Teologi-lektor: Frelsen hænger sammen med synden
Kristen frelse skal opfattes som tredimensional, både individuel, social og eskatologisk, skriver ekstern lektor i teologi og generalsekretær i Dansk Missionsråd Jonas Adelin Jørgensen
At frelse i kristen forstand har at gøre med, at personen og værket Kristus er grundlæggende. Den indsigt handler om, at betydningen af Jesu fødsel, liv, vandring mod Jerusalem, lidelse, død og opstandelse – hele værket Jesus Kristus – rækker ud over personen Jesus eller dem, der kendte ham.
Lige så grundlæggende er det, at frelse har at gøre med den enkelte kristne. I kristendommen er det nåden og troen, som siges at udgøre forbindelsen mellem den enkelte kristne og Kristus. Den nåde gives af Gud og modtages i troen gennem Ånden. Frelse handler altså om Kristus og den enkelte kristne, og frelser er derfor den centrale begivenhed i kristent trosliv.
Begrebet frelse er både grundlæggende og omdiskuteret, hvilket siger også noget om hvilken slags fænomen kristendommen selv er: At den er kompleks fordi begreber og erfaringer kan kombineres og er blevet kombineret med hinanden på forskellige måder gennem kristendommens historie. De forskellige kombinationsmuligheder giver ganske forskellige historiske former for kristendom, som alle har det til fælles, at de indfanger vigtige dimensioner af den kristne forståelse af frelse.
Lad os se på tre kirkehistoriske eksempler: For det første en forståelse af frelse, der begynder med dåben og modtagelsen af Ånden, men som samtidigt er en proces, der kræver den livslange forvandling ved nådemidlerne og boden, og som sigter på den troendes deltagelse i Guds kærlighedsfulde, evige og treenige liv og hinsidige udfrielse – hvilken type kristendom taler vi da om?
Vi taler om en klassisk vestlig latinsk form for kristendom: den romersk katolske, augustinske kristendom. Det er en form for frelse, hvor nådemidlerne i form af dåb, nadver og bod står centralt, og hvor frelsen klart er Guds suveræne handling, men hvor menneskets bod og deltagelse i Guds kærligheds liv samtidigt er afgørende for den enkeltes frelse, ja, dette er selve frelsen.
En anden forståelse af frelse fremhæver – i en vis kontrast til det første eksempel – at frelse er en eksistentiel og individuel indsigt, som er helt uafhængig af den enkeltes handlinger, men kun afhænger af den enkeltes tro. Den individuelles frelse er Guds suveræne nådeshandling. Dåben bliver derfor primært en tilsigelse af frelse fra den nådige Gud, og frelsen modtages i troen.
Selv den troende kristne vil vedblive med at synde – hun eller han vil forblive både synder og frelst samtidig - og synden klæber til den troende indtil den endelige dom og eskatologiske frelse. Derfor fremhæves Guds nåde så meget desto mere. Denne type frelsesforståelse er reformatorisk og luthersk og har præget vores danske kristendomsforståelse dybt.
En tredje forståelse af frelse, som har stor udbredelse i det globale syd og i nutiden, ser frelse som en individuel erfaring af Åndens forvandlende kraft – fysisk og åndeligt. Den individuelle troendes nutidige erfaring af livsforvandling og åndsfylde står her i centrum og kommer i stand gennem omvendelse og bekræftes af den troende i dåben. Dåben er med andre ord primært den troendes bekendelse.
Frelsen er bundet til erfaringen af Ånden. Frelse er eksistentiel såvel som fremtidig, og derfor også social og nutidig – den nye fremtidige bestemmelse kommer nemlig til udtryk i social transformation. Denne type frelsesforståelse finder vi i mange nutidige karismatiske former for kristendom, det vil sige former, som vægter erfaringer af Helligånden højt. Den kropslige erfaring af Helligånden i form af helbredelse og uddrivelse er vigtig, men lige så vigtig er den etiske forandring: alkohol- og stofmisbrug, vold og kriminalitet er uforeneligt med et liv i Ånden, og den eskatologiske frelse kan sættes over styr hvis den personlige og kollektive etiske forandring og udebliver.
Hvad er frelse så? Hvilken af de tre historiske eksempler kommer tættest på, hvad frelse i kristen forstand er? Jeg mener, at alle tre eksempler indfanger en vigtig dimension af frelse, som egentlig ikke kan undværes, hvis der virkelig skal være tale om frelse i kristen forstand: frelsen er både en individuel og eksistentiel begivenhed, en social transformation og et eskatologisk håb. At frelse både er begivenhed, transformation og håb kan endda siges at være de tre dimensioner af frelse i kristen forstand.
Hver af de tre historiske eksempler indfanger en del af dette. Så snarere end at vælge mellem en af disse tre former for frelse, så mener jeg, at vi må tænke os kristen frelse som 3-dimensionel – individuel, social og eskatologisk.
Jonas Adelin Jørgensen
Generalsekretær i Dansk Missionsråd og ekstern lektor i teologi ved Københavns Universitet