"Feministiske teologer skyller Jesusbarnet ud med badevandet"

Feministiske teologer glemmer ofte evangeliet, fordi de er for optaget af kvindeundertrykkelse. Når det gælder at lovprise, takke og bønfalde Gud er kvinden allerede helt og fuldt ligestillet med manden, skriver sognepræst Margrethe Horstmann

Bibelen skal ikke læses som en manual for, hvordan samfundet skal indrettes. Men den skal heller ikke være et sted, man finder argumenter for sin egen sag. Og der går de feministiske teologer tit galt i byen.

Feminismens fjerde bølge ruller efter sigende- omend måske nu mest som en farce.

Første bølge handlede om stemmeret, den anden bølge om diskrimination, den tredje var, i hvert fald delvist, et oprør mod vestligt forstået feminisme og kom således også til at handle om racisme og samfundsstrukturer.

Fjerde bølge indeholder retten til at vise sine ynder og være stolt af sin krop, samtidig med, at man i sit sind er feminist, og repræsenteres af blandt andre Nikita Klæstrup, Emma Holten samt måske især Pussy Riots, den russiske gruppe, der afbrød en gudstjeneste med nøgne fakta og modtog dom for det.

Den feministiske teologi, der opererer i kølvandet på den anden feministiske bølge, havde som fokus skjult kvindeundertrykkelse i de bibelske skrifter, der den dag i dag påvirker kirken og dens forkyndelse. Man kan godt benævne det afmytologisering, for ligesom den tyske professor i teologi Rudolf Bultmann påtog sig at fjerne mytologiske lag og redaktionelle gloser for at nå frem til det oprindelige (læs brugbare) lag i Bibelen, skræller de feministiske teologer de lag bort, der omhandler kvindens plads i samfundet for at påvise disse lags manglende aktualitet.

Bultmann og hans ligesindede nåede et resultat, der viste sig at passe som fod i hose til det, de ville sige i deres samtid. Det kan man også argumentere for, at feministerne gjorde, og der er altid en risiko for, at man kommer til at skylle barnet, Jesusbarnet, evangeliet, ud med badevandet, når det, man vil med evangeliet, er at hyppe sine egne kæpheste.

En teologi, der er velegnet til at slå modstandere i hovedet med, åndeligt, forstås. Læser man Bibelen med det formål at finde argumenter for sin sag, har man fejllæst den, og det er ligegyldigt, om det er feminister eller Bultmann. For Bibelen er, med alle sine fejl og redaktionelle gloser, Guds tale til mennesket. Ikke en tale om, hvordan det menneskelige samfund retteligt bør indrettes, men om, hvordan forholdet alle dage er mellem Gud og mennesker.

Martin Luther, som vi i år fejrer i forbindelse med reformationsjubilæet, ønskede, at hans hustru skulle arve ham. Det kunne dengang ikke lade sig gøre, fordi hun ikke ansås som en juridisk person, men det viser os, at ægteskabet for ham bestod af de to, der i deres forskellighed var ét. Det, der var hans, var hendes. Mennesket er skabt som mand og kvinde – de to udgør sammen mennesket.

Teologi og dogmatiske overvejelser kan selvfølgelig godt lægge vægten på kvindelige forkynderes budskab - og gør det. Men også kvindelige forkyndere, jævnfør kvinderne ved Jesu grav, peger som Johannes Døber på en anden, der er større end dem selv, og deres betydning skal altid ses i lyset af den, de peger hen på. For kun i det lys er de noget stort. 

Hvem er det, der forkynder opstandelsesbudskabet, det største af dem alle, da disciplene låser sig inde af frygt for arrestation? Det er jo dog kvinderne, disse juridisk set halve personer, der vover sig ud til graven efter at alt håb er udslukt. Det er himlens største gave til kvinderne, der ikke overgås af nogen anden gave i verdenshistorien. Det er ikke en rettighed, men en gave.

Når det gælder at lovprise, takke og bønfalde Gud er kvinden helt og fuldt ligestillet med manden (og manden med kvinden, hvis han vælger at gå med ud til graven.) Kun således bliver de virkelig ét, som det var Skaberens bestemmelse fra begyndelsen.

Margrethe Horstmann
Teolog og debattør