Glemmer lutherske præster billedsproget?

Foto: Jacques Lathion

Den lutherske kirke formår ikke i samme grad som den ortodokse at besvare folks religiøse længsler, mener norsk teolog og billedkunstner Åshild Brenne

Sakrale skatte fra Kreml har indtaget Nationalgalleriet i Oslo. Denne udstilling har fået mig til at reflektere over den lutherske kirkes formidling af det hellige. På baggrund af den enorme publikumsinteresse for udstillingen tænker jeg over, om der kan være andre end mig, som, i mødet med den joviale folkekirke, søger efter hellighed?
 
Sakrale skatte efterlader ingen tvivl om, at den russisk-ortodokse kirkes liturgiske udtryk står i stærk kontrast til vores eget. Hvad er der blevet af billederne og symbolerne i vores kirke? Er kirken selv blevet sekulær, når den ikke længere magter at formidle mysteriet?

I den ortodokse kirke har billederne og ritualerne en central plads. Ingen har nogensinde set Gud. Derfor kan man ikke lave et billede af dette udefinerbare væsen. Når Logos bliver menneske og tager bolig iblandt os, bliver det derimod muligt. Ortodoks teologi lægger vægt på Kristi guddommelige natur uden at afvise hans menneskelighed.

Det er Guds menneskelighed, som gør det muligt at lave billeder af guddommen. I billederne og ritualerne er det derimod Kristi guddommelige natur, der bliver lagt vægt på og formidlet.

Denne dogmatiske tankegang ser vi tydeligt i Forklarelsen (Se det øverste billede, red.). Her får disciplene Jesu herlighed at se. Ikonen er i sin komposition skematisk inddelt med et øvre og et nedre felt. I det øvre felt ser vi Jesus i al hans pragt. Herligheden, som præger dette felt, står i stærk kontrast til det nedre felt, som er fyldt af mørke, kaos og skrækslagne disciple. 

Ingen kirke har skabt sig selv
Hvem husker profetinden Anna - fra teksten om Jesu fremstilling i templet? Hvem husker, at de faktisk ofrede turtelduer - som det var skik og brug?

Den ortodokse kirkes visuelle udgave af Fremstillingen viser en kirke, som er tro mod traditionerne, og som ikke er bange for at synliggøre de roller, kvinder kunne have i kulten dengang. I nærheden til den førkristne religion erkender man, at ingen kirke har skabt sig selv, og i udtrykket anerkender man den symbolske tænkning, som var gældende.
 
At få kontakt med det hellige
Gennem ikonerne får de troende del i et helligt fællesskab. Engle og helgener er sikkert og synligt placeret, og bibelhistorierne fortælles visuelt. Visualiseringen og accepten af det usynlige giver de troende mulighed for at komme i kontakt med det hellige - bag ordene.

Til forskel fra os fejrer de ortodokse troende gudstjenesten sammen med Kristus, englene og de døde. Det vil sige; i vores kirke er englene og de døde tilstede i form af det brudte knæfald, altså i form af et fravær. Men hvordan kan man forstå denne tanke uden at få den forklaret?

Man kan le af prinsesse Märtha Louise og hendes engle, men er det ikke netop kirkens manglende anerkendelse af folks religiøse længsel, som er årsag til den slags grupperinger?
 
Det ordløse sprog i den ortodokse kirke ser ud til at appellere til folk - uafhængig af tid og sociale lag. Med sine perler og diamanter og sit guld og sølv ønsker kirken at lade de troende opleve himmeriget på jorden. Dette er billeder, man finder belæg for i Johannes åbenbaring.

Interessant nok bliver Johannes Åbenbaring aldrig læst op under gudstjenesten. Gennem udsmykningen får Gud selv mulighed for at komme de troende i møde - gennem billeder og symboler. I vores kirke kan man snarere få en følelse af, at Gud selv er nægtet adgang, og hvem er så virkelig velkommen i kirken?
 
Vi er alle ikoner
Den ortodokse kirkes skriftsyn er symbolsk, til forskel fra vores kirkes rationelle. Min oplevelse er, at den ortodokse kirkes skriftsyn hænger nøje sammen med dens læsning af billederne. Billederne bliver årsagen til, at de ortodokses skriftsyn defineres som symbolsk. Et sådant skriftsyn gør, at man undgår at reducere Bibelen til en historiebog.

Et rationelt skriftsyn fører derimod til en konkretisering og latterliggørelse af de hellige tekster. Hvor mange vittigheder har man ikke hørt om Jesus, som gik på vandet, eller om Marias underliv? I den lutherske tradition er man bange for, at symbolsk tænkning fører til mytologisering af teksterne. Mytologi er som bekendt hedenskab og bliver ikke forstået som billeder. Måske er det netop den slags holdninger, som gør, at kirken er i færd med at miste fodfæstet i Norge?
 
Rationel tankegang kommer til kort
Ikonmalerne underlægger sig selv en streng disciplin. De bliver formidlere af det hellige - og således på en vis måde præster. Denne parallel passer også med, at det i begyndelsen netop var præsterne, som var kunstnere og arbejdede med billederne. Hvad sker der, når præsterne ikke længere forstår billedsproget, og kirken ikke længere formidler mysteriet?

En rationel tankegang kommer til kort i mødet med livets store mysterier som fødsel, død og kærlighed. Ifølge den ortodokse kirke er vi alle ikoner, billeder skabt i Guds billede. Hvad sker der, når præsterne ikke længere ser Guds billeder i os?

Åshild Brenne er teolog og billedkunstner og arbejder på Nationalmuseet i Oslo.

Artiklen blev bragt som kronik i den norske avis Klassekampen den 27. november 2010 og er oversat af Elisabeth Alster.

Foto: Privat