Generalvikar: Pavevalget var "Guds kup"

Måske kan man forvente, at den nye pave Frans kan afstedkomme en vækkelse i Kirken i Kristi efterfølgelse på samme måde som Frans af Assisi. Det var i øvrigt 2. Vatikankoncil, der talte om, at Kirken skulle blive fattig i alle betydninger af dette ord. I så fald vil man kunne se hans pontifikat som en af frugterne af dette koncil, skriver generalvikar Lars Messerschmidt. Foto: Leif Tuxen.

Vi venter sikkert alle i og uden for den katolske kirke hvad det næste nu bliver. Og det nytter ikke at komme med for mange teorier, mener generalvikar i den katolske kirke Lars Messerschmidt

Jeg er blevet bedt om at kommentere valget af den nye pave Frans.

Allerførst: Jeg var ligeså overrasket over valget som formodentlig alle andre og spurgte: Hvem er han? Han var fuldstændig ukendt for mig.
Da jeg som millioner af seere ventede på at få at vide, hvem der var blevet valgt, havde jeg rig lejlighed til at betragte de mange tusinder, der var mødt op på Peterspladsen.

Jeg prøvede at forestille mig en lignende forsamling ved et præsidentvalg eller en mega-sportsbegivenhed, og det forekom mig, at denne begivenhed adskilte sig nok så radikalt fra disse. Her var glædelig forventning, men alt foregik i ro.

LÆS OGSÅ: Helligånden er altid fuld af overraskelser

Han vandt alles sympati på ét sekund

Da paven så kom frem på Peterskirkens balkon og kiggede ud over mængden, forekom han mig stiv, ubevægelig, nærmest forstenet. Men da han fik mikrofonen ændrede han fuldstændig kropsholdning. Han blev nærværende og kommunikerede øjeblikkelig med mængden og de med ham. Han vandt på et sekund alles sympati. Hans spontane, improviserede og hjertelige tale nåede tilskuernes hjerter.

Symptomatisk: Han kaldte sig selv biskop af Rom ikke pave. Folket, der stod foran ham, kaldte han sin hjord. Han fremtrådte spontant fra første øjeblik af som biskop og hyrde, mere end som kirkefyrste.

LÆS OGSÅ: Den forrige pave er stadig værd at lytte til

At han valgte et navn, som ingen anden pave har båret, nemlig Frans (efter Frans af Assisi), kan tolkes som et udtryk for, at han ønsker at blive godtaget som den, han er. At han valgte at kalde sig Frans er sikkert et helt program: Kirken skal lade sig inspirere af denne folkekære Guds fattige, der reformerede Kirken i Middelalderen ved at kalde til en radikal efterfølgelse af den fattige Kristus.

Måske kan man forvente, at den nye pave Frans kan afstedkomme en vækkelse i Kirken i Kristi efterfølgelse på samme måde som Frans af Assisi. Det var i øvrigt 2. Vatikankoncil, der talte om, at Kirken skulle blive fattig i alle betydninger af dette ord. I så fald vil man kunne se hans pontifikat som en af frugterne af dette koncil.

Pave Frans er kendt for som ærkebiskop i Argentina at tage de fattiges parti og levede selv ganske spartansk, boede i en lejlighed og ikke i det ærkebiskoppelige palæ, kørte i bus til bispekontoret og ikke i bil osv. Dagen efter sit valg til pave gik han til fods ledsaget af to gejstlige til én af Roms Mariakirker for at holde andagt. Han synes altså at ville fortsætte sin livsstil fra Argentina.

Bed for mig
Et andet stærkt tegn var, da han som pave skulle lyse velsignelsen over menneskemængden, indledte med at bede folket om en gunst, nemlig, at de først skulle velsigne ham, hvorefter han i alles øjne bøjede sig dybt for folket, mens der herskede en stor stilhed, og alle bad for ham. En sådan gestus, som aldeles ikke føltes påtaget, gjorde et overvældende indtryk på alle og varslede en ny form for fællesskab og kommunikation mellem hyrde og folket.

Hvad betyder så valget af pave Frans? Jeg og sikkert mange andre katolikker oplevede selve valget som Guds kup. Det giver Kirken stor fortrøstning og håb for fremtiden, at dens overhyrde på jorden er hentet ind af Gud selv. Vi venter sikkert alle i og uden for den katolske kirke hvad det næste nu bliver.

Det nytter ikke at komme med for mange teorier. Det bliver en overraskelse, hvad der vil ske i fremtiden. Vi skal lade den nye pave bruge de ressourcer og visioner, han har, og ikke sammenligne ham med hans forgængere. Hver pave har sin egen personlighed og profil, det er det, der gør pavedømmet fascinerende.

Han er tilsyneladende meget forskellig fra pave Benedikt, der også var helt anderledes end sin forgænger; men i øvrigt forlyder det, at han, da han havde accepteret valget i konklavet, ringede til sin forgænger Benedikt. Det er også et tegn!

Habemus papam.

Lars Messerschmidt er generalvikar i den katolske kirke og panelist ved kristendom.dk.