Fem salmer til vielse af homoseksuelle
Når to mennesker skal giftes, får de en gave og en opgave. Og salmebogen har rigtig mange salmer, der egner sig til et bryllup, uanset hvem de er, skriver teologiprofessor Kirsten Nielsen
Et bryllup er, som enhver gudstjeneste, en god lejlighed til at sige tak for livet og for det ansvar, der er forbundet med at være menneske og medmenneske.
Der er derfor rigtig mange salmer, der egner sig til et bryllup, uanset hvem der skal giftes, unge eller gamle, heteroseksuelle eller homoseksuelle.
Vi begynder med at prise Gud
Som første salme vil jeg foreslå DDS 435: "Aleneste Gud i Himmerig". Med den markeres det fra begyndelsen, at vi er i en kristen kirke, hvor vi lovpriser og takker den treenige Gud. Salmen indeholder desuden bønnen om at blive beskærmet "fra Djævelens falske list" og om af få hjælp til "at tro på Jesus Kristus og blive salige, amen!"
En anden mulighed er at understrege Guds nærvær med lovsangen: "Lover Herren! han er nær", DDS 404. Det er både en lovsang og en bøn om, at Gud vil være med os i liv og i død.
Vi bliver mindet om vores ansvar
Når to mennesker har besluttet at dele livet med hinanden, har de fået en gave og en opgave. Dette kan komme til udtryk gennem salmen "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord", DDS 728. Her mindes vi om vort ansvar for det, vi har fået betroet. Vi får ord til bønnen om at leve i frimodighed og til at leve i kærlighed: "at elske, thi deri er livet".
Og så slutter salmen med bønnen om at få et navn, som er indskrevet i livsbogen. Det er en stor dag, når man får sit og sin elskedes navn indskrevet i kirkebogen, men livsbogen er endnu vigtigere.
Af de bryllupssalmer, vi har i salmebogen, vil jeg anbefale DDS 705: "Vi beder, Herre, for de to", som er en fin lille salme, hvor vi beder om kærlighed og tro, "så intet skiller deres spor, før livets sol går ned".
Det er ikke godt at være alene
Som sidste salme vil jeg foreslå DDS 11: "Nu takker alle Gud". Her er Gud skildret som den overdådige Gud, som "overflødigt godt os uforskyldt tilsender, dvs. i overflod.
At have et menneske at dele livet med er en af de største gaver, vi kan få. I Prædikerens Bog bliver hedder det, at det ikke er godt at være alene. For hvis man er alene, er der ikke nogen, der kan rejse en op, når man falder, og når man er to, kan man bedre holde varmen.
Og afsnittet slutter med ordene: "Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand. Tretvundet snor brister ikke så let." (Prædikeren 4,9-12). Det er godt at være to, men endnu bedre når man også har Gud med i sit liv.
Kirsten Nielsen er professor i Det Gamle Testamente og panelist ved kristendom.dk