"Fadervor byder os at tilgive andres svigt"

På et hængende hår nåede sognepræst Asser Skude i går at samle og aflevere de nødvendige stillere, ...

Vi er nødt til at tro på, at buddet om kærlighed også gælder kærligheden til os selv, ikke kun andre. Vi er nødt til at elske os selv, og det vi gør – og ikke gør, mener sognepræst Asser Skude. Foto: Leif Tuxen.

Det er en stadig øvelse i selverkendelse og næstekærlighed at undskylde, når det ”undskyld” også skal rækkes ud til den, som har svigtet og påført én selv smerte, mener sognepræst Asser Skude

Mange gange i mit liv har jeg sagt ”undskyld”, og endnu flere gange burde jeg have sagt ”undskyld”, for det jeg ikke gjorde godt nok, eller det jeg kunne have gjort bedre. For ikke at tale om de gange, hvor jeg har gjort andre kede af det – både når jeg vidste det, og når jeg ikke vidste det.
 
Sådan er livet, og alligevel, sådan er det ikke helt. At undskylde sig er i virkeligheden ikke nogen nem løsning at gribe til. Hverken for mig eller nogen anden. At ”undgælde sig skyld” kan i princippet ingen. Enhver, som har handlemulighed og frihed til at handle, er skyldig som følge deraf og kan ikke ”slippe for sin skyld”.

Når jeg for eksempel derfor i daglig tale siger ”undskyld”, er det altså blot en talemåde for, at jeg beklager mine handlingers negative konsekvenser. Det er i virkeligheden mere betegnende eksempelvis at sige: ”jeg er ked af, at jeg ikke fik gjort det og det”, eller ”jeg er ked af, at det som jeg gjorde, medførte det og det for dig.”

Måske er det en af det moderne menneskes vildfarelser, at vi bilder os ind, at vi kan undskylde os fra det, som vi ikke fik gjort eller sagt. Måske er det, fordi det ikke er til at bære, at vi alle lever med en kontinuerlig række af konsekvenser af vores daglige handlinger – og ikke mindst det, vi ikke gør.

Vi har mulighed for dagligt at svigte og ikke hjælpe dem, som behøver vores hjælp. Konstant må vi prioritere vores ressourcer og tid – i forhold til venner, familie og arbejde – og der vil altid være noget, som vi ikke når og ikke får gjort.

Det er naturligvis ikke meningen, at vi konstant skal gå rundt og bekymre os om alle de svigt, vi påfører andre. Ej heller er det meningen, at vi skal slå os selv i hovedet med vores utilstrækkelighed og ufuldkommenhed.

Vi er nødt til at tro på, at buddet om kærlighed også gælder kærligheden til os selv, ikke kun andre. Vi er nødt til at elske os selv, og det vi gør – og ikke gør! Vi er nødt til at fastholde troen på, at til trods for at vi er uperfekte og ufuldkomne, er vi skabt i Guds billede, skabt i kærlighed og til kærlighed.

Når vi for eksempel beder Fadervor, beder vi om tilgivelse for vores skyld. Det betyder ikke, at skylden så er forsvundet for det, som vi har gjort eller påført andre. Skylden er vores vilkår og vil altid følge os, så længe vi trækker vejret og har frihed til at handle i vores liv. Vores handlinger vil altid have konsekvenser, og skyld vil følge.

Tilgivelse betyder i den sammenhæng, at Gud slipper det og ikke vil dømme os for det. Vores skyld er set af Gud – og dog dømmes vi ikke på vores svigt og mangler, for i Guds øjne måles vi med barmhjertigheden og med kærlighedens optik. Det er et blik som ser og finder det elskelige og det kærlige, selv der, hvor andre ikke ser.

Når det er sagt, fortsætter bønnen om tilgivelse i Fadervor, ”som også vi forlader vores skyldnere”. Vi bydes også selv at tilgive andre for deres ugerninger mod os. Vi bydes også selv – at måle andre med kærlighedens optik, ikke dømme andre efter, hvor de svigtede, men fastholde et kærligt blik – også de er skabt i Guds billede, også de er Guds elskede og Guds børn – deres gerninger og ugerninger til trods.

Det sidste er sværere, end det lyder – for det er svært følelsesmæssigt og socialt at acceptere, at en person er mere og andet end sine handlinger. Alligevel er det netop det, som enhver er forpligtet på, når vi ”beder om undskyld”. Vi beder ikke bare Gud og andre om forladelse for vores egen skyld, men vi beder også om, at vi selv vil forlade dem, som har forvoldt os svært, deres skyld, uanset, hvor vanskeligt det så er og bliver.

At bede andre om undskyld er derfor ikke bare en nem øvelse i at undgå sin skyld og sit svigt på, men det er en stadig øvelse i selverkendelse og næstekærlighed, når det ”undskyld” også skal rækkes ud til dem, som har svigtet og påført én selv smerte – også de behøver mit ”undskyld”.

Asser Skude er sognepræst.