”Gift ved første blik” viser, at ægteskabet er hårdt arbejde

Den kristne teologi siger, at vi ikke skal dømme hinanden på fortiden, men vi skal modtage hinanden, som den anden nu engang er. Derfor giver det ingen mening, hvis den ene i et kærestepar efter kort tid afviser den anden, mener sognepræst Asser Skude

En lille million danske TV-seere fulgte med i det sidste afsnit af DR's serie "Gift ved første blik", hvor giftelystne mænd og kvinder sættes sammen og bliver gift ved netop første blik – altså uden at kende hinanden. Nu efterlyser DR så nye giftelystne mænd og kvinder til den kommende sæson, der får premiere næste år.

Bliver man udvalgt af eksperterne, vil man altså i princippet kunne blive gift med en partner, som man ikke før har mødt eller kender, men som eksperterne mener vil ”matche”. Disse eksperter agerer altså ”Kirsten Giftekniv”, og de giftelystne mænd og kvinder har givet deres frivillige tilsagn om at gå med på projektet.

”Gift ved første blik” kan for mig at se ikke sammenlignes med tvangsægteskaber, og det er heller ikke at give afkald på de menneskerettigheder eller de frihedsgrader, vi danskere møjsommeligt har tilkæmpet os. Enhver deltager i serien kan, så vidt jeg har forstået det, komme ud af ægteskabet, når og hvis de vil. Og så vidt jeg har forstået, skal ingen af parterne gå længere i programmet, end de selv er villige til. De er altså ikke forpligtet på for eksempel sex, selvom de er blevet gift.

Når det er sagt, er jeg meget positiv overfor programmet. Ikke bare er det underholdende, vi får samtidig eksperternes viden, refleksioner og kommentarer, mens vi følger parrene: fra før de mødes, når de bliver gift, møder hinandens familie og venner, bryllupsfesten, bryllupsrejsen og ikke mindst i hverdagen, når den melder sig. Og eksperternes ord er ofte gangbare, ikke bare i forhold til parrene i serien, men også til ethvert andet par, som ønsker at indgå eller leve i ægteskab.

Det ærgrer mig, hvis nogle teologer er imod denne form for ægteskaber - eller ”straksvielser”, som man vel også rettelig kunne kalde dem.

Selvom disse ægteskaber og samliv kan give skin af at være forhastede og dermed useriøse, rummer de en af den kristne teologis vigtige pointer: at møde det andet menneske, som den person det er – uden at dømme, uden at skele til ”baggagen” og ”uden at kende hinanden”.

Den kristne teologi siger, at vi ikke skal dømme hinanden på fortiden, men vi skal modtage hinanden, som den anden nu engang er. Derfor giver det ingen mening, hvis den ene i et kærestepar efter kort tid afviser den anden. Den anden er eksempelvis ikke til for at tilfredsstille ens behov eller for at servicere, men det vil da være rart, om man med tiden og hen ad vejen finder ud af hinandens behov og vil gøre det godt for den anden.

Den anden er først og fremmest et menneske, som vi skal modtage som et Guds barn, skabt i Guds billede – som der står i den kristne skabelsesberetning. Den anden er ikke som en ting, vi bare kan sige ”duer ikke, smid væk” til, fordi vi ikke får vores vilje.

I ”Gift ved første blik” har der sågar været par, som allerede under bryllupsfesten kom op at skændes og ikke engang var i stand til efterfølgende at tilbringe brudenatten i samme rum, og bryllupsrejsen måtte afbrydes. Det var ulykkeligt og tragisk at følge, men det er samtidig mere end bare ”underholdning”, for det er virkeligheden for mange danske par, hvor næsten halvdelen før eller siden lader sig skille igen.

Det fortæller vel også i høj grad noget om, at vi kræver ret meget af vores partner, måske endda mere end godt er. I stedet for at forlange den perfekte partner, skulle vi hellere selv forsøge at blive den perfekte partner, som den verdenskendte amerikanske psykolog ”Dr. Phil” siger frit oversat i sit program af samme navn.

I den forstand er ”Gift ved første blik” også et spændende projekt, for det sættes fokus på, at ægteskabet rent faktisk er hårdt arbejde og ikke noget, som nogen kommer sovende til.

Opgaven som partner må være at se den anden som en gave og som en anledning til at elske den anden betingelsesløst: Kærlighed er ikke noget, man fortjener, og man elsker for eksempel ikke hinanden for egenskaber eller tilbøjeligheder, men i kærlighed er man bare den, man er, og man skal ikke forstille sig eller lave sig om.

Asser Skude er sognepræst.