LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Fasten handler om en indre holdning

Askeonsdag og langfredag er faste- og abstinensdage, og det vil sige, at man på disse dage helt afstår fra kød og kun spiser et måltid om dagen, ligesom man ikke deltager i verdslig aktivitet, således at man i bøn og meditation kan fordybe sig i Guds lidelses mysterium. - Foto: stock.xchng

Fasten er en tid, hvor man skal omvende sig til Gud ved at tage sit kors op og følge Kristus, skriver katolske Lissie Lundh

Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd.
(Es. 58. Første læsning askeonsdag.)

Onsdag den 25. februar var askeonsdag - den dag, hvor katolikkerne påbegyndte fyrre dages fastetid, der slutter påskenat. Fasten varer 46 dage. Der fastes ikke om søndagen, så der er kun 40 reelle fastedage.

Der er ikke megen opmærksomhed omkring katolikkernes fastetid, og det hænger formentlig sammen med, at katolikkerne ikke udadtil viser, at de faster. Forklaringen er, at Jesus advarer mod hykleri: Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte.

Fasten handler om en indre holdning, og det bliver understreget ved, at præsten askeonsdag strør indviet aske på de troendes hoveder, idet han siger: Menneske, omvend dig og tro på evangeliet. Den aske, præsten bruger, stammer fra forrige års palmegrenene, og derfor er den med til symbolsk at understrege menneskets forgængelighed og kald til omvendelse.

Askeonsdag og langfredag er faste- og abstinensdage, og det vil sige, at man på disse dage helt afstår fra kød og kun spiser et måltid om dagen, ligesom man ikke deltager i verdslig aktivitet, således at man i bøn og meditation kan fordybe sig i Guds lidelses mysterium.

Fasten er en tid, hvor man skal omvende sig til Gud ved at tage sit kors op og følge Kristus. Den svenske karmeliterbroder Wilfrid Stinissen skriver om dette: Vi skal ikke for nemt tro, at vi forstår Jesus. Hans hemmelighed kan vi kun lære at kende, hvis vi følger ham til korset. Nu om stunder sværmer mange for Jesus, men hvis man ikke er rede til at følge ham på hans korsvej, viser man, at man overhovedet ikke ved, hvem han er. Det er ikke først og fremmest gennem sine undere, at han er menneskehedens velgører, men gennem sin død på korset. Og der findes ikke nogen anden vej for disciplen end den, Mesteren gik.

Denne omvendelse, denne korsvej består i at give slip på menneskeligt begær. For begæret repræsenterer at ville sit eget i stedet for at ville Guds. I det omfang mennesket kan give slip på sit jordiske begær, løse ondskabens lænker, vil det blive fyldt af Guds rigdom, og derfor er fasten en nåderig tid. For den repræsenterer muligheden for menneskelig forvandling.

Mystikeren og ordensstifteren, Clara af Assisi, opfattede synd som et brud på relationer. Hun beskriver, hvorledes mennesket er skabt til at være i harmoni med Gud og andre mennesker, og hvorledes menneskelig rigdom derfor kun kan findes i menneskets åbenhed overfor Gud og mennesker. Derfor opfattede hun synd som et brud på relationer. Hun skriver i sin ordensregel: Jeg bønfalder og tilskynder søstrene i Herren Jesus Kristus til at undgå al stolthed, forfængelighed, misundelse, grådighed, omsorg og bekymring for denne verdens ting, bagtalelse og knurren, splid og splittelse.

De egenskaber, Clara her omtaler, udspringer alle af egoisme og begær efter at ville sit eget, og disse egenskaber bevirker, at mennesket lukker sig om sig selv og glemmer, at det er skabt som relation til Gud og mennesker. Clara bønfalder derfor sine søstre om at huske, at de er skabt som relation, og at de, for at være relation, må være uden egoistisk begær. I fastetiden er det i særlig grad relevant for den troende at besinde sig på dette.

Fasten vedrører især tre områder af menneskets liv: faste, bøn og almisse.

For det første faster man, hvilket vil sige, at man afstår fra mad og drikke. Det kan praktiseres på forskellig vis. Nogle vælger at afholde sig fra at spise kød, mens andre måske vælger at spise lidt og meget spartansk. En god regel kunne være, at man afholder sig fra det, man er mest bundet til. Det man har sværest ved at undvære. Eftersom det er begæret, det handler om. Der er således ingen love og regler for, hvad man skal faste fra, hvornår det er tilladt at spise, når man bare ikke spiser sig helt mæt. Børn, gamle, svage og syge mennesker faster ikke, og en faste må ikke drives så vidt, at den går ud over helbredet.

I fastetiden vil det også være naturligt at se på andre sider af sig selv, hvor man er bundet af egoistisk begær. F. eks. nogle af de egenskaber, som Clara omtaler i sin ordensregel og som er nævnt i det foregående. Det kan være små ting, man giver afkald på, men som alligevel bunder i ens egoistiske begær. Det er ligegyldigt, om det er store eller små ting, for det handler ikke om, hvor meget man giver, men at man giver det lidt, man har.

Det er i harmoni med fastetidens idé at arbejde med sit åndelige liv. At bede oftere og dybere, end man plejer. Måske at gå oftere til messe eller deltage i den særlige korsvejsandagt. Man kan også vælge et tema, man i særlig grad vil arbejde med. Det kan f. eks. være, at man beslutter sig for at arbejde med at tilgive et menneske, som man ikke hidtil har kunnet tilgive. I den situation kan man bede Gud om hjælp til at tilgive dette menneske, man kan bede for dette menneske, og man kan meditere på dette tema. Man kan også tænde et lys eller bede en rosenkrans i denne intention.

Det hører også med til fastetiden at tænke på de fattige, syge og svage, og derfor vil det være naturligt at give penge til velgørende formål. Dette er dog en forpligtelse, man altid har, men i fastetiden er den særlig betydningsfuld.

Det er i harmoni med fastetiden at skrifte, netop fordi man i denne periode i særlig grad ser på, hvornår man har brudt relationen til Gud og mennesker. I hvert fald vil det være naturligt at skrifte, før man fejrer påske.

Ved messen skærtorsdag eftermiddag vasker præsten fødderne på nogle af de mennesker, der deltager i messen. Denne symbolske handling peger hen på Jesus, der netop denne eftermiddag vaskede disciplenes fødder for at vise, at han i kærlighed ville tjene dem. Efter messen vælger nogle at blive i kirken og våge og bede i stilhed. Det vælger de, fordi Jesus i Getsemane bad disciplene om at blive dér og våge. Langfredag er der ikke messe udfra den betragtning, at Jesus er død på korset og endnu ikke opstanden. Alterets sakramente er derfor også væk, og olielampen er slukket. Denne dag er der en gudstjeneste, hvor lidelseshistorien læses op. 

Ved midnatsmessen påskenat henligger kirken i fuldstændig mørke. Præsten går gennem den bælgmørke kirke med påskelyset tændt, idet han synger: Kristus, verdens lys. Samtidig får menigheden tændt de stearinlys de har i hænderne som symbol på, at den opstandne Kristus er verdens lys. Så er det påske.