen?
Jo, det vil jeg ikke underkende. Men for at kunne komme til det, er man nødt til at gå ind på den præmis, som er grundlæggende i Halloween, at døde kan gå igen. Og så kan man, hvis man bor i nærheden, tage ned i Mønsted Kalkminer og se på uhyggelige flagermus, som jeg så i TV, at man har gjort i anledning af halloween. Eller man kan rende rundt på kirkegårdene og kirkelofter og skræmme de onde ånder væk og finde alt det, som er uhyggeligt, og skræmme det og overbyde det med Gud.

Dette står i modsætning til at forstå døden som en afslutning, der er endelig, og hvor den døde ikke går igen. For den døde er i Guds hånd og favn, og bliver der. Derfor skal man prøve på at lære sine børn, at kirkegårde ikke er uhyggelige, at der ikke flagrer ånder rundt dér, men at det er et fredfyldt og roligt sted, hvor de døde hviler til opstandelsens morgen.

Halloween er ualvorlig omkring døden
Kirkegårdene er en (paradisets) have, hvor vi kan gå hen og mindes vore døde med taknemmelighed for det, de gav og giver os. For vore døde har vi altid hos os i de spor og påvirkninger og i den kærlighed, de gav os. At gå på kirkegården og besøge vore kæres grave er den kærlighedens gerning at erindre en afdød, som Søren Kierkegaard siger et sted. De var og er et salt i vores liv, som prædiketeksten til Allehelgens søndag siger det.

Halloween er kommet for at blive. Det kan vi næppe ændre på, men vi burde i tide have tænkt os om, for den fører en tankegang om døden med sig, som er diffus og ualvorlig.

Poul Henning Bartholin er domprovst i Århus og kommentarskribent ved kristendom.dk.