"Gud skal omvende sig i fastetiden"
Læser man den katolske kirkes fastetekster, når man frem til en ganske overraskende slutning: nemlig at det er Gud, som skal omvende sig og angre, skriver katolsk præst Daniel Nørgaard
Faren ved fastetiden er, at man sætter fokus på hvad jeg skal gøre. Man sætter sig ofte nogle mål: at se mindre tv, at undgå slik eller alkohol osv. Målene i sig selv er der ikke noget galt i; det er motivationen bag som ofte er forkert.
Vi vil jo så gerne være nogle gode kristne, og så kan disse mål enten give os stolthed (hvis vi efter de 40 dage kan sige at det lykkedes for os) eller skam (hvis vi endnu en gang må sande, at det er svært ikke at give efter for kødets lyster). Se, hverken stoltheden eller skammen fører os nærmere Gud det gør kun ydmygheden. Netop ydmyghed er nøglen til hele fasten.
I askeonsdagens 2. læsning har vi læst ordene fra 2. Korintherbrev 6,2: Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!. Paulus talte ikke her om fasten, men Kirken fører hans ord over på denne del af kirkeåret og gør os dermed opmærksom på, hvem der er hovedaktøren i fastetiden: Gud.
At tiden er nåderig, betyder jo netop, at det er en tid, hvor Gud gør en masse. Fokus er altså på hvad Gud skal gøre. Sandt nok går fastetiden ud på, at vi skal omvende os, men grunden til at vi gør os disse anstrengelser, er at få Gud til at vende om. Det fremgår af askeonsdagens 1. læsning fra Joels Bog (her citeret 2,12-14):
"Men selv nu
siger Herren:
Vend om til mig af hele jeres hjerte
med faste, gråd og klage!
Sønderriv jeres hjerte
og ikke jeres klæder,
vend om til Herren jeres Gud!
For han er nådig og barmhjertig,
sen til vrede og rig på troskab;
han kan fortryde ulykken.
Måske vender han om og fortryder
og lader sin velsignelse blive tilbage,
så I kan bringe afgrødeoffer og drikoffer
til Herren jeres Gud."
Det, vi ydmygt erkender i fastetiden, er, at vi har modarbejdet og afvist Gud. Nu fortryder vi det, og trygler ham om, at han må vende tilbage. De ting, vi gør i fastetiden, kan være et tegn på vor gode vilje eller en måde at give Gud bedre plads i de forskellige relationer i vores liv.
De tre aspekter, vi lægger vægt på i fastetiden (faste, gode gerninger og bøn), dækker over hver sin relation.
Fasten står for vores relation til os selv; ved at give afkald på forskellige fysiske goder viser vi, at det ikke er vores lyster, der skal have kontrol over os, men Gud.
De gode gerninger står for relationen til vores næste; ved at vise opmærksomhed mod de andres behov bliver Gud synlig, fordi man viser noget af Guds væsen gennem enhver kærlig handling.
Bønnen står for relationen til Gud; det burde være indlysende, at Gud skal have en plads i vores forhold til ham, men hvor ofte er det ikke vores egen dagsorden, vi lægger frem, når vi beder til Gud? Nu må vi ydmygt bekende, at vi har spillet fallit, og vi må bønfalde Gud om at tage over.
Alt i alt handler fastetiden altså om at give Gud plads, så han atter kan blive alt i alle, sådan som det var hans oprindelige plan. Selvfølgelig begrænser alt dette sig ikke kun til fastetiden, men som så mange andre tider af kirkeåret hjælper et mere intenst fokus os bedre på vej.