Første søndag i advent foregriber påsken

Advent er om noget gentagelse. Men teksten til på søndag er ikke bare gentagelse, det er også en foregribelse af Jesu kommende gerninger, skriver sognepræst Jens Kvist i sin refleksion over prædikenen til på søndag

Da jeg for nogle år siden fortalte nogle konfirmander, at det kirkelige nytår begynder 1. søndag i advent, var der et kvikt hoved, der spurgte: Jamen, hvorfor begynder det nye kirkeår så ikke med beretningen om Jesu fødsel?

Det er, hvad man kalder et godt spørgsmål, for det er da logisk nok at begynde med begyndelsen, og det må vel siges at være stalden i Betlehem. Ja, men så kan man jo tænke på, hvordan en klassisk opera er bygget op. Her kaster man sig heller ikke bare ud i det med det samme.

Først får vi åbningsspillet, ouverturen, hvor mange af de temaer bliver spillet igennem, som vi senere vil få at høre, efterhånden som operaen skrider frem. Derfor er det også selvklart, at man får meget mere ud af at høre ouverturen til en opera, hvis man kender operaen i forvejen. For her oplever man så glæden ved gentagelsen, der er noget af det vigtigste overhovedet.

Gentagelsen. Advent er jo om noget gentagelse. Hvor man ikke ved, hvad det nye kalenderår vil føre med sig, ved man nogenlunde, hvad der venter en i det kommende kirkeår.

Allerede salmen Vær velkommen, Herrens år, løfter så at sige en flig af sløret: Først taler den om julenat, da vor Herre blev født. Så om påskemorgen, da Herren opstod, så endelig pinsedag, da Guds Ånd kom herned. Og det sidste vers taler om, at Herrens år bringer os glæde hver Herrens dag. Salmen er med andre ord bygget op som en gryende dag – eller en solopgang, om man vil: Først nat, så morgen så dag. Igen er der tale om gentagelsen.

Et af mine yndlingscitater er netop fra Søren Kierkegaards essay Gjentagelsen og lyder således: "Håbet er en vinkende frugt, der ikke mætter, erindringen er en kummerlig tærepenge, der ikke mætter; men gentagelsen er det daglige brød, der mætter med velsignelse... Dersom Gud selv ikke havde villet gentagelsen, da var verden aldrig blevet til".

Men teksten til på søndag er ikke bare gentagelse, det er også, hvad man i litteraturen kalder en anticipation, hvilket vil sige en foregribelse af kommende begivenheder. Eller rettere: En kommende begivenhed.

Jesus taler i synagogen i sin barndomsby Nazaret, og man har rakt ham profeten Esajas’ Bog. Han slår op på det sted, hvor profeten om sig selv siger, at Herren har sendt ham med godt budskab til fattige med løfte om frigivelse af fanger og syn til blinde, alt sammen et nådeår fra Herren. Han lukker bogen og sætter sig, og alle venter spændt. Så siger han: I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.

Den umiddelbare reaktion er jubel og forundring over de nådefulde ord, der kommer ud af munden på ham. Men den jubel afløses snart af en dyb skepsis. For det er jo Josefs søn, der taler, ham kender vi da. Hvordan kan han så tale sådan? Jesus svarer med at sige, at ingen profet er anerkendt i sin hjemby.

I vil sikkert sige om mig: Læge, læg dig selv. Og så fortæller han om to undere, der skete for hedningerne, mens der intet skete for Israels børn. Tilhørerne bliver rasende, driver ham hen til kanten af det bjerg, som deres by er bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Sådan slutter teksten.

Og her begynder fortællingen om Jesus af Nazaret. Jubelen og forundringen svarer jo til den jubel, der strømmede ham i møde til og med palmesøndag, hvor han red ind i Jerusalem. Det var ikke ham, de hyldede, men det, de så i ham.

Læge, læg dig selv. Hvornår måtte han lægge øre til de ord? Det måtte han, da han hang på sit kors langfredag: Hvis du er Guds søn, så frels dig selv og stig ned af korset, så vil vi tro dig. Og påskemorgen banede han sig vej mellem vagterne og gik ud af graven. Glædelig advent.

Jens Kvist er sognepræst i Sct. Jørgens Kirke i Aabenraa og panelist ved kristendom.dk.