Fasten er en kamp mod vores onde tilbøjeligheder
Dr. Jekyll får i form af mr. Hyde mulighed for i en kortere periode at handle uden hensyn til lov og orden. En slags anti-faste, hvor han kan følge enhver tilskyndelse, hans natur måtte give ham. Faste handler om præcis det modsatte, mener cand.mag. Steffen Laursen
Fasten er en bevægelse i retning af mere enkelhed, af mere selvkontrol, og i mindre grad at følge sine umiddelbare tilbøjeligheder, selv dem som er moralsk neutrale. Dette sker til Guds ære, og for at styrke menneskets kamp mod sin tilbøjelighed til at handle ondt.
I Robert Louis Stevensons novelle 'The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde' ser vi den modsatte bevægelse. Dr. Jekyll er en pæn og respektabel mand, som en dag opdager en eliksir, der kan forvandle ham til den hensynsløse hedonist, mr. Hyde og tilbage igen. Men med tiden bliver det sværere og sværere for ham at forvandles tilbage til sit gamle jeg. Det ender tragisk for Jekyll, og i sidste ende er det Hyde, som bliver tilbage (før han skyder sig).
Stevensons novelle giver os en indsigt i ondskabens psykologi. Eliksiren giver Jekyll mulighed for i en kortere periode at handle, som han vil, uden hensyn til lov og orden eller andre menneskers meninger, da han jo straks derefter kan vende tilbage til sit respektable liv. En anti-faste, hvor han kan følge enhver tilskyndelse, hans natur måtte give ham.
Og på grund af eliksiren behøver Jekyll ikke engang at døjes med dårlig samvittighed, da spørgsmålet om identitet er temmelig uklart, så han ikke synes at have det moralske ansvar for Hydes handlinger (det vælger han i hvert fald selv at tro). De er den samme, og dog ikke den samme.
Jekyll vil ikke være et ondt menneske, men han vil heller ikke undvære Hyde. Hans vilje er delt. Det er hans vilje at lade Hyde eksistere og lejlighedsvis lade sig forvandle til ham, ligesom det også er hans vilje derefter at vende tilbage til den pæne respektable tilværelse som Jekyll.
Den hellige Frans af Sales skriver om israelitterne i ørkenen, at selvom de var draget ud af Egypten, så var de i deres hjerter blevet tilbage. Åndeligt var de stadig slaver i Egypten. Frans tolker dette allegorisk som en tilstand, hvor mennesket ganske vist har anerkendt det, som det lærer af kristendommen, som godt og ondt, men dog ikke rigtigt synes at have taget det helt til sig.
Hvis Gud en dag var uopmærksom et øjeblik, faldt i søvn, eller blev distraheret, som Zeus eller en anden af de klassiske guder, hvordan ville dette menneske så handle, spørger Frans af Sales og svarer selv: Dette menneske har endnu langt igen, når det ikke engang har forstået, at det gode er godt og det onde ondt.
Jekyll må også erfare, at det onde virkelig er ondt, at det er farligt, og at det ødelægger og disfigurerer mennesket, hvilket også viser sig fysisk i novellen, for mens Jekyll er en nydelig ældre herre, er Hyde ualmindelig hæslig. Vi får aldrig at vide, hvad Hydes laster egentlig består i, og det er nok heller ikke så vigtigt. Hyde var en anledning til at følge enhver tilbøjelighed uden konsekvenser.
Fasten er en anledning til det modsatte, nemlig til at opgive at følge enhver tilskyndelse i erkendelse af, at mennesket ikke opnår sit højeste mål ved at løbe efter ethvert behov. Mennesket har et højere formål og en højere bestemmelse, nemlig livet sammen med Gud, og det er dette formål, der gør fasten til mere end kun en øvelse i selvdisciplin.
Og nu hvor midfaste er nået, begynder vi at se frem mod de begivenheder, som er grundlaget for vort håb og vor kristne tro. Begivenhederne i påsken.
Steffen Laursen er katolik, cand.mag. i filosofi og har en bachelor i teologi.