Forsker: Her misforstår vi Kierkegaard

Kierkegaards arbejde med forholdet mellem forståelse og misforståelse et bærende element i hans tænkning, skriver forsker René Rosfort. Modelfoto: Foto: .dk

Når vi går til Kierkegaards skrifter, lægger vi alt for ofte hverdagens kontante enten-eller til grund for vores læsning i stedet for at se tekstens mange både-og, skriver Kierkegaard-forsker René Rosfort

Det er vanskeligt at tale om forståelse og misforståelse i læsningen af Kierkegaard. Sjældent har en forfatter selv sat så mange forhindringer op for forståelsen af sit forfatterskab.

Ikke nok med at Kierkegaard er både teolog, filosof og digter, at han overvejende spiller pseudonymer ud mod hinanden, eller at ironien smiler i grunden og til tider åbenlyst leger på overfladen af hans tekster.

LÆS OGSÅ: Søren Kierkegaard for nutidige læsere

Dertil kommer, at hans nøglebegreber besidder en grundlæggende tvetydighed, der giver hans teoretiske analyser af mennesket og dets levevilkår en mangefacetteret psykologisk bøjelighed i deres stadige forsøg på at komme frem til en bedre forståelse af menneskets virvar af følelser, tanker og handlinger.

Kierkegaards tvetydighed bliver misforstået
For mig at se er det netop denne tvetydighed, der ofte bliver misforstået i læsningen af Kierkegaard. Lidt krukket formuleret kan man sige, at når vi går til Kierkegaards skrifter, lægger vi alt for ofte hverdagens kontante enten-eller til grund for vores læsning i stedet for at lade tekstens mange både-og bryde vores tillærte og indgroede måder at se og forstå verden, andre mennesker og os selv.

Kierkegaard var fuldt bevidst om risikoen for en sådan misforståelse, og han udnyttede den i sin måde at formidle sine tanker på. Det er netop den konstante veksling mellem misforståelse og forståelse, som Kierkegaard forsøger at blotlægge som et væsentligt træk ved det at eksistere som menneske.

Når vi er overbeviste om, at vi har forstået et problem eller udgrundet et andet menneske, så påpeger Kierkegaard skrøbeligheden ved en sådan forståelse. Og når vi føler, at vi ikke kan finde hoved eller hale på vores liv på grund af gentagne misforståelser, viser han derimod, hvordan vi kan finde frem til et solidt fundament for et meningsfuldt liv.

Gå ikke glip af dybden
Med andre ord så er Kierkegaards arbejde med forholdet mellem forståelse og misforståelse et bærende element i hans tænkning.

LÆS OGSÅ: Kierkegaard, kvinder og kærlighed

Hvis man hårdnakket forsøger at læse igennem, over eller uden om denne tvetydighed, går man ikke blot glip af den psykologiske dybde i hans udforskning af mennesket; man risikerer også at fremskrive et billede af Kierkegaards tænkning, der i et velmenende forsøg på at opnå entydighed fordrejer hans begreber, sløver hans systematiske skarphed og går fejl af alvoren i hans tænkning.

Mangel på sans for denne grundlæggende tvetydighed giver sig udslag i forskellige problematiske enten-eller-læsninger af Kierkegaards skrifter. Enten er han en bagudskuende kristen apologet eller en radikal forløber for samtidens postmodernisme; enten standhaftig teolog eller den første sekulære eksistensfilosof; enten lyrisk digter eller systematisk tænker; enten alvorlighedens opbyggelige forfatter eller ironiens ustyrlige spilopmager; enten skarpsindig psykolog eller selv et offer for alverdens psykiske lidelser.

Vi er alle tvetydige

Kierkegaards forfatterskab udmærker sig ved et kalejdoskopisk samspil af alle disse aspekter uden at opløse sig i et fragmenteret virvar af usammenhængende synspunkter og meninger.

Kierkegaard er en systematisk tænker, der vil lære os at leve med den tvetydighed, der gennemløber vores forhold til os selv som et individuelt menneske uløseligt forbundet med andre mennesker. Kun ved at forstå vores egen tvetydighed kan vi lære at være åbne for verdens og andre menneskers mangfoldighed.

LÆS OGSÅ: Kierkegaard uden Gud

Denne grundtanke er netop, hvad den store Kierkegaard-forsker, Kresten Nordentoft, afslutter sit hovedværk om Kierkegaards psykologi (1972) med at påpege som Kierkegaards vigtigste budskab: at et menneske skal komme til forståelse af sig selv gennem sin egen tvetydighed og ved at elske andet menneske i al dets forskellighed.

René Rosfort er cand.teol., ph.d. og postdoc ved Søren Kierkegaard Forskningscentret.

Kierkegaards arbejde med forholdet mellem forståelse og misforståelse et bærende element i hans tænkning, skriver forsker René Rosfort. Foto: Arkiv