"Folkekirken trænger til ligestilling"

Retten til at udøve religion er et ligestillingsspørgsmål, skriver George Hinge Foto: Moesgård foto/medie afdeling

Trossamfundene skal have mulighed for selv at bestemme, uden at staten presser et forbud og et moralkonservativt diktat ned over hovedet dem, skriver kirkepolitisk talsperson for Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner George Hinge

Der er god fornuft i at tænke ligestillingspolitik og kirkepolitik sammen. Religion har i de senere år fået en stadig mere central plads i den offentlige debat, og det er netop som en del af diskussionenerne om dem og os og om frihed og lighed.

Religion og ligestilling hører sammen
På den ene side betyder det, at de etablerede trossamfund, ikke mindst folkekirken, bliver trængt i defensiven, og de risikerer at blive gjort til kampplads for ideologiske stridigheder, som de nok helst ville have været holdt ude af.

Samtidig bliver folk, der udtrykker deres religiøse tilhørsforhold offentligt, stadig oftere udsat for diskrimination. Retten til udøve religion er derfor et ligestillingsspørgsmål.

Kamp mellem sterotypier
Spørgsmålet om kirkelig vielse af homoseksuelle har i årtier fyldt medierne. Det passer godt ind i journalistiske stereotypier, hvor det kan fremstilles som en arketypisk kamp mellem fundamentalisme og modernitet.

Det er samtidig en stereotypi, som dele af det kristne miljø er med til at holde liv i: Både herhjemme og i udlandet bruger den kirkelige højrefløj det homoseksuelle spørgsmål som en effektiv platform for ideologisk mobilisering.

Den nye regering har stillet folkekirken og de øvrige trossamfund i udsigt, at den vil fjerne den lov, der forbyder dem at tage lige så aktiv del i de homoseksuelles liv, som de i dag gør i de heteroseksuelles liv.

Det handler ikke kun om, at homoseksuelle skal have den samme mulighed for at udøve religion i overensstemmelse med deres overbevisning som alle andre.

Det handler i lige så høj grad om, at trossamfundene skal have mulighed for selv at bestemme, hvordan de står i dette spørgsmål, uden at staten skal presse et forbud og et moralkonservativt diktat ned over hovedet på alle trossamfund.

Homoseksuelle vielser bliver ved med at være en sten i skoen
Denne sag burde måske ikke fylde så meget på den kirkepolitiske dagsorden. Men uanset hvad, vil den ikke gå væk, før der er fundet en løsning, der giver alle fløje i folkekirken mulighed for at gå så langt, som de selv vil - uden tvang, men med frihed for alle.

Indtil da vil den blive ved at være en irriterende sten i skoen, der vil besvære kirkens gang og give den en lidt komisk halten. I manges øjne vil den endda være en skamplet på hele kirken som institution og får dem til at vende sig helt bort fra folkekirken. Så folkekirken trænger til ligestilling og fortjener ligestilling.

George Hinge er lektor i klassisk filologi ved Aarhus Universitet og kirkepolitisk talsperson for LGBT Danmark