Ethvert sted kan blive et helligt rum

Kirken er et bedehus, fordi Gud åbenbarer sit nærvær her, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen. - Foto: Foto: Lasse Noerbaek

Men kirkebygninger er på en særlig måde vidnesbyrd om Guds nærvær. De er helliget Herren som et særligt sted fyldt af fred, mener missionspræst Ole Skjerbæk Madsen

Når Jesus siger: "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem" (Matt 18, 20), betyder det så, at det er ligemeget hvor kristne mødes for at holde gudstjeneste? Er nogle rum mere hellige end andre - eller kan de blive det? Er en nyreligiøs messe et ligeså fint og helligt sted at tilbede Gud som en katedral?Følg med i kristendom.dk s sommerserie om hellige rum:

Ethvert sted, hvor Gud er, er helligt. Ethvert sted kan blive et helligt rum, alligevel er der helligsteder og alligevel kunne Jesus i tilknytning til profeterne kalde templet for et bedehus.

Templet eller kirken er et bedehus, netop fordi det er det sted, Gud åbenbarer sig. Templet var Guds bolig ikke forstået sådan, at Gud var begrænset i tid og rum, men fordi Gud ønskede at åbenbare sig som sit folks Gud i sit folks midte; Gud tronede i det allerhelligste, hvor pagtens ark stod.

Kirkerummet giver overskud til hverdagen
På samme måde er kirkebygninger vidnesbyrd om Guds nærvær; de er helliget Herren som et særligt sted fyldt af fred; kirkerummet er det rum, der giver overskud til hverdagen som det ekstra sted, som siger, at der altid er plads nok.

Kirken er et bedehus, fordi Gud åbenbarer sit nærvær her.

Dermed er kirken:
- et sted, hvor man kan udøse sit hjerte for Gud i glæde, under sorg, ved sygdom, under nød, når man er forfulgt, når man er fortvivlet, når man føler skyld, når man har meget at takke for

- et sted, hvor man beder for andre mennesker, for sit folk, for menneskeheden og for jorden og alt liv på jorden

- et sted, hvor man i stilhed kan lytte efter Guds stemme og nærvær og bare finde sig selv og en indre fred

- et sted, hvor man kan høre Guds ord til formaning og vejledning, opmuntring og trøst, og hvor Guds ord lærer én at skelne mellem sandt og falsk, godt og ondt, virkelighed og illusion, menneskers stemmer og Guds stemme

- et sted at tilbede i undren over Guds storhed, kærlighed og nåde (dvs. Guds nærvær, opmærksomhed, velvilje og glæde over hver eneste skabning) og i erfaringen af fællesskab med Gud, når Jesus rækker os brødet og vinen som sit legeme og blod.

Min sjæl fortæres af længsel
At templet eller kirken er Guds åbenbarings sted, betyder også, at det er et tilflugtssted og et helligsted. Salmisten udbryder:

Hvor er din bolig vidunderlig Min sjæl fortæres af længsel Selv spurven finder sit et bo og svalen en rede, hvor den lægger sine unger, ved dine altre. (Salme 84).

Ifølge salmisten oplever den, der vandrer i tåredalen, at dalen fyldes af kilder og velsignelse, når hun/han er på vej til Guds bolig. Men salmisten må også spørge:

Hvem kan drage op til Herrens bjerg, hvem kan stå på hans hellige sted? Og Guds svar er: Den, som har skyldfri hænder og et rent hjerte, den som ikke farer med løgn og ikke sværger falsk. (Sl. 24).

Templet og kirken som Guds åbenbarings sted er altså:

- for den rene af hjertet

- for den som søger sin tilflugt hos Herren

- for den, der beder som tolderen i en af Jesu lignelser: Gud vær mig synder nådig!

- for den, der beder, takker, tilbeder og søger fællesskab med den nådige Gud

Vi ønsker at præges af kærlighed
Kirken er Guds åbenbarings sted. Her forkyndes Ordet i form af Bibelens vidnesbyrd og Evangeliernes beretninger om Jesus, Ordet som blev kød. Vi lader Ordet udfordre os, så at vore liv kan forandres og blive hele, så at hjerterne må blive rene, og vi derfor kan se Gud.

Vi ønsker, at Ordet skal hjælpe os til at vandre ret med Gud og med vore medmennesker og medskabninger. Vi længes efter at Ordet former vores liv, så at den kærlighed, vi har mødt i Jesus, kommer til at præge os i forholdet til hinanden og til den, der er i nød. Derfor ønsker vi at lytte efter Guds vejledning af os.

Vi er et tjenende fællesskab
Kirken er Guds åbenbarings sted. Her føjes mennesker ind i fællesskabet med Jesus gennem dåben, og her genoprettes fællesskabet søndag efter søndag, når vi samles om nadveren i tak for Guds skaberværk og for det nye liv i frihed, som Gud har skænket os i Jesus Kristus.

Ja ved nadveren erfarer vi, at vi er Kristi legeme og netop bliver det ved at takke og ved at dele Guds gaver med hinanden. Vi er et tjenende fællesskab, som peger frem mod en fornyet og forløst menneskehed.

Kirken er Guds åbenbarings sted, hvor Gud Helligånd giver os gaver at tjene hinanden med, som gør nåden konkret iblandt os. De enkelte nådegaver udtrykker det evige livs virkelighed ind i de situationer, hvor vi tjener hinanden, inspireret af Guds kærlighed i Jesus Kristus.

For eksempel når vi med Jesus deler vor næstes smerte og taler et opmuntringens ord eller lægger vore hænder på hende/ham til helbredelse.

Ole Skjerbæk Madsen er missionspræst i Areopagos og initiativtager til I Mesterens Lys.