Debat

Fællesskabet i folkekirken burde bunde i det kristne kors

Burde den evangelisk-lutherske folkekirke ikke være den mest fællesskabssøgende kirke, spørger Afonso Justino Waco? Arkivfoto fra Sions Kirke, Østerbro. Foto: Ditte Valente/POLFOTO

Fællesskabet burde stå højst på folkekirkens prioriteringsliste. Det skyldes, at det kristne kors står som symbol på den tanke, at vi bærer lidelse med og for hinanden, skriver projektpræst efter debat i kølvandet på et indlæg om folkekirkens rummelighed

Baggrunden til dette indlæg er min artikel fra 2. juni i år, "Hvorfor er folkekirken afvisende over for nydanskere?”. Overskriften var redaktionens selvvalgte, men det viste sig, at overskriften var med til at opildne debatten. Det kan jeg kun takke redaktionen for.

Der kom forskellige reaktioner fra mange sider – både via bladet og via mine private kontakter. I det hele taget blev jeg meget tilfreds med alle reaktionerne. Det egentlige emne i kommentarfeltet handlede mest om, hvorvidt læserne var for, imod eller ligeglade med fællesskabet i folkekirken. Så var debatten skudt i gang. Dette i sig selv var tilfredsstillende. 

Gud i lidelsen

Det er alt for sent i årskalenderen at tale om kors. Men jeg vil her tillade mig at benytte korsteologien til at reflektere over fællesskabsbegrebet i kirkelig sammenhæng. For at være på vagt, vil jeg starte med at afsondre denne min beskedne refleksion fra nogle af de større teologer, nemlig Martin Luther og Jürgen Moltmann, som gjorde sig nogle tanker omkring emnet.

”At se Gud bagfra” er en tanke hos Martin Luther, som understreger, at Gud er at finde i det skjulte. Korsteologien hos Luther handler derfor om at se Gud ”i Golgatas gru og nød, lidelse og gudsforladthed”. 

Hos Jürgen Moltmann er det gennem korsteologien, at vi får fremsat konflikten mellem den Gud, der blev menneske, og mennesket, der gerne vil være gud.

Moltmann taler om ”mennesket, som ikke er menneske, og som af egen kræft forsøger at rejse sig igen, fordi det ikke kan forblive sig selv. Dette menneske bruger sin religiøse viden ene og alene til egen guddommeliggørelse. Men kendskabet til korset er et kendskab til Gud i sin lidelse for det umenneskelige menneske. Kendskabet til korset bringer det umenneskelige menneske tilbage til menneskelighed.” 

Uden væsentligt at afvige fra de to teologers tankegange, vil jeg dog hæfte mig ved den pointe, at hele kristendommen handler om at kende Gud gennem Kristus, hvorfor korset er blevet det afgørende og centrale symbol, alle kristne genkender sig i. 

Kristi forståelse af korset

Korset er den bro, der forbinder himlen og jorden, takket være Guds egen underfulde tur-retur rejse mellem de to verdener, nemlig nedstigningen fra og opfarelsen til himlen. Korset er den bro, der forbandt Jesus som sandt menneske og sand Gud.

Uden døden og opstandelsen ville Jesu guddommelige natur aldrig blive bekræftet, og korset bragte Gud og mennesker sammen. Dette skete gennem Jesu lidelse på korset, og hans efterfølgende triumf over døden. Sejren over korset, det vil sige døden, som med opstandelsen blev overvundet, blev til menneskets frelsende sejr. Og korset, som det meste synlige og håndgribelige redskab i processen, blev til det centrale element i hele kristendommens forståelse. 

Korset er noget, vi bærer

Korset er ikke noget, vi løfter øjnene imod, men noget vi bærer med og i os, ligesom Kristus selv gjorde. Det bærer vi både på vores egen og vores næstes vegne, fordi Kristus gjorde det på vores alles vegne. At bære korset på andres vegne er utvivlsomt en mægtig kærligheds handling.

Dette er de kristnes kors: At se Gud i det skjulte, dvs. i vores egen lidelse – det er det første skridt. Derefter skal vi opleve frelsen sammen med andre samt inddrage andre i vores egen frelses glæde. At dele glæde og sorg med sin omgivelse, elske sin næste og fejre frelsen med andre er vejen til et liv sammen med Gud.

Den korsfæstede Gud er en Gud, der bor iblandt mennesker. At være sammen med ham, er lige med at være sammen med mennesker. Det samme sker den anden vej. Når vi er sammen med mennesker, er vi sammen med ham.

Kirken, korset og fællesskabet

Ovenstående får mig at tænke på, om ikke den evangelisk-lutherske folkekirke burde være den mest fællesskabssøgende kirke? Jeg mener, at kristendommen ifølge kirkens teologi er en mere kollektiv sag, end den er hos de fleste, jeg kender. Ved døbefonden siger vi, at vi - menigheden/fællesskabet - vil hjælpe dette barn til Guds velsignelse, samtidig med at vi beder Herren til at indlemme det i sin menigheds fællesskab.

Det foruroligende spørgsmål er, hvor meget kirkeligt fællesskab barnet egentligt oplever i sit voksne liv.

Afonso Justino Waco
Projektpræst i Kirken i Hinnerup