"Guds mening med Utøya er skjult for os"

Det er for mig uforståeligt, hvordan nogen kan sige, hvad der skulle være Guds mening med tragedien på Utøya, skriver lektor Jakob Wolf. Foto: Mads Nissen

Det ligger hinsides vores erkendelsesmuligheder at få indblik i Guds mening med tragedien på på Utøya, mener lektor Jakob Wolf

Hvis man tror, at Gud er "Gud den almægtige, himlen og jorden skaber", som vi siger i trosbekendelsen, så mener jeg, vi tror, at Gud er skaberen og opretholderen af alt. Man kan ikke sige, at Gud kun har skabt det gode og ikke det onde.

LÆS OGSÅ:Teolog uddyber: Sådan hænger Gud og Breivik sammen

Woody Allen har udleveret den opfattelse til latteren, at Gud kun har skabt det gode, da han på spørgsmålet: "Do you belive God has created the world?", svarer, "Yes, I belive God has created the world - except for certain parts of New Jersey." Gud bevirker alt og har i sidste ende ansvaret for alt.

LÆS OGSÅ: Hvor kommer det onde fra?

Men hvis det er rigtigt, som kristendommen påstår, at Gud har åbenbaret sig i Jesu liv og forkyndelse, så betyder det, at Gud har skjult sit egentlige væsen alle andre steder. Det vil sige, vi kan ikke ved at se på, hvad der sker i naturen eller i historien, vide hvad der er Guds mening med det, der sker.

Det ligger hinsides vores erkendelsesmuligheder at få indblik i, hvad der er Guds mening med det. Vi får heller ikke en indsigt i det igennem hans åbenbaring i Jesus fra Nazareth.

Det er derfor for mig uforståeligt, hvordan nogen kan sige, hvad der skulle være Guds mening med tragedien på Utøya. Det er og bliver skjult for os. Vi kan højst håbe og tro på, at det er sandt, at Gud åbenbarer sit inderste væsen for os i Jesu fra Nazareths liv og forkyndelse.

Man kan altså hverken sige, at Gud ikke bevirker det onde, eller hvilken hensigt, Gud har med det onde. Siger man, som f.eks. Peter Olsen har sagt, at Guds hensigt med grusomhederne på Utøya er, at Gud vil, at vi skal vende os til ham, så siger det ikke noget om Gud, det siger derimod en hel del om Peter Olsen.

Jakob Wolf er lektor i etik og religionsfilosofi ved Københavns Universitet.