Fem trin til at høre Guds stemme

Bøn er ikke envejskommunikation, men snarere en samtale med Gud - en samtale, der kræver, at vi også lytter, skriver missionspræst Ole Skjærbæk Madsen.

Tag alvorligt, at bøn er samtale med Gud, og lyt til, hvad Gud har på hjerte, opfordrer missionspræst Ole Skjærbæk Madsen

Bøn beskrives ofte som en samtale med Gud, men ofte bruger vi tiden til bare at komme med vore ønsker til Gud. Vi beder om at få det ene eller andet fra Gud til os selv eller vore nærmeste.
 
Men måske det ville være en god idé at tage det alvorligt, at bøn er samtale med Gud. Derfor må der være plads til at lytte: hvad har Gud på hjerte?

1: Forberedelse
Find et sted, hvor du kan være uforstyrret sammen med Gud det kan være et sted i naturen, i en kirke eller i dit hjem. Find en bibeltekst, du kan have som udgangspunkt; du kan for eksempel bruge Salmebogens Bibelord til opmuntring og trøst (Den danske Salmebog side 949-962). Tænd eventuelt et lys. Hav gerne en notesbog og en kuglepen klar.

2: Bøn og bibellæsning
"Gud! Tak, at jeg er dit barn, at du elsker mig og vil mig det vel. Nu beder jeg dig i Jesu navn, at du vil sende din Helligånd til mig, så jeg kan fornemme, hvad du har på hjerte, og hvad du vil sige til mig,"

Læs derefter det valgte Bibelord.

3: Selvransagelse
Overvej om der er blokeringer i dit forhold til Gud og til andre mennesker, eller du bærer på en indre uro (bekymringer, opgaver, sygdom, planer). Sæt navn på det:
 
"Gud! Mit hjerte er uroligt. Jeg spekulerer på [her kan du nævne din konkrete uro]. Jeg har tænkt, talt og handlet på en måde, som skaber blokeringer i mit forhold til dig og mit medmenneske [her kan du nævne hvad det er]. Jeg har tillid til, at du viser mig vej i forhold til min uro, og hvor jeg har skadet min relation til andre, og at du gør mit forhold til dig helt."

4: Overgivelse
"Gud! Jeg tror, at du har skabt mig og vil have fællesskab med mig. Jeg tror, at du har vist mig din kærlighed i Jesus Kristus. Jeg overgiver mig til dig. Send nu din Helligånd til mig, så at din Ånd må lede min tanker, følelser og forestillinger."

5: Lytte
Læs det valgte Bibelord en tredje gang. Læs én sætning eller ét led ad gangen, og spørg: hvad vil Gud sige til mig lige netop nu?

"Tal, Gud, din tjener lytter!"

Vær stille og bemærk hvilke tanker, du får, hvilke følelser eller billeder, der dukker op, og skriv det ned i notesbogen.

Tak og afslutning
"Gud! Tak for hvad du har giver mig af tanker, billeder og ord. Du har givet dig til kende for mig. Led mig på dine veje. Lad mig bevare dit ord i hjertet, og lad mig blive en velsignelse for mennesker på min vej. Lad Jesus Kristus bo i mit hjerte og vinde skikkelse i mit liv. I din Søns, Jesu Kristi navn. Amen."

Du kan slutte med at bede Fadervor.

Efter tiden med Gud:
Din notesbog kan blive en dagbog over dit samvær med Gud, og hvad Gud siger til dig og de tanker og billeder, Helligånden giver dig.

Når du vender tilbage til dine notater, kan du se, hvordan Gud leder dig, og hvordan du bliver mere og mere fortrolig med Guds stemme om den så møder dig som tanker, følelser, forestillinger eller billeder eller blot som en fornemmelse af Guds nærvær i dit liv på det pågældende tidspunkt.

Er du i tvivl om, hvorvidt det, du har fået, kommer fra Gud, så sammenlign det med Jesu undervisning og liv som skildret i Det nye Testamente. Find også gerne en erfaren medkristen, som du kan dele dine tanker med, og som kan være en åndelig medvandrer for dig.

Ole Skjærbæk Madsen er missionspræst i Areopagos og panelist ved kristendom.dk.