Synspunkt

"Folkekirken river fortsat mure ned"

En helt grundlæggende mellemkirkelig aktivitet var den, hvor to menigheder lærte hinanden at kende på tværs af nationale, historiske og kirkelige skel. Der, hvor menigheder mødtes til gudstjeneste og derefter måske over et fælles måltid mad. Det handlede ikke om at være ens, men om at lære og forstå, skriver Jørgen Skov Sørensen, der er sekretariatschef. Foto: Privatfoto

Det er det mellemkirkelige arbejdes fornemmeste opgave at nedbryde mure mellem mennesker og traditioner, skriver sekretariatschef Jørgen Skov Sørensen i andledning af Folkekirkens mellemkirkelige Råds 25 års jubilæum

Daværende kirkeminister Torben Rechendorffs arbejde med at sikre lovgrundlag for oprettelsen af Folkekirkens mellemkirkelige Råd som en officiel lovbestemt del af folkekirken havde stået på en række år, da muren faldt i Berlin i 1989. 

Loven kom ikke ud af den blå luft. Og den kom slet ikke som et resultat af murens fald. Alligevel er det ofte netop murens fald, vi henviser til, når vi taler om Folkekirkens mellemkirkelige Råds tilblivelse. Og det giver da også god mening, selvom årsagssammenhængen ikke helt er, som man kunne tro.

En ny verden åbnede sig

Pludseligt var det muligt for danske menigheder at komme i kontakt med de menigheder i Østeuropa, som indtil da havde levet i isolation. Det gav et særligt boost til det mellemkirkelige engagement i folkekirken, såvel i det nationale råd som i de 10 stifter, at man kunne se østeuropæernes behov for fornyet kirkelig kontakt med kirkerne i Vesteuropa. 

LÆS OGSÅ: 
Hvorfor skal Danmark have en statsreligion?

Det var en ny verden, der åbnede sig. Berlinmuren blev på den vis et synligt tegn på, at barrierer mellem kirker i øst og i vest blev revet ned de år. En række venskabsrelationer fra den gang eksisterer endnu.

Men i det hele taget er nedbrydningen af mure en aktivitet, som i høj grad er knyttet til mellemkirkeligt arbejde. Ja, man kan nærmest sige, det er det mellemkirkelige arbejdes fornemmeste opgave netop at nedbryde mure. 

Ikke fysiske mure, men teologiske mure mellem mennesker og traditioner, der ofte ud af historiske årsager eller måske decideret uvidenhed om andre er bygget op over tid og gennem generationer og derfor ikke sådan lige lader sig fjerne. Derfor er Berlinmurens fald så rammende et billede. Her var både historie og fordomme i spil.

Samtale er vejen frem

Midlet mod fordomme og opgøret med historisk betingede skel hedder samtale og samarbejde. Kirkernes mellemkirkelige aktiviteter beror på, vi tør tale med hinanden og arbejde sammen på trods af forskelligheder. 

Det lyder måske banalt, men historisk har forskelligheder i dogmatiske spørgsmål ført til krig og ufred hen over Europa. Selv i dag hører vi politikere og meningsdannere proklamere, at dialog er udelukket, hvis vi ikke har samme udgangspunkt. Det er et svagt argument, for hvad er der at tale om, hvis enigheden er komplet?

Den mellemkirkelige samtale opstod imidlertid først for alvor, da det mellemkirkelige samarbejde havde været på dagsordenen nogle år. Det var den moderne missionsbevægelses fortjeneste. 

LÆS OGSÅ: Hvad er Folkekirkens mellemkirkelige Råd?

På ”missionsmarken”, som man dengang benævnte Asien og Afrika, var der ikke altid midler til at opretholde de skarpe skel mellem kirkelige positioner, traditioner og konfessioner, som man kendte til i moderkirkerne i Europa. Der måtte samarbejdes. Lutheranere med anglikanere. Anglikanere med katolikker. Katolikker med frikirker.

Folkekirken har tradition for det mellemkirkelige arbejde

Op gennem det 20. århundrede dannedes en række mellemkirkelige organisationer og sammenslutninger, som ikke blot havde samarbejde for øje, men tillige blev sat i verden for at være platforme for samtaler. 

Folkekirken var med både ved Det Lutherske Verdensforbunds dannelse i 1947 og Kirkernes Verdensråds grundlæggende møde i 1948. I 1959 blev Konferencen af Europæiske Kirker dannet netop i Danmark på Hotel Nyborg Strand. 

Folkekirken har således en stolt tradition for at være med i det mellemkirkelige arbejde.

Det er denne tradition, Folkekirkens mellemkirkelige Råd siden 1990, hvor loven om Rådet blev implementeret, har båret videre. Adgangen til Østeuropa iklædte mellemkirkeligheden kød og blod. Mange almindelige kirkegængere kunne pludseligt være med. 

LÆS OGSÅ: Ti vigtigste ting om den danske folkekirke

En helt grundlæggende mellemkirkelig aktivitet var den, hvor to menigheder lærte hinanden at kende på tværs af nationale, historiske og kirkelige skel. Der, hvor menigheder mødtes til gudstjeneste og derefter måske over et fælles måltid mad. Det handlede ikke om at være ens, men om at lære og forstå.

Venskabsrelationer mellem menigheder findes stadig spredt ud over Danmark. Folkekirkens mellemkirkelige Råd har over årene været med til at udbrede kendskabet til de muligheder og udfordringer, der ligger i det at pleje venskaber hen over geografiske og kirkelige grænser. 

Det er sket med udgangspunkt i erfaringerne fra de mellemkirkelige organisationer, hvor samtalen har vist sig at være frugtbar og mulig trods forskelle. I dag er der dog nye muligheder for at møde kristne, der ikke tilhører folkekirken. Og det lige rundt om hjørnet.

Kirken har ændret sig

Kirkelivet i Danmark er nemlig ikke, hvad det har været. Mange, som ikke tidligere gik i kirke i Danmark, møder nu trofast op hver søndag. De er kristne indvandrere, som er kommet til Danmark som flygtninge eller asylsøgere og har her fundet sammen i migrantkirker, som afspejler den type kirke og kristendom de kender ”hjemmefra”. 

Der er i dag næsten 200 migrantmenigheder i Danmark. Nogle af dem har allerede stærke relationer til sognemenigheder rundt om i landet. Særligt i de større byer forekommer det.

Rådet har været med til at kortlægge migrantmenigheder i Danmark, og der har på den baggrund vist sig stigende interesse for samarbejde og samvær med de nye kristne. Det kalder imidlertid på refleksioner omkring behov og muligheder for tættere relationer mellem folkekirken og migrantmenighederne. 

Der er sjældent overensstemmelse mellem luthersk folkekirketeologi og den teologi, migranterne bringer med sig. Folkekirkens mellemkirkelige Råd har derfor besluttet at kaste juridisk og teologisk lys over de nye relationer. Skal folkekirken kunne rumme hele folket?

Religionskrigene i Europas historie har for en stor dels vedkommende været krige mellem forskellige udlægninger af kristendommen. Det kan i vore dages virkelighed synes besynderligt, men vi ved jo godt, religion kan få både det bedste og det værste frem i mennesker. Vi ved imidlertid også, at samtaler ansigt til ansigt gør noget ved os. 

Folkekirkens mellemkirkelige Råd sætter gerne en samtale om forskelligheder i værk. Ikke fordi vi alle skal være ens, men fordi vi som kristne skylder at kunne sidde ved samme bord trods forskelligheder. 

Folkekirken river fortsat mure ned.

Jørgen Skov Sørensen er sekretariatschef i Folkekirkens mellemkirkelige Råd.