"Gud leverer selv det sidste offer"
Forestillingen om blodoffer lugter for os af primitiv religion, skriver sognepræst Henrik Højlund i en langfredagskommentar
Hvis man bladrer ét af de nytestamentlige evangelier hurtigt igennem, vil man ret hurtigt opdage, at uforholdsmæssigt meget af det handler om Jesu død og opstandelse. Især død. Faktisk ikke mindre end ca. en tredjedel. Og det gælder alle fire evangelier. Det giver én en mistanke om, at påsken må være et temmelig vigtigt kapitel i Jesu liv hans død.
Jesus selv antyder allerede tidligt i sin offentlige fremtræden, at hans liv på en særlig måde sigter mod døden. Lidt længere henne i forløbet siger han det tydeligere. Menneskesønnen er kommet for at give sit liv som løsesum for mange.
Lige præcis den sætning er blevet en nøgle til at forstå Jesu død. Resten af Det nye testamentes udlægning af Jesu død cirkler mere eller mindre om den forklaring. Ikke så sært, al den stund det er Jesus selv, der giver forklaringen.
Ordet løsesum er egentlig ret ligetil. Det drejer sig om betaling. Jesu død skal altså opfattes som en form for betaling.
Betaling for hvad? Ja, sagt lige ud ad landevejen: for vores synder. Den er måske hørt før. Den hører ligesom til den kristelige barnelærdom Jesus døde for vore synder. Men tænker man nærmere efter, er den ikke så enkel. Et blodoffer. Det passer ikke ind i vores moderne, oplyste tid. Det hører en anden tid til. Det lugter af primitiv religion.
Det er nok også det, der har fået en del moderne teologer til at forstå Jesu død på andre, mere tidssvarende. Noget med kærlighedsoffer, solidaritetsoffer eller lignende.
Men ved nærmere eftertanke er det egentlig mærkeligt, at vores tid skulle have så svært ved at forstå blodofferet. Ingen anden tid har ofret så meget menneskeblod. Det tyvende århundrede har slået alle rekorder i så henseende.
Selvfølgelig hører det med, at vi aldrig har været så mange mennesker på jorden som nu, men selv det taget i betragtning slår vi alle rekorder i blodsudgydelse, i menneskeofringer. Ikke til Gud. Nej, det tyvende århundrede var de ateistiske ideologiers århundrede. Kommunismen, nazismen, fascismen, maoismen.
Man skulle tro, at verden blev mere krigs-fredet, når religionerne blev trængt i baggrunden. Alle disse religions-krige op gennem tiden. Men det gik modsat. Da Gud blev sat fra tronen, indtog mennesket den, og så var ragnarok løs. Krigene i Guds navn skal hverken frikendes eller undskyldes, men det blev ikke bedre uden Guds navn. Det blev langt værre.
Man skulle tro, at vi i vores tid bedre end nogensinde kunne forstå nødvendigheden af bare ét menneskeoffer. Bare ét.
Kender vi ikke alle følelsen af afmægtig vrede overfor ondskaben? Vi rammes af den i ny og næ. I et glimt ser vi den rene ondskab i øjnene. Østeuropæeres, afrikaneres, asiaters ufattelige tragedie som sexslaver i vores charmerende hovedstad. Velrenommerede firmaers delagtighed i børneslaveri, hvis tilværelse er ubeskrivelig i al sin elendighed. Store medicinalfirmaers beskyttelse af høje priser på sine produkter, så utallige aids-ramte i Afrika aldrig får den billige kopimedicin, der kunne have reddet deres liv.
Når sløret løftes for et enkelt, konkret menneskes lidelseshistorie, mærker vi måske følelsen af afmægtig, fortvivlet vrede. Bare nogle få sekunder, så længe vi kan holde ud at bære på følelsen.
Kan vi forestille os Gud som den, der aldrig slipper synet af ondskaben, så længe den findes i hans skaberværk, som den der aldrig giver sig selv fri fra vreden over ofrene?
Er ét menneskeoffer for meget for det hele, for menneskehedens bjerg af skyld?
Et menneskeoffer ville være tusind gange for lidt, hvis det kun var et menneske. Hvordan skulle et enkelt menneske nogensinde kunne bøde for alt det blod? Kun gudmennesket, Kristus, kunne gøre det. Kun Gud selv i skikkelse af Jesus var et stort nok offer.
Der går så at sige to blodspor gennem hele historien fra Adam og Eva til i dag. Det ene spor har vi mennesker selv trukket. Det løber lige fra uddrivelsen af Paradis: Kains mord på Abel frem til millioner af overlagte mord i vor tid.
Det andet spor er beordret af Gud: de mange dyreofre som en form for modvægt. Blod for blod. Liv for liv. To minusser der bliver til plus.
Med Jesus leverer Gud selv det sidste offer. Et offer som samler alle ofre i sig, og al skyld. Der skal ikke mere ofres. Der skal ikke mere skyldes. Det udtrykkes f.eks. på denne måde i Det nye testamente: Gud slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset. (Kolossenserbrevet kapitel 2 vers 14)
I Det nye testamente findes der mange udtryk for Jesu offerdød. Ét af de mere ligefremme lyder: Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer. (Romerbrevet kapitel 3 vers 25)
Alt dette om ofre og blod for blod, liv for liv synes at tale til os fra en fjern fortid. Det er primitivt, det er religion for neandertalere. Vi er inde under det lag af forfinet dannelse og civilisation, som ellers får os til at væmmes, næsten fornærmede ved tanken om offer og Guds vrede.
Men spørgsmålet er, om ikke det i virkeligheden taler til os et sted dybt nede i vores underbevidsthed, taler til ubevidste lag i os, taler til os i de lag, hvor vi finder fortrængt skyld- og skamfølelse, ophobninger af for længst glemte forsømmelser, sårethed og sår vi har givet andre, hverdagens utallige små forbrydelser.
De lag af det menneskelige sind, som psykologer oftest må give tabt overfor. De lag som handler om skam og skyld både overfor medmennesker og Gud.
Frugten af at tro på Jesu død som offer for vore synder kan næppe udtrykkes bedre, end Søren Kierkegaard gjorde det:
Der, hvor fortiden opleves som skyld, opleves fremtiden som angst. Men hvor fortiden
opleves som syndernes forladelse, opleves fremtiden som håb.
Henrik Højlund er sognepræst i Løsning og Korning sogne