Får vi også en missionsk fri-biskop?

Frihed er ikke nogen helt nem størrelse. I hvert fald kan Indre Mission nemt komme til at bokse voldsomt med friheden i de kommende år.

Beslutningen i Indre Missions hovedbestyrelse om at åbne for frimenigheder med tilknytning til Indre Mission er et lille skridt. Men selv små skridt kan godt betyde noget for bevægelsen selv, for forholdet mellem Indre Mission og folkekirken - og for folkekirken.

Formanden er gået så for nogle er spørgsmålet om folkekirkelig tilknytning afgørende. Man skal da heller ikke være spåmand for at se, at det er en åbning, der indbyder til gnidninger: Hvilke frimenigheder må bruge missionshusene og evt. på bekostning af hvem? Hvordan drejer de nye mere evangelikalt prægede frimenigheder Indre Mission?

Hvor længe vil Indre Mission bevare forestillingen om at være en bevægelse inden for folkekirken, hvis store grupper melder sig ud af fællesskabet?

Hvad med spørgsmålet om tilsyn?
Særligt ét spørgsmål er interessant for én, der kigger udefra: Hvordan vil Indre Mission sikre sig, at tilknytningen til Indre Mission er andet end en formulering på taknemmeligt papir? Vil bevægelsen oprette en form for tilsyn, en missionsk fri-biskop? Så skifter de frie menigheder pludselig karakter og bliver til en frikirke og vi er et andet sted.

Det er ikke en betragtning grebet helt ud af det blå for et par år siden måtte de folkekirkelige biskopper op at markere i forhold til Evangelisk-Luthersk Netværk, der med sognepræst Henrik Højlund i spidsen tilbød tilsyn til valgmenigheder. Af indlysende grunde fandt de folkekirkelige biskopper det problematisk med sådan et særligt missionsk tilsyn over menigheder, der som en del af folkekirken stod under deres tilsyn. Netværket ændrede efterfølgende tilsyn til vejledning.

Ifølge Netværkets hjemmeside tilbyder man fortsat tilsyn med evangelisk-lutherske frimenigheder det kan man vel se som et udtryk for den generøse frihed i folkekirken? Mon det er den, Indre Mission vil benytte sig af?

Og vil de unge, der lægger afstand til folkekirken (og vel også til dele af Indre Mission) overhovedet synes, det er nogen god ide? At det er nok til, at de ikke også vil slippe Indre Mission?

De grundtvigske fri- og valgmenigheder har eksisteret side om side i mange år i samme ånd, men ikke i samme gryde. Måske kan det også lade sig gøre i omegnen af Indre Mission, hvor man dog har lidt andre traditioner end hos de grundtvigske, hvor det netop er finest ikke at gå i takt.

Tendensen er tidstypisk
Og hvad så med folkekirken, vil Indre Missions beslutning få betydning for folkekirken? Uden tvivl men først og fremmest i et samspil med andre faktorer. Valgmenigheder er der allerede mange af også i sognekirkerne.

Når en af de nye missionske valgmenigheder markedsfører sig som Folkekirke med kant, så er de ganske enkelt i takt med en tidsånd, som lægger afstand til bredde og almindelighed og trækker folkekirken i mere konfessionel - og speciel - retning. Bevægelsen går fra streg under folke- til streg under kirke i disse år.

For mig at se er det en stor udfordring at genfortælle kristendommens kulturelle forankring uden at forskrive sig til den rene kulturkristendom ikke at melde sig ud.

Birgitte Stoklund Larsen er akademileder på Grundtvig-Akademiet & redaktør af Dansk Kirketidende.