Faste kan også være oprør mod overforbrug

Der er mennesker i dagens Danmark, der har meget lidt at gøre med. Men der er ingen frelse i, at vi andre bare holder på vores, skriver domprovst Poul Henning Bartholin

Åh, det var skønt som barn at få et fastelavnsris og for en gangs skyld have lov til den frækhed med tilladelse, fordi det var for sjov - at slå på forældrenes dyner, så de kunne komme op og servere boller og varm kakao om morgenen!

Det var sjovt at se gymnastikforeningens mandlige medlemmer ride rundt i sognet om eftermiddagen og samle penge ind til den skrantende forening dengang i begyndelsen af 1960erne. Det var lidt skræmmende at se dem blive fulde ud på eftermiddagen og om aftenen, hvor der var tøndeslagning i forsamlingshuset.

Men alligevel var det en fest. Hvad fastelavn egentlig betød, tror jeg, mine forældre forklarede mig. Vi fastede ikke. Vi var jo ikke katolikker!

Udkantsdanmark er på ufrivillig fastekur
Jeg er vokset op på landet, et sted hvor pengene ikke var mange. I dag er det en af de allerfattigste kommuner med flest ældre og flest på overførselsindkomst i Danmark. Det er Udkants-Danmark. Det er formentlig de færreste dér, som har nydt godt af den økonomiske opgang indtil 2008. Husene kunne ikke sælges med stor fortjeneste. Man skulle vist være heldig, hvis det var muligt overhovedet at sælge.

Der er efterhånden en del områder af Danmark, som er sat på en ufrivillig økonomisk fastekur. De daglige økonomiske vilkår, hvor en fabrikslukning eller nedlæggelse af et sygehus næsten kan vælte det kommunale budget, giver ikke anledning til megen halløj og kåd fastelavnsfejring, som den, jeg oplevede i min tidlige barndom.

Interessen for faste er stigende
Faste er en integreret del af adskillige religioner. Mange kristne kirker holder fasten og andre fasteperioder i hævd. De lutherske kirker har gennem århundreder bevaret skikken med at fejre fastelavn, men en decideret faste har jeg ikke kendt til før i de seneste år. Tilsyneladende er den skik også ved at få tag i flere inden for den lutherske kirke. Det fører til mange hånlige bemærkninger om katolicerende tendenser. Mon ikke det er en fejlslutning?

Den vågnende interesse for faste kommer næppe via den romersk-katolske kirke. Derimod fra andre religioner og måske først og fremmest fra den spirituelle bølge, som er over os, og som Ole Skjerbæk Madsen (missionspræst i Areopagos, red.) så glimrende har arbejdet med, forsket i og skrevet om. Der er ofte tale om fænomener, som er genkendelige i flere religioner, men som får et nyt præg ved at hente inspiration flere steder fra.

Den store interesse for kroppen, for sundhed, wellness og så videre kombineres i nogle tilfælde med ældgamle religiøse skikke. Denne form for faste indledes formodentlig ikke af ret mange med et stort halløj og tøndeslagning. For denne fasteform er mere individuel end muslimernes faste eller den gamle kristne faste, der måske lignede den muslimske faste, som vi kender den i dag, en hel del.

Vi kan godt klare os med mindre
For mig er det underordnet, om inspirationen kommer det ene eller det andet sted fra. Ikke at det er lige meget, for det er interessante spor at følge, men der er ingen stor risiko for, at den lutherske kirke bliver katolsk, heller ikke i sine vaner.

Nej, det interessante er, at faste og andre nye spirituelle skikke både har et element af selvcentrering eller individualisering og et oprør mod det overforbrugende samfund, vi lever i. Det sidste er i hvert fald på sin plads. Vi kunne uden videre klare os med et mindre udbud af madvarer og bedre og sundere råvarer. Der er mange som jeg, der kunne have godt af at spise mindre i det hele taget, og mere sundt.

Formålet er ikke at behage Gud eller at gøre sig fortjent til frelsen. Heller ikke at tro, at frelsen ligger i at rense sin krop og sjæl i en periode om året. Nej, formålet kunne være at opdage, at vi hver især kunne klare os med mindre.

Goderne er skævt fordelt
Der er grupper herhjemme, som må klare sig med meget lidt i forhold til, hvad vi andre har af muligheder. Ville det ikke være på sin plads, at vi også fra politisk plan så på den skæve indkomstfordeling og de sociale problemer, der følger heraf? Hvorfor er det kun de fattigste områder i Danmark, der må gå på økonomisk fastekur?

Åh, de fattige, de er sgu så sure, siger de i Rytteriet (satireprogram på DR2, red.). I grunden er det vel ikke så mærkeligt, hvis det var tilfældet. Der er noget, som de ikke får del i, som de burde få del i gennem vores generøsitet. Men tiden er ikke til generøsitet. Enhver holder på sit. Dét er der i hvert fald ingen frelse i.

Poul Henning Bartholin er domprovst i Aarhus og kommentarskribent ved kristendom.dk.